EU's udenrigschef, Kaja Kallas, beskylder Rusland for at yde efterretningsstøtte til Iran i krigen i Mellemøsten. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Ifølge Kallas har det til formål at "dræbe amerikanere".
- Vi ser, at Rusland hjælper Iran med efterretninger, der har til formål at ramme amerikanere og dræbe amerikanere, og Rusland støtter nu også Iran med droner, så de kan angribe nabolande og også amerikanske militærbaser, siger Kaja Kallas ifølge AFP til journalister ved G7-udenrigsministermødet uden for Paris.
Dermed forsøger Kallas igen at øge presset på USA for at gå hårdere til Rusland, der i 2022 invaderede Ukraine.
- Disse krige hænger i høj grad sammen. Hvis USA ønsker, at krigen i Mellemøsten skal stoppe, og at Iran skal stoppe med at angribe dem, bør de også lægge pres på Rusland, så de ikke er i stand til at hjælpe dem med det, siger Kaja Kallas med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine.
Udmeldingen fra Kaja Kallas kommer, mens USA's præsident, Donald Trump, ifølge Reuters torsdag opfordrer Iran til at indgå en aftale, der kan bringe de amerikanske og israelske bombeangreb til ophør.
Ellers vil Iran ifølge Trump blive udsat for flere angreb.
- De har nu chancen – det vil sige Iran – for endeligt at opgive deres atomambitioner og slå ind på en ny vej fremad, siger Trump ifølge Reuters under et kabinetmøde i Det Hvide Hus.
- Vi får se, om de vil gøre det. Hvis ikke, er vi deres værste mareridt. I mellemtiden vil vi bare blive ved med at sprænge dem i luften, sagde Trump.
Trumps trusler kom, i kølvandet på at en højtstående iransk embedsmand torsdag havde fortalt Reuters, at Washingtons forslag om at afslutte næsten fire ugers kampe er "ensidigt og uretfærdigt", men at diplomatiet fortsætter.
/ritzau/
