Kan McCain knække Obamas dagsorden?

RÆSON: Er John McCains fokus på personer frem for politik holdbart i længden overfor Barack Obama, der i de næste to måneder vil køre hårdt på den økonomiske dagsorden?

Foto: Matt Sullivan / Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan skal McCain gribe de kommende to måneder an for at slå Obama?
Kurrild-Klitgaard: McCain skal slå på sig selv som en outsider, som én, der er anti-establishment og så på national sikkerhed, som er hans egen store force – og så denne her kombination af konservative principsager, uden at lyde som en George Bush i en tredje periode.

Hvis McCain bliver opfattet som en del af status quo, så taber han, men kan han kultivere et billede af sig selv og af det Republikanske parti som oprørere, der skal rense ud i Washington, så kan det godt lade sig gøre. Modsat hvad man måske skulle tro, er det ikke sikkert, at Palin kommer til at besvære McCains appel til midtervælgerne, fordi hun ikke er en entydig repræsentant for de meget konservative.

Hvis man gerne ville have haft en sådan kandidat, kunne man have taget Pat Buchanan eller Ron Paul. Det, der er pointen med Palin, er: Hun kan tiltrække forskellige grupper, for eksempel de her ’soccer moms’, som hverken er specielt Demokratiske eller Republikanske, men som måske godt kunne finde på at stemme på Hillary Clinton, fordi hun er kvinde, og fordi de måske synes, at det ville være en god idé at få en kvinde på præsidentposten.

Og endelig kan Palin henvende sig direkte til ’Middle America’ – og det har en admiral-søn, som McCain, eller en Ivy League uddannet, rucolaspisende og café-latte-drikkende venstre-liberal, som Barack Obama nok lidt sværere ved.

Bjerre-Poulsen: Når McCain overhovedet er så tæt på, så er det fordi, han gjort det så godt, som han overhovedet kan. Han har ikke talt om de ting, som Republikanerne står til at tabe på – altså en lang række økonomiske spørgsmål. Han har satset på amerikanernes berettigede skepsis overfor, om Obama nu også er klar til præsidentembedet – uanset hvor meget de end kan lide ham.

Men spørgsmålet er altså om man kan gå igennem hele efteråret kun med det, for det bliver svært at holde den gryde i kog hele vejen igennem, men det er næsten det eneste, McCain kan gøre. Det bliver så nogle pseudo-spørgsmål, man kommer til at diskutere – fx patriotiske spørgsmål som, hvem der har gjort mest for nationen – og så kan man spørge: ’Hvad med den politiske virkelighed, hvor økonomien har det så elendigt?’.

Overfor disse spørgsmål bliver McCain nød til at trække emner ind, der på overfladen ser ud som om de handle om økonomien, men som reelt er af mere symbolpolitisk karakter.

Et godt eksempel på den strategi er ideen om, at ’offshore’ olieboringer (olieboringer ud for den amerikanske kystlinje, red) skulle kunne hjælpe på de stigende olie- og benzinpriser. Det er der ingen, der rigtigt tror på, men det er symbolpolitik, der signalerer handlekraft.

McCain har ikke nogen meget gode kort på hånden, men havde det været en hvilket som helst anden Republikansk kandidat, havde det set endnu værre ud - og man kan ikke udelukke, at når vi kommer til den 4. november, så bliver det ligeså tæt, som det var i 2000 og 2004.

McCain kan ikke gøre det meget anderledes, end han gør nu, medmindre han har en stor forkromet politisk vision, vi endnu ikke har hørt om, men det er der intet der tyder på, at han har. McCains grundlæggende budskab vil være ’mindre skatter, mindre regulering og at regeringen skal blande sig så lidt som muligt i det økonomiske liv’ – det er et budskab, der altid har en stor appel uanset de økonomiske realiteter.

Gress: Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad McCain skal gøre, som det er et spørgsmål om, hvad der sker. Hvis økonomien ikke går helt rabundus – og der er ind imellem nogle gode tal, det er ikke helt sort alt sammen – vil McCain stå bedre.

Men det er ligeså meget et spørgsmål om folks opfattelse af økonomien, og dér får McCain det hårdt. Folk opfatter det sådan, at økonomien går rabundus – det gør den måske, men det er kun for nogle få og slet ikke for flertallet –, men Obama har kørt hårdt på, hvor slemt det står til.

Heroverfor bliver det McCains opgave, om ikke at vende den økonomiske virkelighed, så at vende det billede af virkeligheden, som Obama meget overbevisende har skabt i den fælles bevidsthed i USA. Det er ganske vist langt fra flertallet, der lever som Obama påstår – ’i frygt og fattigdom’ –, men folk tænker:

’Det er måske ikke mig, der har det sådan, men så er det de andre, der lever i elendighed’.

Det bliver helt klart McCains største udfordring, at ændre den opfattelse af økonomien til noget mindre negativt. Det kan han bedst gøre ved at tale, som om han forstår problemet, og dér har McCain er svagt punkt, fordi han aldrig har interesseret sig særlig meget for samfundsøkonomi – men måske nok for sin egen økonomi.

Det bliver McCain simpelthen nød til at lære, ellers for han meget svært ved at vinde. Men kan McCain vende Obamas overdrevent negative billede af den samfundsøkonomiske situation, vil det være hans bedste chance.

Dragsdahl: En kynisk analyse af vælgernes holdning vil sige, at McCains bedste kort er en appel til racefaktoren, men at han skal undgå at gøre det åbenlyst, fordi der er en udbredt social norm, som går imod åbenlys racisme.

Og på den anden side kan Obama heller ikke anklage McCain for racisme, fordi så er det ham, der bringer race åbenlyst ind i valgkampen. Men det ændrer ikke ved, at Republikanernes angreb på Demokraterne er særligt effektive, fordi Obama er sort.
Republikanerne har en reklame-kampagne klar, der siger om Obama: ’He is ready to tax, he is ready to spend, but not ready to lead’.

Der har du kombinationen af det traditionelle angreb på Demokraterne med angrebet på Obama for ikke at være af den kaliber, som amerikanske præsidenter skal være. Og der skal man altså huske på, at Obama er åbenlyst intelligent, og mange vil sige, særdeles kompetent – det eneste er, at mange tvivler på, at en sort er klar til at lede.

Et andet et af McCains våben i en effektiv kampagne vil være at hævde, at Obama er elitær og overfor det sætte en populistisk appel om, at det er McCain og Palin, der forstår almindelige mennesker bedst. Her vil McCain trække på tillid, altså på at han og Palin er en af deres egne, og det kan Obama jo kun med noget besvær hævde.

Det ligger også i McCains slagord, ’Country first’, hvor man indirekte sætter spørgsmålstegn ved Obamas patriotisme, og insinuerer dermed, at han skulle være blød overfor Amerikas fjender, hvor McCain vil sætte hårdt mod hårdt – uden at han siger, hvad der ligger i det. Jeg tror, at tv-debatterne mellem de fire kandidater bliver meget afgørende.