Kampen om den rødsålede sko

Kampen om de rødsålede sko er brudt ud i modeverdenen. Designer Christian Louboutin mener, han har eneret på dem.

Christian Louboutins sko har de karakteristiske røde såler. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIMOTHY A. CLARY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Supermodellen Kate Moss har et par, kronprinsesse Mary har mindst et par, og den tidligere Spice Girl Victoria Beckham havde sine på til kongeligt bryllup i London i sidste måned. Men tusindvis af kvinder verden over kan kun drømme om at stikke fødderne i dem.

Den franske modeskaber Christian Louboutins sko er en yndet fodbeklædning for de rige og kendte - man ser sjældent en rød løber i Hollywood uden et par af de karakteristiske røde såler på. Og nu har også modehuset Yves Saint Laurent ønsket at gå i de røde sålers fodspor ved at designe sin egen model af et par rødsålede pumps.

Men den går ikke, mener Louboutin, der i sidste måned lagde sag an mod modehuset for mere end en million dollar ved en domstol i New York. 47-årige Louboutin mener nemlig, at han har eneret på at lave sko med røde såler, efter han i 2008 blev tildelt et registreret varemærke for sine røde såler af de amerikanske patentmyndigheder.

Kong Ludvig gik i røde sko

Det finder Yves Saint Laurent sig dog ikke i. Papirer fra sagen viser ifølge Daily Telegraph, at
argumentationen fra modehuset lyder, at "røde såler er en velkendt form for udsmykning af sko, der går helt tilbage til 1600-tallet, hvor kong Ludvig den 14. gik i røde sko. Også i filmen "Troldmanden fra Oz" bliver hovedpersonen Dorothy beskyttet af sine røde sko."

Det snart 50 år gamle modehus hævder desuden at have lavet sko med røde såler siden 1970'erne.

Louboutin fandt angiveligt på at give sine sko røde såler tilbage i 1992 efter at have malet en skosål med rød neglelak, fordi skoen "manglede energi." Siden er de røde såler blevet kendetegnende for hans design, og skoene storsælger i hele verden. Herhjemme sælges de billigste af hans sko for omkring 3.000 kroner.

Få dage efter sagsanlægget mod Yves Saint Laurent lagde Louboutin desuden sag an mod en brasiliansk modevirksomhed, der også har lavet sko med røde såler. Virksomheden har besvaret sagsanlægget ved at udtrykke forundring over, at en designer forsøger at forbeholde sig retten til en farve.