Kan McCain knække Obamas dagsorden?

RÆSON: Er John McCains fokus på personer frem for politik holdbart i længden overfor Barack Obama, der i de næste to måneder vil køre hårdt på den økonomiske dagsorden?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem af Obama og McCain er kommet bedst ud af konventerne, og hvilken valgkamp går vi i møde?
Dragsdahl: Begge nåede deres mål. Men de havde forskellige mål – og dertil kommer, at Demokraternes konvent til en vis grad er blevet overskygget af udnævnelsen af Palin. Målet for Demokraterne gik på at sige, at Obama ikke primært er sort, men en Demokrat, der står i spidsen for et samlet parti, der fokuserer på politiske emner.

Herimod er Republikanernes mål beskrevet af en af McCains kampagne-ledere, der efter konventet sagde, at valget drejer sig om personer og ikke om politiske emner. Med andre ord handler det i en Republikansk optik om, at vælgerne stemmer efter tillid til kandidaternes personlighed.

Og dér har Republikanerne to gode historier om, hvad du kan kalde, ’helte’: Palin som hverdagens helt og McCain som krigshelt og som en person, der går imod strømmen. Problemet er her for Demokraterne, at Obama kan ikke i samme grad bruge sin ’heltehistorie’, fordi det vil bringe begrebet race centralt ind i valgkampen.

En ting til: Det er meget farligt, når vi nu sidder her og kommenterer en valgkamp, og sidder og læser kloge, amerikanske kommentatorer, fordi der er en tendens til, at vi går langt videre i vores tolkning af valgkampens indhold, end amerikanske vælgere selv er med på. Utallige sociologiske undersøgelser viser nemlig, at mange amerikanske vælgere er dybt uvidende om politik.

En nylig opinionsundersøgelse viste eksempelvis, at 71% af hvide amerikanere vildt overdriver, hvor mange sorte, der lever i USA: 32 procent af de hvide tror, at den sorte andel er på 20-30 procent af befolkningen; 31 procent af de hvide tror, at den sorte andel er på 30-50 procent af befolkningen, og 9 procent tror, at mere end halvdelen af amerikanerne er sorte – hvor det rigtige svar er, at den sorte del af befolkningen udgør 12%.

I en sådan situation, hvor folk er så uvidende om den faktuelle politiske situation, er der store muligheder for det, jeg tidligere kaldte en populistisk moral. Her opstiller man meget enkle og banale mål, som næsten ingen kan være uenige i: at familien skal styrkes, og USA skal sejre. Og uvidenhed giver også store muligheder for fordrejning for begge parter.

Det er mit indtryk, at Republikanerne i særlig grad fordrejer virkeligheden – bare som eksempel, at Obama vil hæve skatterne, hvad han rent faktisk ikke vil for 90% af befolkningens vedkommende.

Demokraterne har mulighed for at kæde McCain stærkt sammen med Bush og det Republikanske parti med ekstremisme. Det bliver på disse meget enkle emner, at kampen vil blive udkæmpet. Og slaget vil stå i nogle ganske få stater og gælde de vælgere, man i en overgang kaldte ’Reagan-demokrater’.

Det er vælgere, som har det økonomisk dårligt, men som på trods af ikke at have fået del i den økonomiske fremgang, har ladet sig aflede af kulturelle emner. Det er altså spørgsmålet, om de igen kan blive afledt af et sammenstød mellem personligheder og af kulturelle spørgsmål om for eksempel abort.

Kurrild-Klitgaard: Obama og McCain har stort set fået lige stor fremgang i meningsmålingerne. Men man kan sige, at Obama havde noget tabe, hvorimod McCain havde noget at vinde. Obama skulle ’bare’ holde sin føring, og havde han kunne holde sin føring henover Republikanernes konvent, så havde han klart vundet konventerne.

Omvendt var det mere op af bakke for McCain: Han skulle ikke kun holde status quo, men også overhale Obama. Og det er der noget, der tyder på, er lykkedes, men spørgsmålet er, om det også holder om en uge – men har McCain taget føringen i næste uge, så har han vundet konventerne.

Obama vil fra nu af gøre det, han allerede har gjort med en relativ stor succes, hvor man taler om ’Bush-McCain-årene’, altså hvor man kæder McCain tæt sammen med Bush – og jo mere man kan gøre det, desto mere succes vil de have.

McCain vil på sin side portrætere sig selv som en outsider, selvom det bliver svært, når man har siddet i Kongressen i et kvart århundrede og ens parti har siddet 8 år på præsidentposten og indtil for nylig i næsten et årti på Kongressen.

Det særlige, man dog skal huske på her, er, at Kongressen er den eneste institution i amerikansk politisk, der er lavere tilslutning til end præsident Bush – den ligger helt nede på 10-15%, mens Bush ligger på 30% i tilslutning.

Selvom mange vælgere synes godt om deres eget Kongresmedlem, så har de et ualmindeligt negativt syn på Kongressen som helhed, og hvis McCain kan begynde at køre det som tema, så kan det være et godt kort for ham. Obama vil på sin side køre på den økonomiske dagsorden, men han vil hele tiden pakke det ind i et ’McCain er lig med Bush’-tema.

Hverken McCain eller Obama kan vinde uden både få støtte fra deres partibase og fra midtervælgerne. Amerikansk politik består af tre partier: Knap en tredjedel er Republikanere, lidt mere end en tredjedel er Demokrater, og den sidste tredjedel er uafhængige vælgere, som kan stemme den ene eller den anden vej. Derfor vil begge kampagner have noget rødt kød til ideologerne og samtidig nogle moderate forslag til midtervælgerne.

Skralder man retorikken af, og ser på, hvordan Obama og McCain har stemt i Senatet, så burde det være nemmest for McCain, som overvejende har været en moderat Republikaner, mens Obama har været en ’liberal Democrat’ (tilhørende Demokraternes venstrefløj, red).

Men det ved Obama på sin side jo også godt, og han er for eksempel nu begyndt at tale om skattelettelser, fordi det ved man jo, altid er populært i amerikansk politik. Obama den mest utydelige, og har derfor mere bevægelighed i forhold til midtervælgerne, hvorimod McCain igennem sine mange år i Senatet har stemt for alle mulige forslag, og han har derfor en længere og på nogle punkter måske mere problematisk ’track record’.

Gress: Begge er kommet stærkt fra start. Obama er stadig favorit, men McCain står også stærkt. Obama har været foran i de fleste meningsmålinger, ikke meget ganske vist – men historisk set har det været svært for den, der er bagud at vende selv små forspring.

McCain kunne have stået langt dårligere, end han gør. Der er klart en valgkamp i gang, og den er ikke afgjort endnu, selvom det bliver svært for McCain. Det bliver en meget spændende valgkamp.

Kampen om midtervælgerne er altid central på det her tidspunkt; hvor det under primærvalgene gælder ydervælgerne, er det nu de ’almindelige vælgere’. Nu skal kandidaterne til at markere forskellene imellem sig – og det bliver det samme billede, vi har set indtil nu: alder og erfaring overfor ungdom og energi.

Det bliver også afgørende, hvordan budskaberne går ind – især nu, hvor der er kommet lidt mere kød på slagordene. Altså hvad det er, der ligger i begrebet ’forandring’ – det er i øvrigt morsomt at bemærke, hvordan McCain nu også er begyndt at tale om ’forandring’. Selvfølgelig bliver begge kampagner negative på et eller tidspunkt.

Bag kulisserne gør Obamas folk alt, hvad de kan for at miskreditere McCain og Palin – sådan er politik. Men det er ikke kun udtryk for negativ kampagne, når McCain spørger amerikanerne, om Obama er klar til at lede.

Det drejer sig også om, hvilken person Obama er: Hvad er det med hans mærkelige historie i Chicago og hans underlige dispositioner og bekendtskaber som for eksempel denne her præst (reverend Wright, red), som Obama åbenbart gik til i 20 år uden at høre, hvad han sagde.

Der er altså nogle ting omkring Obama, som amerikanerne måske ikke er klar over, men som placerer Obama på den yderste venstrefløj i amerikansk politik. Spørgsmålet er så, om Obama har forandret sig, men det ved vi ikke endnu, der er stadig noget luftigt over hans forkyndelse.

Det vil McCain helt sikkert køre på. Heroverfor vil Obama køre på, at McCain er gammel og står for en forfejlet politik, der indenrigspolitisk kun tilgodeser de riges interesserer, og som udenrigspolitisk vil involvere USA i konflikter verden over.

Måske vil Obama også satse på klima-dagsordenen, men det skal man nok ikke vente sig så meget af, fordi det har amerikanerne ikke noget konkret forhold til, og også fordi, det ikke er populært at fremføre en politik, der vil koste folk en masse penge.

Med nomineringen af Sarah Palin som VP-kandidat, kan der måske opstå et problem for McCains bestræbelser på at række henover midten, og jeg tror ikke på, at McCain får mange af Hillarys tidligere vælgere. Jeg ser mere en strategisk arbejdsdeling, hvor Palin skal sikre det Republikanske bagland, mens McCain skal fastholde de midtervælgere, som Bush erobrede i 2004.

Palin kommer ikke til at frastøde flere vælgere end hun tiltrækker – det var klogt valg af McCain at gøre hende til VP-kandidat. Sammenlignet med tidligere har der været få negative kampagner, og det er et klogt træk af Obama ikke at hakke for meget på McCain, men bare gentage sit mantra om fornyelse.

Bjerre-Poulsen: Begge lejre har haft et godt konvent. Forventningerne til det Republikanske konvent var nedskruede, men det lykkedes dem at få samlet tropperne. Men det at kunne genfinde begejstringen i et år, hvor Republikanerne står til at tabe stort i valgene til Kongressen, er i sig selv noget.

Men Sarah Palin er og bliver et ’gamble’ – hun holdt en god tale, og siden har hun rejst rundt og ord for ord gentaget den, men har ellers ikke talt med pressen uden et forberedt manuskript. Men det kan hun jo ikke blive ved med, før eller siden vil der være et krav om, at hun stiller op, og til debatten mellem VP-kandidaterne vil hun være tvunget til det.

Det vil vise sig, om hun også er et aktiv, når der ikke er nogen, der har skrevet et manuskript til hende. Både Palin og McCain er et aktiv i kraft af det, de repræsenterer og en af mest bemærkelsesværdige udtalelser, der siden konventet er kommet fra Republikanerne, er, at valget ikke handler om politiske forskelle, men om personlighed.

Det er altså tankevækkende, når alle undersøgelser viser, at vælgerne kræver politisk forandring. Når Pew Research Center (uafhængig institut for opinionsundersøgelser, red) laver undersøgelser, der viser at 82% procent af amerikanerne mener, at landet udvikler sig i den forkerte retning, så er det spørgsmålet, om det ikke er en stor luksus at sige: ’Nej, det der med politiske forskelle er irrelevant, vi synes, at det skal dreje sig om, hvem af de to personer, amerikanerne bedst kan identificere sig med’.

Republikanerne forspildte på den måde deres chance for at fortælle, hvad de vil; hvad deres økonomiske politik eller politik på sundhedsområdet indeholder. Det er tvivlsomt om det er holdbart i længden alene at satse på det McCain og Palin repræsentere på det personlige plan i stedet for at fremlægge en politisk vision.

Set fra Demokraternes perspektiv er der ingen tvivl om, at man ikke vil ’swift bowles’ igen, og der er et pres på Obama, for at han skal slå igen. Og her mødes en strategi, der har konfrontationen med McCain som noget centralt, med Obamas egen politiske vision – man vil sige: ’Alt ære og respekt for ’hockey moms’ og gamle krigsveteraner, men hvad er det, de vil på den økonomiske politik?’.

Obama vil satse benhårdt på de økonomiske spørgsmål og bruge ideen om, at McCain er ude af trit med vælgerne og fortsætter Bushs linje. Ud over at McCain har gjort sig mere sårbar overfor den anklage efter konventet, så vil Obama også gøre brug af dette argument, fordi det modvirker beskydningerne om, at han skulle være elitær og ude af trit med almindelige menneskers liv.

Vi kommer til at se en mere hårdtslående Obama, men det bliver i en mere populistisk iklædning lidt som John Edwards eller Hillary Clinton under primærvalgene. Samtidig er det med valget af Palin blevet nemmere for Obama at sige, at McCain er en fortsættelse både af Bushs politik og af hans valgkampsstrategi – på trods af McCains forsøg på at distancere sig så meget som muligt fra Bush.

Det bemærkelsesværdigt, at McCain ikke engang nævnte Bush ved navn under sin tale til konventet. For McCain er Bush blevet ligesom Valdemort (fra Harry Potter, red) – han, hvis navn ikke må nævnes.