Kan McCain knække Obamas dagsorden?

RÆSON: Er John McCains fokus på personer frem for politik holdbart i længden overfor Barack Obama, der i de næste to måneder vil køre hårdt på den økonomiske dagsorden?

Foto: Matt Sullivan / Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad fik McCain ud af Republikanernes konvent?
Bjerre-Poulsen: Først og fremmest blev de Republikanske græsrødder mobiliseret. Om det så er godt eller skidt i det lange perspektiv, er ikke til at sige nu. I hvert fald blev det et langt mere begejstret konvent, end man kunne forvente, når man tager i betragtning, hvor stor mistilliden er til John McCain blandt mange socialkonservative i det Republikanske parti.

De interesserer sig mere for kulturkampen end for økonomien. Det er en gruppe, som er kommet relativt sent ind i det Republikanske lejr – det var først i den sidste halvdel af 70’erne – og som i høj grad er blevet et vigtigt tandhjul i den Republikanske valgmaskine.

Problemet med denne fløj er, at den hurtigt kommer til at skræmme en stor del af vælgerne væk fra at stemme Republikansk, hvorfor den både ikke skal være særligt synlig, men samtidig er helt nødvendig for at få valget til at fungere. Filosofien i de foregående valg med Karl Rove som strateg har været, at man skulle mobilisere basen først, og at projektet med at gå mod midten og overbevise ’svingvælgere’ er en usikker praksis.

Rationalet bagved denne strategi har på den ene side været, at svingvælgere måske er mindre engagerede i politik og derfor heller ikke særligt pålidelige. På den anden side har man en base, der ligger klart til højre og som ikke svinger mellem at stemme Republikansk eller Demokratisk, men mellem at deltage i den politiske proces eller blive helt væk. Strategien er således ikke bare at mobilisere dem til at stemme, men også til at være partiets fodsoldater, der skal opbygge lokale partiapparater og sørge for det praktiske partiarbejde.

Ud fra dette ’Karl Rovske’ perspektiv skal højrefløjen tilgodeses først, og så kan man altid se, om man kan række hånden ud til de uafhængige vælgere. På den anden side var valget af McCain netop udtryk for en bevægelse væk fra denne strategi, fordi det Republikanske varemærke er så belastet efter 8 år med Bush, og McCain ikke blev set som specifikt Republikansk, men som en rebeltype, der kunne række ind over midten til de uafhængige vælgere.

Uanset om det var planlagt eller et tilfælde, at højrefløjen med udnævnelsen af Sarah Palin så deres snit til atter at fylde meget på det Republikanske konvent, så er det i hvert fald en mulighed, at det vil komme til at rykke ved hele tonen og balancen i valgkampen væk fra McCains bestræbelser på at rykke ind mod midten.

Det kan også være udtryk for, at Republikanerne ikke længere tror på deres muligheder for at overbevise nogle af de mange nyregistrerede vælgere, eller at man ikke regner med, at de vil stemme alligevel.

Eller også regner Republikanerne med, at man både kan appellere til basen og erobre midtervælgerne. I hvert fald er der sket det, at mod alle odds er emner som abort, stamcelleforskning og homoseksuelles rettigheder nu kommet til at fylde i den politiske debat.

Det har skabt en begejstring hos Republikanerne, men det er paradoksalt nok emner, som McCain i udgangspunktet ikke havde lyst til at tale om. Det religiøse højre er lykkelige; det er derfor, de er i politik.

Kurrild-Klitgaard: Et hop i meningsmålingerne. Nogle målinger bringer McCain endda foran Obama. Det er første gang, at McCain ligger så godt. Og hvis det ikke var sket, så var det nok allerede nu på tide, at han skrev sin lykønskningstale til Obama.

Hvis en kandidat ikke har en føring, når vi kommer hen midt i september, så er det historisk set noget op af bakke, hvis man skal komme tilbage. Dermed ikke sagt, at McCain nu er favoritten, men han er i live, og han har fået den fremgang i meningsmålingerne, som man historisk set kunne forvente.

Der er to årsager til fremgangen, og de falder delvist sammen: Den ene er så absolut udnævnelsen af Palin som VP-kandidat – visse meningsmålinger siger nu, at hun er mere populær end Obama, og målinger af om vælgerne i øvrigt er positivt eller negativt stemte overfor hende viser, at det var et godt valg fra McCains side.

Det er ikke fordi, Palin flytter store blokke fra Demokraterne til Republikanerne på én gang, men på mange små områder har hun kunne hente nogle stemmer. Den anden årsag til McCains fremgang er hans fremstilling af sig selv som en outsider, og det har nomineringen af Palin understreget.

Dragsdahl: Betydelig fremgang i meningsmålingerne og mobiliseringen af det yderste højre. Samtidig har udnævnelsen af Palin drejet opmærksomheden væk fra valgkampens politiske emner.

Til dette korte svar er der en række spørgsmål: For det første ved vi ikke, hvordan meningsmålingerne ser ud i de afgørende stater, for det andet er der en vis erfaring for, at den fremgang, man opnår efter et konvent, ikke er holdbar i længden, og for det tredje er det et spørgsmål, hvorvidt mobiliseringen af Republikanernes højrefløj resulterer i, at midtervælgerne bliver skræmt væk – i hvert fald er der målinger der viser, at Palins appel ikke går dramatisk ud over den Demokratiske base.

Derudover er der, hvad jeg vil kalde valgkampens store mysterium: Hvorfor har Obama hele vejen igennem kun haft en svag føring? Det er underligt, fordi det Republikanske parti er meget upopulært, og Bush er i særdeleshed upopulær, og samtidig har McCain ført en svag og dårlig kampagne – og svaret på mysteriet er efter min mening, at Obama er en sort kandidat.

Vælgerne har ledt efter en grund til ikke at stemme på Obama. Meningsmålingerne er også suspekte pga. det, man kalder ’Bradley-effekten’ – efter den sorte borgmester, som stod til sejr i meningsmålingerne, men hvor han til alles overraskelse alligevel tabte. Vælgerne ikke ville indrømme, at de ikke ville stemme på en sort kandidat.

Folk siger simpelthen ét, når de bliver spurgt i meningsmålingerne, og gør så noget andet, når de endelig står i valgboksen. McCain har så slået sig op på, at han vil rydde op, men det er mere vagt, hvad man skal lægge i begrebet ’oprydning’ – og der vil det utvivlsomt skræmme mange, at Palin kommer fra det yderste højre, fra en nærmest revolutionær bevægelse, hvor grænsen til, hvad man kunne kalde ’amerikansk fascisme’, er ret sløret.

Der var på den måde en enorm modsætning mellem McCains budskab om samarbejde henover midten og så resten af konventet, der var yderst fjendtligt og næsten hadsk overfor Demokraterne.

Gress: McCain fik den bekræftelse, han havde brug for, en chance for at markere sine synspunkter med sin tale og en platform, hvorfra han kan gå ud i valgkampen.

Der var ingen mislyde hos McCain, og samtidig overvandt man minikrisen om Palin, som i høj grad var medieskabt. Konventet gik som det skulle, måske med et lille hak opad – jeg synes i hvert fald, at McCains tale var stærkere, end forventet.