JERUSALEM: Islam er i opløsning. Grænserne flytter sig. Mentalt og fysisk inden for islams rækker.

Islamisk Stat (IS) har slettet den historiske grænse mellem Irak og Syrien med udnævnelsen af et nyt kalifat under ledelse af Ibrahim abu Bakr al-Baghdadi. I Europa forsøger en række fundamentalistiske organisationer at udbrede budskabet om oprettelsen af et kalifat.

Det er en pendant til andre religioners messianske mekanisme, hvor al uretfærdighed viskes ud med Messias’ komme. Kalifatet skal give muslimer den tabte storhedstid tilbage. Det skal rette op på det ydmygende møde med tidligere vestlige kolonier, nutidens demokratier og liberalisme.

Kalifat-ideen er spækket med higen efter tiden, hvor islam ekspanderede fra Mekka og Medina på den arabiske halvø til store dele af Mellemøsten på få årtier. Tiden, hvor minderne om profeten Muhammed stadig var friske, og inden islam for alvor sejlede ud på havet af interne slag mellem rettroende, endnu mere rettroende og livsnyder-kaliffer med en slap tilgang til de religiøse dogmer.

IS-effekten, som den kaldes i Mellemøsten, har fået tag i små og større fundamentalistiske organisationer over hele verden. Terrorbevægelsen Boko Haram i Nigeria udråbte for nylig et kalifat i de nordøstlige dele af landet. Og i Aceh i Indonesien har kampen mod styret i Jakarta og ideen om et kalifat i Sydøstasien fået nyt håb.

Begrænset kendskab til islam

Den relative succes, som IS har i Syrien og Irak, når det gælder landvindinger, erobringer og militær magt, smitter af.

Det gør ideen om kalifatet konkret, også selv om mange IS-krigere ikke har den fjerneste idé om, hvad der skete for 1.400 år siden i de første moskeer uden for Mekka og Medina. For slet ikke at nævne de meget farverige og komplicerede kampe, der fandt sted umiddelbart efter profeten Muhammeds død i den første tredjedel af det 7. århundrede.

The New Republic kunne for nylig afsløre, at to jihadister fra Birmingham – Yusuf Sarwar og Mohammed Ahmed – der nu er blevet kendt skyldige i terrorvirksomhed, bestilte bøgerne »Islam for Dummies« og »The Koran for Dummies« på Amazon, inden de drog i krig i Syrien sidste år for at hjælpe med at få kalifatet på benene.

Det indikerer, at mens al-Baghdadi er meget fokuseret på kalifatet, så er mange af hans krigere unge mænd med vidt forskellige sociale baggrunde og i bedste fald med et overfladisk kendskab til islam.

IS’ henrettelser, brutale omgang med kvinder og i det hele taget uforsonlige fremfærd vækker fordømmelser i brede dele af verdens 1,5 milliarder store muslimske befolkning. Men det får især små grupper til at gribe ud efter et øjebliks relevans.

En alliance med IS, også selv om den kun er åndelig, placerer selv de mindste grupper lige midt i verdens mest ophedede debat og ved siden af et fænomen, der får afdøde Osama bin Ladens al-Qaeda til at blegne i omfang og modus operandi.

Kalifatfeberen er en farce

På den måde er IS med til at gøre kalifat-ideen til et modefænomen – en bølge andre rider med på i håb om at lænke sig til den medvind og de midler, IS har til rådighed.

Inden de forskellige fundamentalistiske grupper lader tankerne flyve alt for højt i drømmen om at genetablere storhedstiden, hvor islam blandt andet var kendt for sine filosofiske retninger, matematiske genier og dygtige købmænd, mens Europa lå hensunket i mørke dogmer, er der ting, der skal på plads.

Det mener i hvert fald Damian Howard, der er professor ved Heythrop College på London Universitet. Han opfatter kalifatfeberen som en farce. Ikke mindst fordi det aldrig synes at stå helt klart skrevet, hvad det er for en tid, som fundamentalisterne taler om.

Er det de første dage efter profeten, da førsteprioritet var at undgå borgerkrig – fitna – for enhver pris? Er det ummayadernes styre senere hen, da de forskellige kaliffer havde et løst forhold til islams tidlige dogmer? Eller er det en senere periode i islams historie, da sunni-islam og shia-islam udkæmpede bitre slag og da muslimsk enhed dårligt kunne være fjernere?

Damian Howard antyder selv, at IS er mere totalitær end islamistisk, og at organisationen ikke smager meget af islam i tiden efter profetens død.

»Den selvproklamerede kalif, Abu Bakr al-Baghdadis folkemords-skvalder dufter meget mere af det 12. århundredes totalitarisme end den ånd, kaliffen i Bagdad brugte til at råde over en civilisation, der i enhver forstand var rig,« skriver Damian Howard i det katolske magasin The Tablet.

Denne artikel er oprindeligt bragt uden kildehenvisning til The Tablet. Den er siden blevet opdateret.