Kanindræbere er løs i Frankrig: Ukendte gerningsmænd har slagtet 120

I fransk landsby, hvor de opdrætter kaniner til tallerknen, er over 100 kaniner dræbt af ukendte gerningsmænd.

Kanin er en populær spise i Frankrig, og derfor har mange private kaniner i bure i baghaven. Denne her er fotograferet i onsdags i landsbyen Montbert, der også ligger i det vestlige Frankrig, hvor en kanindræber er løs. Stephane Mahe/Reuters Fold sammen
Læs mere

I en landsby i det vestlige Frankrig er omkring 120 kaniner i bure blevet dræbt i det seneste halve år.

Det er sket ved omkring 15 angreb på ti forskellige ejendomme, der opdrætter kaniner for at spise dem.

De døde kaniner er dræbt om natten og blevet efterladt uden for burene.

Politiet siger på Facebook, at det er på bar bund, men at efterforskningen fortsætter.

I perioden fra august til oktober blev der dræbt 100 kaniner i området omkring landsbyen Minihy-Treguier i Cotes d'Armor-regionen, siger politiet.

Så har der tilsyneladende været en pause, men lokale medier rapporterer, at der i de seneste uger har været drab på kaniner igen.

- Efterforskningen er i gang, men indtil nu har der ikke været anholdelser. Der har været flere tilfælde på det seneste, siger en lokal polititalsmand.

Ifølge oplysningerne har gerningsmanden dræbt op til otte kaniner på en nat. De dræbte dyr er efterladt foran burene.

Andre dyr som kyllinger er der ikke gjort noget ved.

Mange mennesker i området opdrætter kaniner i bure, så de har noget at spise.

Kanin er en populær ret i Frankrig.

/ritzau/Reuters