Kan en nærig rigmand blive kansler i Tyskland? Ny sag om manglende findeløn overskygger Friedrich Merz' kandidatur

Friedrich Merz håber stadig at kunne afløse Angela Merkel som formand. Men sagerne om hans privatøkonomi og privatfly hænger fast. Nu kommer en sag om manglende findeløn.

Friedrich Merz' vil gerne være CDU-formand og kansler efter Angela Merkel. Mens hans kandidatur har været overskygget af diskussioner om hans privatøkonomi. Nu følger en gammel sag om manglende findeløn til en hjemløs. EPA/RONALD WITTEK RONALD WITTEK

Friedrich Merz, CDUs tidligere gruppeformand fra 2002, håber fortsat at kunne krone sit politiske comeback 7. december ved at blive valgt som Angela Merkels afløser som CDU-formand og siden kansler. Men det kniber med at få ørenlyd og opbakning i målingerne.

Kan en rigmand blive kansler i Tyskland? Det spørgsmål har raset, siden Friedrich Merz i 2009 forlod politik til fordel for en lukrativ erhvervskarriere.

Merz' udfordring er, at han har tjent en del af sin formue som bestyrelsesformand for det amerikanske investeringsselskab Blackrock. Kort inde i sit kandidatur ransagede politiet hovedkontoret i München for mistanke om deltagelse i skandalen om udbytteskat. Dertil kommer en voksende interesse for hans to privatfly.

»Jeg er kun øvre middelklasse«

Merz' kandidatur er blevet vanskeliggjort af, at han har haft svært at lægge en klar linje. Først ville han ikke svare på en borgers spørgsmål om, hvorvidt han var millionær. Så fulgte budskabet om, at han i hvert fald ikke hørte til den højest indtjenende gruppe i Tyskland, men snarere den øvre middelklasse. Dette fik straks alle aviser til at kaste sig ud i lange beregninger af og artikler om, at Merz havde et helt forkert billede af tyskernes generelle indkomstniveau.

Satireprogrammer som det kendte »HeuteShow« kastede sig herefter over kandidaten: »Min tommelfingerregel er klar: Hvis man har to fly, er man nok ikke middelklasse.«

Ingen findeløn til hjemløs

Fredag blev Merz, der siden har udtalt, at han er millionær, ramt af en 14 år gammel sag, der pludselig igen dukkede op til overfladen.

I 2004 fandt en hjemløs ifølge avisen Tagesspiegel Merz' laptop på en banegård i Berlin:

»Pludselig havde jeg mobiltelefonnumrene på alle vigtige politikere ... Jeg kunne have solgt den på det sorte marked, for der var mange regeringsoplysninger på den,« siger 53-årige hjemløse Enrico, der fandt computeren.

I stedet indleverede han computeren. Frem for en findeløn modtog han et par uger efter et signeret eksemplar af Merz' bog: »Kun den, der ændrer sig, vil bestå. Om velstandsillusionens endeligt«.

Efter at sagen ramte medierne, har Enrico været mere end villig til at fortælle om sagen:

»Selvfølgelig kom jeg straks til at tænke på nærigheden, da han stillede op ... Han ville ikke give mig og mine venner noget ... Nu er han blevet så rig og påstår seriøst, at han er middelklasse.«

I de fleste målinger fører Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK – yderst til højre) over Friedrich Merz (yderst til venstre) og Jens Spahn (i midten) i kampen om at blive CDU-formand. Kandidaterne skal igennem otte møder rundt i Tyskland. Det sidste møde finder sted 30. november i Berlin. 7. december afgør de delegerede på partikongressen i Hamborg, hvem der bliver ny CDU-formand. JENS SCHLUETER / EPA / scanpix

Asylansøgere og grundlovsændring

Merz, der ikke vil udtale sig om episoden, formåede i løbet af ugen ellers at sætte en ny dagsorden i formandskampen. På ét af de otte møder rundt i landet, hvor de tre formandskabskandidater debatterer, erklærede Merz, at tyskerne på sigt må se på grundloven og retten til asyl. Dagen efter distancerede han sig imidlertid noget fra synspunktet.

AKK fører

Ifølge de fleste målinger har generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) i de seneste uger formået at udbygge sit forspring i kampen om at afløse Angela Merkel.

I den nyeste måling foretrækker 38 pct af CDUs vælgere AKK, mens 29 pct vil have Friedrich Merz. Kun seks pct vil have Jens Spahn. 33 pct mener, at AKK »snarere kan forsvare normale borgeres interesser«, mens kun ni pct mener, at det er tilfældet for Merz.

I sidste instans er det de 1001 delegerede på CDU-partikongressen, der 7. december afgører, hvem der bliver Merkels afløser.

Før fredagens »laptop-sag« var der ingen tyske kommentatorer, der turde lægge sig helt fast på, hvordan afstemningen kommer til at gå.