Kaos i det demokratiske hus: Kan Clinton sno sig udenom ny mail-skandale?

Bernie Sanders støtter fortsat Hillary Clinton og vil ikke ødelægge konventet, selv om lækkede e-mails giver bevis for, at den demokratiske ledelse forsøgte at forhindre ham i at blive præsidentkandidat.

Der viste sig at være fejet en hel del ind under det demokratiske partis gulvtæpper, og nu venter et større oprydningsarbejde.(Foto: Saul Loeb/AFP/Scanpix) Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Demokraternes konvent startede med tumult og skænderier i kulissen. På gaderne i Philadelphia demonstrerede vrede tilhængere af den nu tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders i protest mod, at den demokratiske partiledelse helt åbenlyst forsøgte at sabotere deres foretrukne kandidats kampagne i primærvalgene.

20.000 e-mails er blevet hacket fra Den demokratiske komités computere og er derefter blevet lagt ud på WikiLeaks. De mange e-mails viser med al tydelighed, at en del af ledelsen i partiet ville gå meget langt for at forhindre Sanders i at vinde primærvalgene.

De støttede entydigt den anden præsidentkandidat, Hillary Clinton, som også var partiformanden Debbie Wasserman Schultz’ foretrukne kandidat. Schultz har nu — for at få ro på det vigtige konvent, hvor Clinton skal kåres som den endelige kandidat — taget konsekvensen og er trådt tilbage både som formand for konventet og som formand for partiet.

»Det må ikke ske. Det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt, og derfor er det også godt, at man har taget konsekvensen af det. Nu drejer det sig om at se fremad og få samlet partiet om Clinton,« sagde Sanders’ kampagnechef, Jeff Weaver, forsonende til en række amerikanske TV-stationer.

Også Sanders har tænkt sig at lægge låg på affæren. Han har udtalt, at selv om han havde haft mistanken hele tiden, og at det nu er bekræftet, at de forsøgte at skubbe ham ud på et sidespor, så skal man se fremad.

»Min støtte til Clinton bliver ikke trukket tilbage. Det her drejer sig om det arbejdende folk, og det drejer sig om at forhindre Donald Trump (Republikanernes præsidentkandidat, red.) i at blive præsident«, sagde Sanders til det amerikanske medie The Hill og forsøgte dermed at lukke den diskussion.

Kommer der flere afsløringer?

Men flere end 1.000 mennesker marcherede i Philadelphias gader i stærk utilfredshed med sabotageforsøget mod Sanders, og de vil i de kommende dage kræve, at konventet tager mere hensyn til deres synspunkter. Også mange af Sanders’ delegerede inde på selve konventet er vrede.

Men hvad er det, de mange e-mails har afsløret? Jo, at visse personer i det demokratiske partihovedkvarter spekulerede i, hvordan man kunne forhindre Sanders i at vinde valgene i West Virginia og i Kentucky ved at antyde, at han er ateist og ikke-troende jøde.

Der blev også gjort forsøg på at lægge låg på Sanders’ angreb på Clinton for at misbruge de penge, der var indsamlet til kampagnen. Ligesom man ville have, at medierne satte fokus på det »rod«, der angiveligt skulle have været i Sanders’ kampagnestab. Og i det hele taget viser de 20.000 e-mails, at der var en udpræget fjendtlighed over for Sanders i partihovedkvarteret.

Der er foreløbig ikke noget, der tyder på, at Clinton selv har været personligt involveret i noget af det her. Og derfor vil partiet også forsøge at få denne konflikt overstået i en vis fart.

Men der er stadig en del mails i omløb, og ingen ved, om der de næste dage kommer flere afsløringer frem — måske også mails der på en eller anden måde belaster Clintons kampagne. Og så vil det være rigtig skidt.

Donald Trump har ikke været sen til at være ude og forsøge at kapre Sanders’ utilfredse tilhængere.

»Jeg er ærligt talt chokeret over det, der er sket. Først snyder man Sanders, og så snyder man endnu en gang ved at vælge en højrefløjskandidat som Tim Kaine til Clintons vicepræsidentkandidat,« sagde Trump, som flere gange åbent har appelleret til Sanders’ tilhængere om at stemme på ham ved valget i november.

Hævder at russere står bag læk

Ifølge en meningsmåling lavet for CNN fører Trump nu for første gang over Clinton. Samtidig viser målingen, at hele 68 procent af de adspurgte mener, at Clinton er utroværdig.

Målingen er gennemført, netop som det republikanske konvent er overstået og viser, at Trump er sluppet gennem konventet betydeligt bedre, end man troede. For der herskede også kaos på det republikanske konvent, især da den tidligere præsidentkandidat, senator Ted Cruz fra Texas, bekendtgjorde, at han ikke støttede Trump.

Ifølge Clintons kampagnestab er det de to russiske sikkerhedstjenester, GRU og FSB, der står bag hackningen. To kodeord for hackerne er »Fancy Bear« og Cozy Bear«, som ifølge amerikanske efterretningskilder arbejder for hver sit foretagende – ofte i konkurrence med hinanden.

Men de er kendte, for de har hacket sig ind i mange af de amerikanske regeringscomputere og også servere, der tilhører for eksempel politiske partier.

Men Demokraterne siger, at det er den russiske præsident, Vladimir Putin, der står bag, fordi han vil forhindre Clinton i at vinde valget.

»Enhver ved, at forholdet mellem Clinton og Putin ikke er så godt. Og så er det en kendt sag, at Trump vil give køb på sammenholdet i NATO. Han har oven i købet antydet, at USA ikke nødvendigvis vil komme Europa til undsætning i en konflikt med Rusland, så Trump og Putin står hinanden meget nær,« siger Clintons kampagnechef, Robby Mook.

»Det er noget vrøvl. Det er et forsøg på at aflede hele denne skandale,« siger Trumps kampagnechef, Paul Manafort.

Og så kommer det virkeligt spekulative, som de amerikanske medier også beskriver indgående. Ud over at Trump ved flere lejligheder har rost Putin til skyerne, har Manafort arbejdet som lobbyist for ukrainske Rusland-nationalister, mens Clinton angiveligt har modtaget penge til sin fond fra ukrainske nationalister.

Så sagen har også internationale dimensioner, selv om Demokraterne næppe kan klare sig ved at beskylde russerne for at stå bag en »skandale«, som de selv har lagt grunden til.