Kampen om Vestbreddens jordlodder

Internationalt pres har indtil videre reddet Susiyas 340 palæstinensiske indbyggere fra at blive tvangsforflyttet. Men næste officielle møde i kampen om endnu et af Vestbreddens jordlodder afholdes om en uge. Alt kan stadig ske, og bulldozerne holder klar.

Palæstinensere deltager i en demonstration mod Israels planer om at jævne Susiya med jorden. Med ramadanen overstået og samtlige appeller afvist ventes bulldozerne at køre ind når som helst. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

SUSiYA: Han fik tæsk med en kæp, til han blødte. Slagene ramte på kroppen og i ansigtet­.

Nasser Nawaja, talsmand for Susiyas landsbyråd, viser et billede af den forslåede fårehyrde Nael på sin mobiltelefon. Et sekund senere viser han den formodede gernings­mand. En jødisk bosætter fra ud­posten Mitzpe Yair, der ligger på en bakke­top på Vestbredden syd for Hebron med udsigt over området, hvor det seneste slag mellem Israel og palæstinenserne udkæmpes­.

Under krigen i 1948 flygtede Nassers bedste­far fra landsbyen Qaryatayn til Susiya. I 1986 – efter ordrer fra den israelske civil­administration – flyttede de til en ny bakke­top i området. Og i 2001 endnu en gang, mens intifadaen rasede, da palæstinensere i om­rådet havde dræbt en jødisk bosætter. Siden 2012 har Israels civiladministration truet med at ødelægge de omkring 340 indbyggeres midlertidige telte og bygninger med den begrundelse, at de ikke har de fornødne byggetilladelser. I løbet af sommeren er kampen om Susiya spidset til. Civil­administrationen har truet med at ødelægge boligerne og tvangsforflytte de palæstinensiske indbyggere efter at have afvist fem forslag fra de lokale palæstinensere om at tildele Susiyas boliger permanent status. Eller i det mindste tilladelser til at få tilført elektricitet og vand, som alle de omkring­liggende jødiske ­udposter og bosættelser.

Sameksistensen er forsvundet

Billederne af den forslåede Nael og den jødiske gerningsmand er to af mange hverdags­billeder i bakkerne syd for byen Hebron på Vestbredden. Sameksistensen mellem bosættere og palæstinensere er så godt som ikke-eksisterende. Stemningen mellem de to befolkningsgrupper er fyldt af mistro og sporadisk vold. Og Susiyas telte, hvor der i øjeblikket afholdes en sommerlejr for palæstinensiske børn, er blevet en slags generalprøve for fremtidens Vestbredden.

Lykkes det Israels civiladministration at tvangsforflytte palæstinenserne, skabes der præcedens for samme udvikling andre steder i Vestbreddens såkaldte C-områder, der administreres af Israel. Lykkes det derimod palæstinenserne at forhindre en tvangs­forflytning, vil det åbne for godkendelse af mange andre mindre palæstinensiske landsbyer i område C, der udgør 60 procent af Vestbreddens samlede areal.

Netop derfor har både USA og EU i hårde vendinger kritiseret planen om at rømme Susiya. Man ser en eventuel tvangs­forflytning af lokalbefolkningen som Israels måde at lade de omkringliggende bosættelser vokse sammen og blive større.

»Desværre er Susiya ikke et enestående tilfælde. I de seneste måneder har vi set meget håndfaste fremskridt i realiseringen af planerne om at tvangsforflytte andre palæstinensiske lokalsamfund i område C på Vestbredden. Forflyttelser, der i flere tilfælde, på samme måde som vi ser det i Susiya, er tæt forbundet med etablering og udvidelser­ af ulovlige bosættelser. Det er en meget bekymrende udvikling både folkeretsligt og humanitært,« siger Antony Grange, regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp.

»Regavim« før an

Fra vinduet på Nassers kontor i Susiya er det muligt at se husene i den jødiske bosættelse af samme navn. Et par kilometer ude i horisonten. På den anden side ligger de arkæologiske udgravninger, hvor jødiske bosættere også har slået sig ned.

»Kan du se det for dig,« siger Nasser.

»Hvis vi bliver flyttet, vil de to bosættelser vokse sammen. Det er meningen med det hele. At få os palæstinensere ud af område C og så bygge sammenhængende bosættelser,« siger han.

Kampen mod den palæstinensiske del af Susiya anføres af den israelske organisation Regavim. Det var i første omgang en klage fra Regavim, der fik civiladministrationen til at true med rømning og tvangsforflyttelse. Og i øjeblikket er det Regavim, der forsøger at modarbejde de internationale fordømmelser af de israelske planer. Blandt andet ved at kalde de palæstinensiske indbyggere for »besættere«.

På sin engelsksprogede hjemmeside omtaler Regavim sig selv som en bevægelse, der »sikrer ansvarlig, lovlig og miljøvenlig brug af Israels nationale jordområder«. På sin hebraisksprogede hjemmeside er intentionerne mindre diffuse: »Regavim er en offentlig bevægelse, der er grundlagt til at fremme en jødisk og zionistisk dagsorden i Israel, hvad angår jordlodder og miljø«.

Aril Briggs, talsmand for Regavim, mener, at Nasser og de andre palæstinensere bør flyttes fra Susiya.

»Området egner sig ikke til at blive godkendt som en landsby,« siger han, vel vidende at de forskellige jødiske bosættelser i området, som også på et tidspunkt havde samme størrelse som Susiya, blev dømt egnede uden problemer.

Ari Briggs forklarer logikken bag truslerne om ødelæggelse af de midlertidige bygninger­.

»Uden trusler om ødelæggelse vil det være umuligt at få besætterne til at acceptere et alternativ,« siger han.

Med alternativ mener Ari Briggs, at palæstinenserne skal flytte et andet sted hen. Det er også det forslag, den israelske civil­administration lagde på bordet under et møde med palæstinenserne i løbet af sidste uge. Næste møde er den 11. august, og hvis en løsning ikke findes, risikerer Susiyas indbyggere at møde de israelske bulldozere.

Men Nasser og de andre palæstinensere vil ikke flyttes. Fordi de ved, at de jødiske bosættere kommer og bygger, lige så snart palæstinenserne ikke er der længere. Og fordi de eneste jordlodder i nærheden er privat­ejet palæstinensisk jord.