Kan Kevin Costner fikse olieudslippet?

BP har købt 32 oliecentrifuger af skuespilleren Kevin Costner. Centrifugerne kan angiveligt rense over en mio. liter forurenet olievand i døgnet og kan - hvis de virker - løse forureningen.

Kevin Costner Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSHUA ROBERTS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Somme tider overgår virkeligheden film, og somme tider blander film sig i virkeligheden.

Og dermed er vi fremme ved Kevin Costner. Stjernen fra »Danser med Ulve« og »Robin Hood« er måske på vej til også at få en stjernerolle i olieudslippet i Den Mexicanske Golf. Costner og en række forskere har således udviklet en centrifuge, som kan adskille vand og olie, og BP bekræftede i går, at selskabet har prøvekørt centrifugerne »på både lavt vand og dybt vand«, og at prøvekørslerne var »lovende«, og derfor har olieselskabet købt 32 af maskinerne.

Men hvorfor Kevin Costner?

Costner har bl.a. i et nyligt vidneudsagn i Kongressen forklaret, at han efter Exxon Valdez-udslippet i 1989 var chokeret over, at der ikke fandtes en mere sofistikeret teknologi til at rydde op efter olieforureninger, og derfor gik han og hans bror og en forsker, som havde patent på en centrifugeprototype, sammen om at udvikle den sofistikerede teknologi.

Som Costner i går sagde på amerikansk morgen-TV: »Centrifugen var klar for ti år siden, men der var ingen købere. Olieselskaberne troede ikke, at de ville forårsage flere udslip.«

Spildt ulejlighed

Og der stod Costner så med sin centrifuge og en investering på 20 mio. af hans private dollar, og det var tilsyneladende spildt ulejlighed - indtil BP-udslippet i forrige måned.

Costners virksomhed, Ocean Therapy Solution, oplyser, at én centrifuge kan rense små 800 liter forurenet vand i minuttet, og efter en tur i centrifugen vil vandet være 99 pct. vand og olien 99 pct. olie. Hvis tallene holder, svarer det til, at én maskine kan rense 1,1 mio. liter forurenet olievand i døgnet, og eftersom nye tal indikerer, at udslippet kan være så stort som ti mio. liter olie i døgnet, så skal der altså et anseligt antal centrifuger til, og dertil kommer så det havvand, der allerede er forurenet. Hvilket også forklarer hvorfor, BP har købt 32 af slagsen.

Centrifugerne bliver fragtet ud i de forurenede områder på store pramme, og her vil de så - hvis de virker - begynde at skille olie og vand. Vandet vil blive sendt tilbage til Golfen, og olien vil blive samlet op i containere. »Det er løsningen på en moderne forurening,« siger Costner, som på CNN blev spurgt, om han ikke blot brugte sin berømmelse til at genindtjene sin investering.

»Det kan du sige,« svarede en ærlig Costner, »men hvis man ikke vil belønne mig - så køb fra en anden«. Og der er faktisk en anden producent på markedet. Virksomheden Enviro Voraxial i Fort Lauderdale har udviklet en centrifuge, som ifølge virksomhedens chef er mindre end Costners og kan rense mere end det dobbelte - op mod 2.000 liter i minuttet.

»Desværre har jeg ikke Costners gode udseende eller berømmelse,« har chefen, John DiBella, sukket i New York Times.