Kaos hersker i Iraks næststørste by

Den irakiske premierminister vil indføre undtagelsestilstand i Mosul, efter oprørere har taget kontrollen med byen. De har samtidig befriet op mod 1.000 fængselsfanger.

Familier flygter her i deres biler væk fra Iraks næststørste by, fordi myndighederne ikke længere kan holde islamistiske oprørere væk. De skulle ifølge Reuters have taget kontrol med stort set hele byen. Billedet her, der er taget 10.  juni 2014, viser bilkøer ved et kurdisk checkpoint i Nineveh-provinsen i Aski kalak cirka 40 km vest for Arbil, hovedstaden i den autonome kurdiske region i det nordlige Irak. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAFIN HAMED
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IRAK: Den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, er parat til at indføre undtagelsestilstand i landets næststørste by, Mosul, efter at oprørske islamister har taget kontrol med stort set hele byen.

Ifølge Reuters er det radikale sunnimuslimske medlemmer af gruppen ISIL, Den islamiske stat Irak og Levanten, der er tæt knyttet til terrorgruppen al-Qaeda, som står bag oprøret. ISIL og deres allierede har blandt andet overmandet en militærbase i Mosul og befriet op mod 1.000 fanger fra et fængsel i det, der regnes som et anslag mod den shia-ledede irakiske regering.

Oprørerne er blandt andet bevæbnet med anti-luftskytsvåben og raketgranater, og de har angiveligt overtaget næsten alle politiets og militæret kontrolposter i og omkring Mosul.

Kampene mellem ISIL og regeringsstyrkerne har stået på i de seneste fire dage i det nordlige Irak.

ISILs kontrol med Mosul anses for at være et hårdt anslag mod regeringen i Bagdad, som i flere år har forsøgt at inddæmme de militante sunnimuslimske kræfter. Medlemmer af ISIL er i de senere år rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen i nabolandet, og deres håb er, at det vil lykkes at etablere en islamistisk stat bestående af blandt andet Irak og Syrien.

Urolighederne i nordlige Irak er også gået ud over en gruppe tyrkiske lastbilchauffører. De 28 chauffører transporterede diesel fra den sydtyrkiske havneby Iskenderun til Mosul, da de blev bortført af medlemmer af ISIL.

Den tyrkiske regering arbejder i øjeblikket på at få flere oplysninger om chaufførernes situation, fortæller en tyrkisk embedsmand, som oplyser, at mændene formodes at være uskadte.

Mosul ligger 420 kilometer nord for den irakiske hovedstad, Bagdad. Den regnes for at være en af de farligste byer i landet, fordi al-Qaeda-relaterede grupper er yderst aktive i området. Irakiske sikkerhedsstyrker oplyste lørdag, at man havde dræbt flere end 50 ISIL-medlemmer nord for byen, der primært bebos af sunnimuslimer. Befrielsen af de mange fanger anses derfor for at være en hævnaktion.

Irak har været præget af omfattende politisk og sekterisk vold i flere år, og 2013 var ifølge FN det mest dødbringende år i landet siden 2008, hvor en voldsbølge skabte frygt for, at en regulær borgerkrig var under opsejling.