Kan man lave citronjuice af appelsiner?

Det kan ligne sidste chance for fred mellem Israel og palæstinenserne, når den amerikanske udenrigsminister John Kerry i den kommende uge indleder nye forhandlinger.

En ultraortodoks jødisk dreng kigger udover Jerusalems gamle bydel. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON. Generationen fra Oslo-processen er der snart ikke mere. Ganske vist er Israels præsident, Shimon Peres, og hans palæstinensiske »kollega« Mahmoud Abbas stadig særdeles aktive. Det var de to, der som »ministre« i hver deres »land« forhandlede sig frem til store dele af de såkaldte Oslo-aftaler i 1993 og skabte det selvstyre, der i dag findes i de palæstinensiske områder.

Men med deres 90 og 78 år vil de nok ikke være aktive i politik ret mange år endnu. Og den nye generation af politikere har af forskellige årsager en helt anden tilgang til konflikten, der har varet siden etableringen af staten Israel i maj 1948. Derfor er muligheden for en endelig fredsslutning til stede nu, inden en helt ny generation på begge sider for alvor tager over, er vurderingen.

Mange af de yngre og veluddannede – især blandt palæstinenserne – er for længst rejst ud af håbløsheden og har nu gode job i udlandet – mange af dem i USA. De har ikke tænkt sig at vende tilbage. En del af dem, der er tilbage i Gaza og på Vestbredden, er enten ramt af håbløsheden eller er blevet så radikaliseret, at det er svært at se dem etablere en varig fred i omådet. Så man ser en generation i de palæstinensiske områder, der om muligt er endnu mere traumatiserede af årtiers konflikt end deres forældre og deres bedsteforældre.

På den anden side i Israel er der et sammensurium af forskellige kulturer med et ønske om at opretholde den jødiske stat intakt. Gamle immigranter fra Europa og nazi-Tysklands udryddelseslejre og deres efterkommere blander sig med andre jødiske immigranter fra Rusland, fra Mellemøsten og Afrika. Med hver deres interesser og baggrund, kultur og historie. Men med et fælles mål – at kunne leve i fred og sikkerhed bag anerkendte grænser. Men også israelerne har deres radikale elementer, som i perioder har ganske meget at skulle have sagt. Det israelske parlament er et umuligt sammenrend af mange politiske partier, som rækker lige fra det stærkt religiøse over til de mere veletablerede store partier som Arbejderpartiet og Likud, der forsøger med skiftende held at holde sammen på ofte umulige koalitionsregeringer enten til venstre eller til højre. Det er i dette sprængfarlige klima, at den amerikanske udenrigsminister John Kerry – med ukuelig optimisme – skal give freden en chance. Måske den allersidste. Han skal løse en konflikt, der er meget andet end bare spørgsmålet om en tostats-løsning mellem to parter. Det er en proces, der indrager alle lande i Mellemøsten i en tid, hvor Det Arabiske Forår har udviklet sig til en arabisk vinter og næsten har usynliggjort konflikten mellem palæstinenserne og israelerne. Men hvis ikke freden i det hjørne af Mellemøsten etableres, vil de evige konflikter andre steder fortsætte i en uendelighed. Det er USAs analyse og Kerrys overbevisning, fortæller flere kilder i Udenrigsministeriet til Berlingske.

Det vil være naivt at forestille sig, at ret mange tror, at de forhandlinger, der indledes i den kommende uge, er begyndelsen på en ny epoke med fred mellem Israel og Palæstina. Pessimisterne er lige så mange som antallet af citrontræer i begge områder. Og for at blive i det sprogbrug, så fortæller en lille historie om et af de helt store problemer med fredsprocessen – det der hedder »klar tale«. Det er de ikke gode til i Mellemøsten.

Da den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, var på en af sine mange ture forud for denne nye runde fredsforhandlinger for at få lagt rammerne for en fredsproces med parterne, havde Kerry i sit følge blandt andet en højtstående amerikansk general. Generalen og Kerry talte med en række israelske ministre, og som altid i Mellemøsten blev der talt i metaforer for at undgå konkreter.

»Processen bliver svær. Det vil være som at lave citronjuice af appelsiner,« sagde en af de israelske topforhandlere til en undrende amerikansk general, der rent ud sagt ikke anede, hvad personen talte om. Militærfolk, der skal løse en bestemt opgave – i det her tilfælde at rådgive parterne om militære spørgsmål – har det bedst, hvis der bliver talt lige ud af posen, og at der ikke bliver ævlet om frugt.

»Hvem er citroner, og hvem er appelsiner, og hvem bestemmer, at det skal være citronjuice, der kommer ud af det?« Det fik generalen ikke et svar på. Og som han sagde til Kerry i flyet på vej hjem:

»Det bliver godt nok svært.«
Men Kerry har en plan. Næsten lige så enkel som Olsens-bandens kupplaner. Den rummer dog ikke den virtuose koordinering, for det er umuligt. Men planen er enkel og på en række områder anderledes end de tidligere. Den hviler på Oslo-processernes eneste succes; at holde forhandlingerne i dyb hemmelighed, indtil der er en række delaftaler. Og så at holde forhandlerne fast på delaftalerne og gøre dem til de første byggesten til en altomfattende fred. Hidtil har især palæstinenserne stået fast på, at alt skal være på plads, inden der er tale om en fredsaftale. Her vil Kerry have parterne til at forpligte sig undervejs. Fredsaftalerne bliver altså, hvis alt går efter planen, en række delaftaler. Dermed undgår Kerry, at det hele braser sammen på første forhandlingsdag, fordi parterne ikke kan blive enige om hverken flygtningenes ret til at vende tilbage til dét, de er flygtet fra, grænsedragninger, bosættelser eller Jerusalems status. Alt sammen punkter, man har erfaring med, kan få forhandlingerne til at bryde sammen, og som begge parter hele tiden udfordrer hinanden på.

Oslo-processen har mange senere bedømt til at have været en delvis fiasko. Men sådan vurderes den bestemt ikke i det amerikanske udenrigsministerium, som mener, at strategien bag forhandlingerne i 1993 mellem Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, og PLOs daværende leder, Yasser Arafat, var den eneste rigtige. At sluge elefanten i små stykker.

Ud af Oslo-processen kom en israelsk tilbagetrækning fra Gaza og fra store dele af Vestbredden, et palæstinensisk selvstyre med en selvstændig præsident og en række selvstyreadministrationer, der fungerer, selv om der er masser af problemer både internt og eksternt i selvstyret. Og sidst, men ikke mindst: En anerkendelse fra palæstinensisk side af Israel som stat.

Meget er gået galt undervejs, og både Yitzhak Rabin og Arafat er væk. Rabin blev myrdet i et attentat i Tel Aviv i 1995, mens Arafat afgik ved døden på en måde, som stadig giver anledning til mytedannelse – nemlig om han blev forgivet af en af sine egne eller af israelerne. Men man er trods alt nået noget længere, end selv optimisterne håbede. Det er erfaringerne fra Oslo, man gerne vil bygge videre på. Og eftersom Peres og Abbas var centrale skikkelser i den proces og kan det hele på fingrene og vil fred, håber Kerry på en succes, mens den gamle generation stadig har et ord at skulle have sagt.

Derfor er der tavshed om forhandlingerne. Derfor ønsker amerikanerne at gøre op med »alt-eller-intet«-politikken, og derfor er Kerry gået igang med en opgave, der virker næsten håbløs i lyset af det, der sker andre steder i Mellemøsten.

Uden endnu at være nævnt kommer én bestemt person imidlertid til at spille en afgørende rolle, nemlig den israelske premierminister Benjamin Netanyahu – en karismatisk og højt begavet regeringsleder, der har accepteret at gå ind i fredsprocessen på en lang række betingelser. Og betingelserne stilles ikke blot af ham, men også af de regeringspartier han har i sin koalition. Der kan dog i teorien i regeringen skabes et flertal for en fredsløsning med palæstinenserne.

Så muligheden er der, selv om der internationalt tvivles stærkt på, hvad det er, Netanyahu vil acceptere, fordi han om nogen har været personen, der har fremmet og støttet de israelske bosættelser på Vestbredden. I 2001 sagde han således til en betroet medarbejder, at han ikke »accepterede Oslo-processen«, og at han havde tænkt sig at udnytte de huller, der var i aftalen. Hvad, han ikke vidste, var, at der var en mikrofon i lokalet, der optog hele samtalen. Og Netanyahu har heller ikke hidtil vist den store entusiasme med hensyn til en fredsløsning og slet ikke med grundlag i grænserne fra 1967. Sikkerheden er altafgørende, og Netanyahu står ikke isoleret i Israel i sit ønske om at opretholde en militær tilstedeværelse på Vestbredden. Især ikke i de områder, der grænser op til nabostaten Jordan, som lige nu har indgået en fredsaftale med Israel. Men ingen ved, hvad fremtiden viser, som Netanyahu siger og hentyder til den spinkle fredsaftale, der pludselig er opstået i Egypten, efter Hosni Mubarak nu er fortid.

Den israelske befolkning er dog også trætte af konflikten og ønsker den løst. De seneste meningsmålinger i Israel har vist, at op mod 55 procent af den israelske befolkning ønsker en tostats-løsning. Selvfølgelig ikke for enhver pris. Men konflikten skal løses. Der er heller ingen tvivl om, at en aftale skal være overbevisende, logisk og acceptabel for begge parter, ikke mindst når det drejer sig om sikkerhed. Og de første forhandlinger, der har fundet sted i Washington, har ifølge kilder i Udenrigsministeriet vist, at der kan skabes en tostats-løsning med sikre grænser, fordi begge parter som udgangspunkt arbejder med en model, der udgår fra de gamle 1967-grænser dog med den væsentlige tilføjelse, at man skal forhandle om, hvor grænserne skal gå. Israelerne har hidtil afvist ideen om, at det er 1967-grænserne, der er udgangspunktet.

De mange bosættelser i de besatte områder og de mange palæstinensiske i det israelske område betyder, at Kerry foreslår, at der ved den endelige grænsedragning byttes områder, således at israelerne får de steder, hvor der er mange bosættelser, mens palæstinenserne til gengæld kan få nogle områder inde i Israel, hvor palæstinenserne udgør en stor majoritet. Det bliver et kludetæppe. Men 65 år med konflikt på et så lille område har betydet, at grænserne er blevet flydende. Og spørgsmålet er, om en palæstinensisk stat overhovedet kan overleve på så lille et område, der er tale om.

Men så langt er man ikke endnu. For bag ambitionen om fred mellem Israel og palæstinenserne er også den kendsgerning, at USA ønsker at nedtone tilstedeværelsen i Mellemøsten og koncentrere indsatsen hjemme, hvor en lang række store reformer skal gennemføres for at få USAs økonomi på rette vej. USA har en nedslidt infrastruktur, og den amerikanske præsident, Barack Obama, har en klar målsætning: USAs tradition med at blande sig i enhver konflikt ethvert sted i verden skal begrænses; især i Mellemøsten. Pengene til de store militære operationer skal bruges anderledes og anvendes til at få økonomien på fode igen. Der skal sættes ind med betydelige midler til skoler og undervisning. Der skal skaffes nye job til middelklassen, og ikke mindst skal vejsystemerne, broer, elværker og kraftværker moderniseres. Der skal sættes penge af til en udvikling af nye teknologier, så USA på det energimæssige område kan blive uafhængigt af import af olie og gas. Alt sammen ambitioner, hvor pengene skal hentes fra de milliarder af dollar, USA bruger på at opretholde en magtposition i Mellemøsten.

Vejen dertil går igennem at få skabt en fred mellem palæstinenserne og Israel. Derfor sætter USA alt ind på at få skabt denne fred, på trods af de svære odds. Hvis det mislykkes, er forsøget trods alt gjort. Og som en diplomat udtrykker det, så vil enhver forhandling trods alt kaste lidt af sig, selv om resultatet langt fra skulle blive perfekt.

Men tiden er ved at løbe ud, og i USA anser man det for at være sidste chance, inden grundlaget for en varig fred forsvinder med den generation, der er ved at forlade magten. Den samme generation som har været med stort set fra begyndelsen, og som gerne ser en løsning i deres levetid.