Kan Roxxxy blive en rigtig kæreste?

Mandefantasi. Den første sexrobot ligner noget, der er opfundet af en 15-årig dreng efter tre Red Bull, og feminister vil have robotten forbudt. Men der er et større spørgsmål end lummerhed på spil.

Opfinderen af Roxxxy Douglas Hines præsenterede sexrobotten i 2010, adjusts the head of his company's "True Companion" sex robot, Roxxxy, at the TrueCompanion.com booth at the AVN Adult Entertainment Expo in Las Vegas, Nevada, January 9, 2010. In what is billed as a world first, a life-size robotic girlfriend complete with artificial intelligence and flesh-like synthetic skin was introduced to adoring fans at the AVN Adult Entertainment Expo. AFP PHOTO / Robyn Beck Fold sammen
Læs mere

Roxxxy er en sexrobot.

»Hun er klar til det hele og hele tiden,« siger producenterne, men »det hele« skal forstås forholdsvist enkelt. Der er ingen lommeregnerfunktion, for Roxxyy er udelukkende fokuseret på et tal mellem fem og syv, og hun er ikke udstyret med en GPS, der kan vise vej til Sengeløse, snarere tværtimod.

Roxxxy er kort og godt en mandefantasi klædt som en mandefantasi, en kælen robot, som taler som de små annoncer i Ekstra Bladet og også tager penge for det. Hun koster 995 dollar, men i modsætning til annonce-pigerne kommer hun med 12 måneders garanti.

Og hvad skal vi så mene om det?

Det afhænger af definitionen på »vi«. Pattaya-Kurt er muligvis allerede begyndt at spare sammen og samle endnu flere flasker, men hvad med det store vi: samfundet.

Varianter af Roxxxy har eksisteret i USA siden 2011, og har det ikke ført til meget debat, men den seneste, mest livagtige og billigste version af Roxxxy er også kommet på markedet i Storbritannien, og briterne har ikke oplevet noget lignende siden Luftwaffe. Seriøse medier som BBC, Guardian og New Statesman diskuterer, om Roxxxy skal forbydes, og der er stiftet en »Campaign Against Sex Robots,« som sammenligner sexrobotter med pornografi og de værste computerspil på drengeværelset. Robotterne gør kvinder til genstande – de gør dem til en slags polystyren-køn, der kan bruges til sex og derefter smides ind i skabet, siger organisationens stifter, robotantropologen Kathleen Richardson.

Det har udviklet sig til en forudsigelig tvekamp mellem Richardson, feminister og andre forskere på den ene side og libetarianere og libertinere på den anden, og de sidstnævnte hævder, at Roxxxy bare er et avanceret sexlegetøj, en sømandsdukke med printplader, og engang imellem er en cigar bare en cigar eller omvendt.

Sådan ser hun ud, Roxxxy. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK.

Skrækvision eller fremtidens partner

Men der er faktisk – uden om den aktuelle debat – en anden debat om robotter og sex, og den begyndte med den britiske skakmester David Levy, som også forsker i kunstig intelligens. Han skrev i 2007 bogen »Love and Sex with Robots,« og han forudså dengang, hvad der sker nu – at vi snart vil få livagtige sexrobotter, som ikke kræver opvarmning, kun opladning – og han forudså, at det midt i århundredet »vil være lige så normalt at have sex med robotter som med andre mennesker,« og at robotter – med alverdens sexmanualer indprogrammeret – vil være bedre sexpartnere.

Bogen er opbygget med en skakspillers logik. Den forklarer f.eks., at mennesker godt kan føle kærlighed over for ikkemennesker, bl.a. over for kæledyr og tøjbamser, og at computerteknologi ikke er en barriere mellem mennesker og kærlighed. Vi kan føle kærlighed online, uanset om det er gennem dating, dyreviodeoer eller over for iPhone-Siri.

Så hvorfor ikke robotter? Levy redegør for de ti faktorer, som ifølge forskerne er afgørende for, at mennesker føler kærlighed, og punkt for punkt påpeger han, hvoran de samme faktorer kan gælde robotter. Forskerere siger f.eks., at et kærlighedsforhold afhænger af, at parterne føler »gensidig tiltrækning«. Men der er intet i vejen for, at en robot kan få indprogrammeret evnen til at udtrykke hengivenhed, siger han.

Efter at have læst Levys bog er det svært at argumentere imod, at mennesker kan – og sikkert også vil – føle kærlighed over for robotter, men som Robin Henig også skrev i New York Times, så logisk er bogen, og så overbevisende er argumentet, at det større spørgsmål går tabt: Ja, vi kan – men skal vi? Ønsker vi en fremtid med sexrobotter i stedet for os?

Roxxxy er pubertetsligaen af den debat. Hun ligner et julegaveønske fra en 15-årig dreng, som skulle tage en kold afvaskning i stedet for en Red Bull, og diskussionen om, hvorvidt hun gør kvinder til opjekter, fører ikke meget videre end en tilsvarende diskussion om prostitution, porno og computerspil.

Men hvad sker der, når andre producenter end Klam A/S går ind på markedet, når et Apple eller Google kaster deres ressourcer ind i hverdagsgørelsen af robotter – hvad så?