Kan en landsby redde verdens største kat?

I er Tigerens År. Men der er ikke meget at glæde sig over for tigeren, så i en landsby i det nordlige Kina forsøger man at redde »Bjergenes Konge«.

HUNCHUN: Alle i landsbyen brugte to dage på at hjælpe ham med at lede efter koen. Men der var stort set kun skelettet tilbage, da de endelig fandt den. Zhou Huijins ko var blevet ædt af en tiger.

»Den lå to kilometer herfra. Den var helt spist op, der var slet ikke noget tilbage,« siger bonden Zhou Huijin.

Ligesom de andre beboere i den lille landsby Caomao, der ligger i et forrevet og snedækket hjørne af Jilin-provinsen i det nordlige Kina, har han et anstrengt forhold til de 300 kilo tunge rovdyr, der lusker rundt deroppe i bjergene.

»Bjergenes Konge«

Beboerne i Caomao kalder den sibiriske tiger for »Bjergenes Konge.« De har respekt for den. Som en slags gud. Om foråret går de op i bjergene, hvor de ofrer gaver til tigeren og beder den om at beskytte deres familier. Men de har også store problemer med dem.

»De spiser jo vores kvæg, og det er vores ejendom,« siger Sha Mingguo, der er landsbyens leder.

»Så selvfølgelig er vi vrede, men det er lokal skik, at vi respekterer »spøgelset i bjergene«, selv om vi hader det, som tigeren gør,« siger Sha Mingguo.

Ligesom andre folk i landsbyen siger han, at de aldrig har jaget den sibiriske tiger, der også er kendt som amurtigeren. Men de seneste hundrede år er Asiens største rovdyr stort set blevet udryddet.

For tigeren er »på grænsen til udryddelse«, sagde Willem Wijnstekers tidligere i år. Han er generalsekretær for CITES, det organ i FN, der blandt andet har med truede dyrearter at gøre

»Hvis vi bruger antallet af tigre som en målestok for vores arbejde, så må vi indrømme, at vi har fejlet totalt, og at vi fortsætter den fejlslagne kurs,« sagde Willem Wijnstekers, da CITES holdt verdenskongres i Qatar.

Kamp om pladsen

I dag er der kun omkring 400 amurtigre tilbage i verden, og de fleste af dem bor i de mennesketomme områder i Sibirien. I området heroppe omkring Hunchun, der ligger tæt på grænsen til Sibirien og Nordkorea, er der kun 20 tilbage.

Beboerne i Caomao og de andre landsbyer i Hunchun har altid kæmpet med tigeren om pladsen. Om skove, landbrugsjord og føde. Menneskene har bredt sig. Og den økonomiske udvikling har med veje og jernbaner skåret sig ind gennem områderne og forstyrret tigerens naturlige habitat.

Tigeren er også blevet jagtet fordi dele af den - for eksempel knogler, øjne og tænder - bliver brugt i traditionel kinesisk medicin. Efterspørgslen er der stadig, men handel og krybskytteri er ulovligt. Derfor er der også flere gårde rundt om i Kina, hvor man under tvivlsomme forhold avler tigre i fangenskab. Det hjælper dog ikke de vilde tigre. For en kugle eller fælde er stadig billigere end at opdrætte de store dyr. Derfor er der stadig krybskytter, og gårdene er ikke en løsning på konflikten mellem mennesker og tigre.

Caomao ligger på et område på cirka tusind kvadratkilometer, der er Kinas eneste reservat for tigre. Selv om beboerne i dag er blevet bedre til at bo side om side med tigeren, så er den bedste løsning måske alligevel at flytte hele landsbyen, hvis dyret for alvor skal gøre et comeback. For det sky rovdyr har svært ved at trives ved siden af mennesker. Også selv om der er færre end 1.000 beboere i Caomao.

Den økonomiske udvikling vil også gøre det endnu sværere for tigeren i de kommende år. Hvor store dele af Kina er blevet industrialiseret, siden reformerne begyndte 1979, så er udviklingen aldrig for alvor nået hele vejen op til udkanten af Kina her i Jilin-provinsen. Det kommer nu. Og det gør de miljømæssige konsekvenser også. Fabrikkerne og de økonomiske zoner er på vej herop, og anlægningen af havne, veje og jernbaner skal øge handelen med Rusland, Nordkorea, Sydkorea og Japan.

Planer om reservat

Men amurtigeren er måske alligevel på vej tilbage.

Kina, Rusland, Verdensbanken og NGOer har planer om at lave et internationalt reservat. Men det er stadig kun på tegnebrættet. I Hunchun har lokalregeringen allerede et kontor og nogle få medarbejdere, der arbejder på at redde tigeren. Men her er budgettet lille.

Lokalregeringen er begyndt at give bønderne kompensation, hvis deres dyr bliver spist af en tiger. Som det skete for Zhou Huijin. Omkring 100 andre personer i området har også fået kompensation i de seneste tre år siden programmet begyndte. Zhou fortæller, at han fik under 3.000 yuan i erstatning for sin ko. Det er cirka 2.500 kroner. Kun halvdelen af, hvad den er værd. Alligevel siger han, at han er godt tilfreds.

»Nu kan vi jo få penge, hvis vores kvæg bliver dræbt, det er godt, og det har været med til at ændre vores holdning til at beskytte tigeren,« siger Zhou.

En ihærdig pensionist

Men det er ikke kun kompensationen, der har fået Zhou og Caomao til at skifte mening. Det skyldes også en mand som pensionisten Li Zhixing.

I 2002 arbejdede han på en politistation. Men han blev forflyttet til det kontor i Hunchun, som har ansvaret for at beskytte tigeren, og det var bestemt ikke noget, der havde interesseret ham tidligere. Efter et par måneder havde han skiftet mening.

»Der er nogle øjeblikke og beslutninger, som definerer et liv. Når jeg ser tilbage, så er det dette, som er det vigtigste i mit liv. Det her er rigtigt,« siger Li Zhixing, der er en rolig og smilende mand.

Li havde dog kun arbejdet i nogle få år på kontoret, før han på grund af sin alder blev tvunget til at gå på pension. Det ville han ikke. Så han dannede en NGO, der stadig i dag arbejder sammen med hans gamle arbejdsplads. Siden 2002 har de sammen med lokale frivillige fjernet 10.000 fælder fra tigerens habitat i skovene og bjergene. Det er klapfælder, som de lokale i årevis har sat ud for at fange rådyr og vildsvin, men som tigrene også går i.

Mange af fælderne ligger der stadig. I årevis. Glemte. De lokale beboere indrømmer dog, at der stadig er folk, der sætter nye ud. Men det er langt færre i dag, hvor Li Zhixings NGO har undervist landsbyen om, hvordan man lever side om side med tigrene. Og hvorfor det er vigtigt at bevare dem. Efter alt at dømme virker det, selv om det er svært at sige, om der er kommet flere tigre til området. Omkring årtusindeskiftet blev tigrene kun set cirka ti gange om året. I dag er det steget til lidt under 100 gange.

NGO uden penge

Li Zhixings lille NGO har stort set ingen penge. Han har ikke noget kontor. Han kan ikke betale for rejser og hotel. Hvis han skal ud i landsbyerne, så skal han låne en bil af for eksempel sin gamle arbejdsplads for at kunne køre derud. Men han forsøger hvert år at lave et stort projekt.

Da Berlingske Tidende mødte ham i vinter, var han ved at indsamle cirka 6.000 kroner til at trykke en undervisningsbog, der skulle fortælle skolebørn om de vilde tigre og om arbejdet med at redde dem. Det lykkedes, fortalte han her i november. Han har også rejst rundt til skoler for at undervise de lokale børn om tigeren. Men det bliver han nødt til at stoppe med nu, for det vil koste omkring 4.000 kroner om året, hvis han skal fortsætte med det. Og de penge har han ikke. Men han tror på sit projekt med at redde tigeren. Det er ikke for sent.

»Jo, jeg har håb. Hvis vi virkelig arbejder hårdt, så kan vi stadig nå at redde dem,« siger Li Zhixing.