Kan Batman gøre dig til bøsse – og kan GTA gøre dig til biltyv og morder?

BBC indspiller film om kampagnen mod den hårdkogte kriminalitet i spil-serien Grand Theft Auto. Oprøret mod computerspillet er endnu et »moralsk panikanfald«, mener professor.

Man behøver ikke at knuselske eksempelvis Batman-tegneserien eller det voldsomt populære og til tider voldsomt voldsomme computerspil Grand Theft Auto (GTA). Men ingen af fænomenerne kan lægges til last for lummer homoerotik eller drab i den virkelige verden, som de hver især er blevet beskyldt for, fastslår professor.  Billeder fra Batman (1954) og GTA V (2015) Fold sammen
Læs mere

Hvorfor i alverden stemte Irland ja til homoseksuelle ægteskaber? Hvorfor lever vi i en æra, hvor kvinder kysser kvinder, mænd kysser mænd, og køn ikke længere er et navneord?

På grund af Batman og Robin.

På grund af en tegneseriestribe som den, der kørte i 1954. Batman vågnede iklædt en hvid- og blåstribet pyjamas og et amerikansk smil, han strakte armene og smilede til unge Robin, som lå ved siden af ham i dobbeltsengen. Eller rettere – Robin sad allerede halvt oppe i sin lyserødlige pyjamas og lignede en springklar kanin.

Ikke sandt? Psykiateren Fredric Wertham gennemskuede den straks og skrev en harmfuld bog om den lumre »atmosfære af homoerotik, som gennemsyrer historierne om den modne Batman og hans unge ven Robin«, og det må ende galt. Ikke bare for de to, men for os alle sammen. »Batman-historierne ansporer børn til homoseksuelle fantasier og ofte helt ubevidst,« advarede han, og hans advarsel var som en fakkel på en knastør brændestabel.

Tegneserieindustrien fostrede femte-kolonner på de amerikanske børneværelser, sagde flere estimerede senatorer, for homoseksuelle var også gudløse kommunister. Werthams bog førte til senatshøringer, til advarsler, anklager og selvcensur, og det føjede til den knusende homo-forskrækkelse – »den lavendelfarvede fare« – som amerikanerne gennemlevede i 1950erne.

Det store biltyveri

Og hvad har det at gøre med 2015? BBC er gået i gang med produktionen af en film om video- og computerspillet Grand Theft Auto, og Daniel Radcliffe skal spille en af mændene bag spillet, Sam Houser. Filmen vil følge kampen mellem Sam Houser og den kristne korsfarer Jack Thompson, som betragtede Grand Theft Auto som Antikrist. Han svor, at han ville knække Houser og hans spil, for spillet gjorde det samme ved unge, som Hitler gjorde ved Hitler Jugend, sagde han.

I 2006 troede Thompson, at den var hjemme, for hans højspændte kampagne fik Kongressen til at gennemføre høringer om Grand Theft Auto. Den republikanske udvalgsformand Cliff Stearns talte om spillet som »kulturel forurening«, der ødelagde unge mennesker med »et forskruet, morderisk billedmageri«, og en af hans kolleger fulgte trop. »Et eller andet sted i USA sidder i øjeblikket en dreng og får ødelagt sin fornemmelse for godt og ondt,« sagde han. »Nu har vi dem,« sagde Jack Thompson bagefter til flere medier.

Fire år tidligere var han begyndt at opsøge pårørende til mordofre og overbevise dem om, at deres kære døde, fordi drabsmanden var blevet hjerneskuret af Grand Theft Auto eller GTA, som spillerne kalder spillet. I Alabama blev en 17-årig anholdt for at stjæle biler, og på politistationen snuppede han en af betjentenes pistoler og skød og dræbte tre af dem. Det lignede den slags, som sker i GTA og måtte være inspireret af GTA, sagde Thompson.

Han kom ingen vegne med søgsmålene, men han fik opildnet en bred alliance af politikere og organisationer, fra kirker og konservative til psykiatere, kvindegrupper og bekymrede forældre. De kunne alle finde noget at være chokerede over, og med afsløringen af skjulte sexscener i en udgave af spillet i 2005 og med den buldrende fordømmelse i Kongressen lignede Thompson en mand på nippet til at indtage Jerusalem.

Det gik anderledes. Spillet er her stadigvæk, og i 2013 kom »Grand Theft Auto V«, som slog seks verdensrekorder for salg. På tre dage solgte spillet for én milliard dollar og blev det hurtigst sælgende underholdningsprodukt nogensinde, og fans er begyndt at tælle ned til lanceringen af GTA 6 i 2018.

Moralen på spil

Jack Thompson er her også – men kun lige. Hans salve af søgsmål og hans angreb på alt og alle blev til sidst for meget. I 2008 fik han for bestandigt frakendt sin advokatbestalling og blev idømt en bøde på knap 100.000 dollar. I dag ligner han en mand, der er langt på den anden side af sidste salgsdato.

Den tvekamp mellem de to mænd – den krøllede skjorte mod den kristne korsfarer – er uden tvivl, hvad BBCs film vil fokusere på, og Daniel Radcliffe kan parafrasere over afslutningsscenen i »Harry Potter«. Han har vundet, fjenderne er færdige, og The Dark Lord er blevet knust.

Men hvor interessante personerne end er, så er de ikke forklaringen på, at det er gået, som det gik. Grand Theft Auto er ikke blevet tålt, fordi Thompson var en klovn og Houser en helt. Det handler i højere grad om den måde, som omverdenen betragter GTA og lignende spil på.

Sagkundskaben er et godt eksempel. I en artikel i tidsskriftet Psychology of Popular Media Culture beskriver otte forskere udviklingen på bjerget: 82 pct. af alle medieeksperter var i 1980erne overbeviste om en sammenhæng mellem vold i medierne og vold i samfundet, men i dag er tallet under 30 pct. Konsensus har flyttet sig dramatisk, og i dag vil de fleste eksperter sige, at der ikke er en direkte sammenhæng.

På sin blog sætter professor Charles Ferguson udviklingen i perspektiv – forskrækkelsen over computerspil var »et moralsk panikanfald«, som ikke adskiller sig fra andre lignende anfald, blandt andet senatshøringerne i 1985 mod »porno-rock«. Politikere og aktivister hævdede dengang, at kunstnere som Cindy Lauper, Madonna, Twisted Sister og Def Leppard gjorde unge til parrelystne knallerter, og det førte f.eks. til advarselsmærkater på slemme plader. Filmserien »Child’s Play« har tilsvarende fået skyld for at føre til bestialitet, spillet Dungeons and Dragons til satanisme, bogen »Forbandede Ungdom« til kultdrab og net-pornografi til voldtægt. Kortvarigt eller langvarigt bliver den slags »moralsk panik« betragtet som den ubetvivlede sandhed – og bagefter er vi alle til grin.

Ferguson giver et eksempel, som er både nyligt og overset, nemlig Adam Lanza, manden der før jul i 2012 dræbte 20 børn og seks voksne på en skole i Connecticut. Han blev dengang beskrevet som en outsider, der sad i sin kælder og spillede voldelige computerspil døgnet rundt, og i ugevis var der i debatten en direkte forbindelse mellem spillene og massedrabet.

Sidste år kom den lokale statsadvokat med sin hvidbog over efterforskningen, og her fremgik det, at Lanza på sin computer havde mange af de spil, som andre unge også har, bl.a. Grand Theft Auto og Call of Duty, men det var ikke de spil, som han spillede mest. Berlingske har læst statsadvokatens rapport, og det fremgår, at Lanza var absolut besat af spillet Dance, Dance Revolution. Det er et spil, hvor man skal lytte til musik og danse efter bestemte trin, som spillet bestemmer. Han tog gigabyte af billeder og videoer af sig selv, mens han dansede til musikken – og det var, hvad han spillede i sin kælder: Et dansespil.

Fup og/eller fidus

Hvad man kan lære af det? Ikke at dansespil fører til massemord, men at moralsk panikanfald somme tider er bedst tacklet med en papirpose og en rolig vejrtrækning.

Det betyder ikke, at vi behøver at elske Grand Theft Auto og den slags spil, siger Ferguson. Det er en ærlig sag ikke at bryde sig om spil, hvor spillerne skyder hinanden til spillemænd, men vi skal bare ikke bilde hinanden ind, at den slags spil er årsagen til alle samfundsproblemer – og at vi løser problemerne ved at komme efter spillene.

Fattigdom, dårlig uddannelse og mentale problemer er årsag til kriminalitet, siger Ferguson, ikke Grand Theft Auto, og årsagerne til homoseksualitet skal givetvis også findes helt andre steder end i dobbeltsengen med Batman og Robin.

For Robin fik sin egen seng, han fik sin egen serie, og der kom advarsler på tegneserier, som kunne lede unge i ulykke, men det hjalp ikke. Halvanden generation senere tillod USA ægteskab mellem homoseksuelle, nu er den også gal i Irland, og et flertal betragter det som fremskridt.

Psykiateren, som førte kampagnen mod dem, led en mere krank skæbne. Fredric Wertham betragtes i dag i fagkredse, som astronomer betragter astrologer. I 2010 blev hans researchmateriale tilgængeligt, og som professor Carol Tiley skrev i en bog om sagen:.

»Wertham manipulerede, overdrev, kompromitterede og fabrikerede beviser ... og han gjorde det kun for retorisk gevinst.«

Og Wertham skulle have vidst, at det ville gå sådan. Som Batman selv siger på et tidspunkt. »Verden giver ingen mening, hvis ikke du tvinger den til at gøre det.«