Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Iran er afgørende i kampen mod de militante ekstremister i organisationen Islamisk Stat.
Sådan lød det igen og igen, da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i sidste uge besøgte Iran for at få landets støtte til opgøret med islamisterne, der har udråbt et kalifat i dele af Iran og Syrien. Men da 26 lande i går mødtes til krigsråd på en international konference i Paris, var Iran ikke med. Frankrig, der var vært for konferencen, ville have inviteret iranerne, men det sagde USA nej til.
»Vi vil ikke samarbejde militært med Iran,« fastslog den amerikanske udenrigsminister, John Kerrys, talskvinde ifølge nyhedsbureauet AFP i forbindelse med gårsdagens krigsråd i Paris.
Udelukkelsen af Iran skyldes også modstand fra de arabiske – sunniarabiske – lande, der frygter det persiske og shiamuslimske Irans indflydelse i regionen.
»Vi ønskede en enighed mellem landene vedrørende Irans deltagelse, men i sidste ende var det vigtigere at have visse arabiske stater med end at have Iran med,« som en fransk diplomat udtrykker det over for nyhedsbureauet Reuters.
En del af problemet – og af løsningen
Trods Irans fravær på mødet i Paris fastholder Martin Lidegaard, at iranernes deltagelse i kampen mod Islamisk Stat er afgørende. Iran er Iraks store nabo og har omfattende indflydelse på irakisk politik.
»Iran er en del af problemet i Irak og derfor også en del af løsningen. Der er flere grunde til, at Iran ikke var med, og jeg kender ikke dem alle. Men én forklaring er skepsis fra en række sunnimuslimske lande. En anden grund er de aktuelle forhandlinger om Irans atomprogram. Dem vil USA have afsluttet, inden der kan samarbejdes med Iran, og det giver god mening, og jeg håber, at atomforhandlingerne kan afsluttes i de kommende uger,« sagde Martin Lidegaard til Berlingske efter mødet i Paris.
I Iran har landets øverste leder, Ayatollah Khamenei, kommenteret den kolde skulder til sit land med en advarsel til USA:
Amerikanerne vil ende med at »stå i de samme problemer, som de har været konfronteret med i Irak i de seneste ti år«.
»Amerikanernes udtalelser om at etablere en alliance mod Islamisk Stat er tomme, hule og tjener amerikanernes interesser,« fastslår Khamenei i iransk TV.
Irans fravær var ikke det eneste problem på gårsdagens internationale konference i Paris.
Syrien, hvor Islamisk Stat også huserer, nævnes slet ikke i sluterklæringen, og det afspejler, at det er svært for amerikanerne at få opbakning til deres planer om også at bekrige Islamisk Stat på syrisk territorium.