Kanoner, kommunister og kampen om historien

Statsledere fra Japan og Vesten var ikke med, da Kina i går markerede 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Ruslands præsident, Vladimir Putin, deltog derimod ved militærparaden, som var en magtdemonstration designet til at række både frem og tilbage i tiden.

Kinesiske soldater marcherer hen over Den Himmelske Fredsplads i den kinesiske hovedstad, Beijing, under torsdagens pompøse fejring af 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA

BEIJING: »Husk historien, mind martyrerne, skab en fredelig fremtid!«

Ordene ruller fra den ene højttaler til den næste ned ad Chang’an – den enorme boulevard, der skærer Beijing midt over.

Det handler om historien denne formiddag i den kinesiske hovedstad. Krigshistorie. Som den bliver skrevet af Kinas Kommunistparti. Audi, Toyota, Volkswagen og de andre må for en stund vige pladsen. Folkets Befrielseshær har fuldstændig overtaget den ottesporede vej.

Anledningen er 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Dagen er blevet ophøjet til national helligdag og kulminerer med en militærparade på Den Himmelske Fredsplads. Den har fået tildelt titlen: »Mindehøjtidelighed for 70-året for sejren for det kinesiske folks modstand mod japanske aggressioner og for den verdensomspændende antifascistiske krig«.

Forberedelserne har stået på i månedsvis. Nu står de 12.000 soldater og 500 militærkøretøjer klar. Deres opstilling strækker sig flere hundrede meter i den ene retning. Til den anden side er tilskuerne ved at tage plads. Vigtige personer – generaler og ambassadører – ankommer sidst. Pressen blev bænket, før solen stod op.

Putin som æresgæst

En halv time før paradens begyndelse toner Xi Jinping frem på en gigantisk storskærm. Han er ikke kun præsident, men også leder af Kommunistpartiet og formand for den komité, der står i spidsen for Folkets Befrielseshær. Med sin hustru, Li Pengyuan, har han taget opstilling i Den Forbudte By, og sammen byder de fremmødte statsledere velkommen.

Også her gælder reglen om, at den vigtigste kommer sidst. Cambodjas Hun Sen og Sudans Omar Hassan al-Bashir er placeret i den billige ende. Det modsatte er Sydkoreas Park Geun-hye og Ruslands Vladimir Putin.

Den russiske præsident ankommer sidst. Han er æresgæsten. Og derfor er det også ham, der får pladsen ved siden af den kinesiske leder under resten af dagens program.

Det samme var tilfældet, da Xi Jinping i maj besøgte Moskva ved en lignende militæropvisning. En tydelig markering af de tætte relationer, Kina og Rusland har knyttet under de to præsidenters ledelse. Et parløb, der ikke mindst bygger på et fælles ønske om at danne modvægt til amerikansk hegemoni.

Derfor er det ikke overraskende, at USAs præsident, Barack Obama, ikke har taget turen til Beijing. Han blev inviteret, men takkede nej. Det samme har statsledere fra en række europæiske lande gjort. Lars Løkke Rasmussen var ikke inviteret. En blandet forsamling af tidligere og nuværende ministre og højtstående diplomater er i stedet mødt op.

Heller ikke Japans premierminister, Shinzo Abe, er at finde på balkonen sammen med de andre VIPer. Han havde for travlt, lød forklaringen. Sandheden er nok nærmere, at han ikke vil stå model til en militærparade, der risikerer at opildne til kinesisk nationalisme og had mod Japan.

Rivalisering og mistillid dominerer fortsat forholdet mellem Østasiens to vigtigste nationer. Deres fælles krigshistorie er en stor del af forklaringen.

I Kina handler Anden Verdenskrig stort set kun om Japan. Allerede i 1931 koloniserede den kejserlige japanske hær det første stykke af Nordkina. Det førte i 1937 til en brutal krig, der blev udkæmpet over hele landet frem til 2. september 1945, hvor Japan overgav sig. Ifølge kinesiske estimater døde 35 millioner kinesere.

Anti-japansk propaganda

Tokyo mener, at Kommunistpartiet bruger anti-japansk propaganda til at styrke sin egen popularitet i befolkningen, mens Beijing beskylder Japan for ikke at tage klart nok afstand fra de uhyrligheder, japanske tropper stod bag under krigen. Den kinesiske offerrolle og omverdenens manglende forståelse er blevet en indgroet del af Kommunistpartiets historiefortælling – stort set altid kombineret med fremhævelse af egne bedrifter. Til tider i en ikke helt stilren overensstemmelse med sandheden.

Det er også tilfældet med dagens parade. For ret beset var det ikke Folkets Befrielseshær, der førte an mod japanerne. Det gjorde den daværende regeringshær under nationalistpartiet Guomindang. Før krigen var kommunisterne på flugt og i fare for at blive udslettet. Men den japanske invasion tvang nationalisterne til at indstille klapjagten på deres ærkefjender, hvorefter Mao Zedongs tropper voksede sig store og stærke. Og efter det japanske nederlag var det pludselig den nedslidte regeringshær, der måtte flygte. Hvad, der sjældent bliver fremhævet i dag, er, at kommunisterne slog flere kinesere end japanere ihjel under krigen.

Endnu et kapitel til historiebøgerne

Inden showet begynder på Den Himmelske Fredsplads, inspicerer Xi Jinping styrkerne. Akkompagneret af orkestermusik triller han forbi de opstillede soldater stående på en specialbygget Hongqi – en kinesisk fremstillet limousine.

Efter præsidentens køretur kommer der skub i kolonnerne. Fodfolket er første indslag. Derefter følger kampvogne, jeeps, missiler og til sidst drønet fra lavtflyvende kampfly i formation. Militærparader finder kun sjældent sted i Kina. Normalt hvert tiende år, hvor man fejrer Folkerepublikkens dannelse i 1949.

 

For de fleste kinesere er paraden mest en kærkommen ekstra fridag. Inviteret er de ikke. Tværtimod. Det er ikke en fest for folket. Store dele af hovedstadens vejnet er spærret af, al lufttrafik er indstillet, metroen er midlertidigt lukket, og politi og sikkerhedsstyrker sendt på gaden. Det samme er 850.000 såkaldte borgervagter, der er uddelegeret til at holde et vågent øje med deres nabolag. Selv vejret er underlagt kontrol. Som det før har været tilfældet ved store sportsbegivenheder og politiske topmøder, har myndighederne sørget for en skyfri himmel og minimal luftforurening.

Paradeblå kalder kineserne den klare blå farve, der pludselig dukker op over byens tage.

To timer efter, seancen begyndte, er det hele slut. Kommunistpartiet har føjet endnu et kapitel til historiebøgerne. Igen med Den Himmelske Fredsplads som rammen.

Pladsen, der nærmest indkapsler partiets historie, med Folkets Store Hal til den ene side og nationalmuseet til den anden. Hvor portrættet af Mao Zedong skuer alfaderligt ned mod mausoleet, der huser den tidligere formands egen balsamerede krop i en kiste af glas.