Kampe i Gaza trods våbenhvile

Våbenhvile mellem de to palæstinensiske bevægelser Hamas og Fatah træder i kraft, men kampene fortsætter i Gaza.

Kampene mellem medlemmer af de to palæstinensiske grupper Fatah og Hamas fortsatte natten til tirsdag, selv om en våbenhvile mellem de to grupper trådte i kraft klokken 02.00 dansk tid.

I Gaza By var der skudvekslinger mellem de to grupper, hvis medlemmer ignorerede våbenhvilen, som ved midnatstid blev aftalt mellem den palæstinensiske premierminister, Ismail Haniyeh, fra Hamas og præsident Mahmoud Abbas fra Fatah under et møde, hvor egyptiske mæglere var til stede.

Våbenhvilen har som mål at stoppe de seneste dages blodige sammenstød mellem de to grupper, og som har kostet flere end 60 palæstinensere livet i løbet af to måneder og skabt frygt for en egentlig borgerkrig mellem de to grupper.

Våbenhvilen blev meddelt af udenrigsminister Mahmoud Zahar fra Hamas. Han sagde, at begge gruppers sikkerhedsstyrker straks skulle vende tilbage til deres baser, mistænkte drabsmænd skulle anholdes og gidsler frigives.

/ritzau/