Kamala Harris har fået nok stemmer blandt delegerede til at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Det oplyser partiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Selve konventet, hvor Demokraterne skal vælge kandidat, går officielt først i gang 19. august i Chicago. 

Men de over 4.000 delegerede, der skal stemme om, hvem der skal være partiets præsidentkandidat, har allerede fra torsdag kunnet afgive stemmer online og telefonisk. 

Og ved et onlinemøde fredag har formanden for den Nationale Demokratiske Komité, Jaime Harrison, annonceret, at Kamala Harris allerede har de fornødne stemmer. 

Det skriver ABC News og CNN

Harris siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hun formelt vil acceptere nomineringen i næste uge.

Stemmeafgivelsen slutter først mandag.

Det kræver stemmer fra mindst 2.350 delegerede at være sikker på at vinde nomineringen, har hendes kampagne tidligere oplyst ifølge CBS News, skriver Ritzau. 

Harris har ikke haft nogen modkandidater.

Nu udestår altså kun, at Kamala Harris skal annoncere, hvem hendes vicepræsidentkandidat bliver.