Kalifatets fald i Syrien og Irak har skabt et magttomrum, hvor nye fjendskaber bliver til.
Siden 2014 har Iran for USAs vedkommende været en »tålt og nødvendig allieret« i kampen mod Islamisk Stat. Men i takt med at IS ikke længere udgør nogen akut trussel i regionen, begynder USA i stigende grad at fokusere på Iran som den regionale fjende.
For nylig besluttede præsident Donald Trump at trække atomaftalen fra 2015 med Iran tilbage, hvilket betyder, at USA ikke længere anser aftalen for at være en national interesse.
I løbet af søndag sagde udenrigsminister Rex Tillerson på en pressekonference i den saudi-arabiske hovedstad Riyadh, at »nu, hvor kampen mod Islamisk Stat er kommet til en ende, skal de iranske militser i Irak gå hjem«
En besked til Iran, der signalerer, at USA anser Irans rolle i Irak og Syrien som destabiliserende. Men også en besked, der indikerer, at mens USA konstant kritiserer Iran, så synes USA ikke at have en strategi, der kan bremse Irans indflydelse i det magttomrum Islamisk Stat efterlader sig.
USA er tydeligt frustreret over de seneste ugers hændelser i Irak, hvor de iransk støttede shiamilitser har brugt amerikanske våben til at generobre store landområder fra en amerikansk allieret - de kurdiske Peshmergastyrker.
Der har været demonstrationer foran amerikanske ambassader, og kurderne har spurgt, hvorfor USA ikke gjorde noget for at forhindre de pro-iranske shiamilitser i at erobre strategisk vigtige områder fra de kurdiske styrker. Ifølge det kurdiske medie Rudaw dræbte de fremstormende shiamilitser op til 400 civile i området omkring byen Kirkuk.
Den amerikanske passivitet fremstår derfor ikke kun som et svigt over for en vigtig allieret, men også som en bekræftelse af, at USA ikke har nogen handlingsplan til at inddæmme Irans indflydelse - hverken i Syrien eller i Irak.
Rex Tillersons opfordring til shiamilitserne om at gå hjem er det scenarie, USA ønsker at se. Men samtidig et scenarie, der synes komplet umuligt at opnå.
De irakiske shiamilitser er nemlig lige så irakiske som de er iranske. Mange af dem støttes direkte af Iran og modtager ordrer fra Irans revolutionære garde. Men det har den irakiske regering i Bagdad ikke noget problem med. Det var regeringen i Bagdad, der i november 2016 besluttede at gøre shiamilitserne til en officiel del af den irakiske hær, vel vidende, at mange af militserne modtager penge og ordrer fra Iran. Og det var regeringen i Bagdad, der for nylig sendte shiamilitserne i kamp mod kurderne. Også selvom det måske var Iran, der pressede på med den beslutning.
Shiamilitserne kæmper både i Irans og Bagdadregeringens favør. Militserne er en slags fælleseje, der i øjeblikket både fremmer interesser for regeringen i Bagdad og det iranske præstestyre. Og de er lige så effektive som deres omdømme er brutalt.
Så mens Tillersons opfordring om at sende shiamilitserne hjem, giver mening i Washington, vil hverken Teheran eller Bagdad give afkald på den styrke i regionen, der leverer det ene resultat efter det andet.