Kan EUs plan for Libyen bremse migranterne?

Meget taler imod, at EUs støtte til den libyske kystvagt for alvor kan gøre en forskel, men det nye samarbejde mellem Italien og Libyen får nogle til at tro på det.

Foto: FILIPPO MONTEFORTE. Donald Tusk til pressemøde på Malta d. 2. februar.
Læs mere
Fold sammen

Det taler for

Det var med et smil og en vis tilfredshed, at EUs rådsformand, Donald Tusk, på EU-topmødet konstaterede, at målet om at få kontrol med migrationen over Middelhavet til Europa er »inden for rækkevidde«. De seneste tre år er næsten en halv million migranter ellers stævnet ud fra voldshærgede Libyens kyst med kurs mod Europa. Tusindvis er omkommet, og hidtil har menneskesmuglerne været en alt for stor mundfuld for den skrøbelige FN-støttede regering i landet, hvis kystvagt slet ikke har været i stand til at dæmme op for migrationen.

Tusks optimisme er frem for alt begrundet i én ting, nemlig at det er Italien, der historisk er tæt knyttet til Libyen, som fører an i arbejdet. Torsdag aften indgik Italien og den FN-støttede regering i Libyen således en hensigtserklæring, der reelt udgør kernen i EUs bestræbelser. Italien vil levere skibe, udstyr, træning og penge, der først og fremmest skal gå til at styrke den libyske kystvagt.

Planen er, at Italien vil tilføre kystvagten ti skibe. Det lyder måske ikke af meget, men Italien og Libyen har tidligere haft godt styr på migrationen. Det var dengang, at Silvio Berlusconi var premierminister i Italien, og Muammar Gaddafi var diktator i Libyen. Hvad den aftale præcist omfattede, er aldrig offentliggjort fuldt ud, men det stoppede migrationen.

I modsætning til den FN-støttede regering havde Gaddafi kontrol med landets territorium, ligesom omfanget slet ikke var det samme dengang. Det gør udfordringen langt større nu. Men Italien og Donald Tusk tror på det.

Det taler imod

Der er en god grund til, at EU ikke tidligere har forsøgt at styrke samarbejdet med Libyen for at bekæmpe menneskesmuglere og den illegale migration på trods af, at over 100.000 migranter årligt er stævnet ud fra Libyen de seneste år. Der mangler ganske enkelt en regering, som har kontrol med landets territorium, og den libyske kystvagt, som nu får den afgørende rolle, har været amputeret og har ofte samarbejdet med menneskesmuglerne.

Med yderligere ti skibe, mere træning og penge til at betale kystvagtens ansatte en bedre løn er der mulighed for, at kystvagten kan blive mere effektiv, men helt at stoppe migrationen vil kræve en langt større opskalering.

Endnu vigtigere er det, at samarbejdet med EU ikke nødvendigvis hjælper på opbakningen til den i forvejen skrøbelige FN-støttede regering. En række tænketanke har påpeget, at det snarere risikerer at svække opbakningen og gøre den i forvejen kaotiske situation i Libyen endnu værre og måske helt vælte regeringen. For libyerne er helt basale behov og et ophør af volden vigtigere end at bekæmpe den illegale migration. Faktisk lader menneskesmuglerne det ofte dryppe økonomisk på de lokale, og flere steder i landet er de derfor mere populære end den FN-støttede regering.

Endelig har EU-landene gjort det klart, at menneskerettigheder og Folkeretten skal respekteres, og det kræver, at FN-organisationerne IOM og UNHCR er med om bord. Men UNHCR og IOM udsendte torsdag en fælles pressemeddelelse, hvor de advarer imod, at den libyske kystvagt sætter opsamlede migranter i detentionscentre med forfærdelige forhold som i dag. Den nødvendige blåstempling mangler dermed.