Kæreste til Las Vegas-morder bryder tavshed: »Jeg troede, han ville slå op«

Kæresten til gerningsmanden bag massakren i Las Vegas siger, at hun intet vidste og så ham som en »venlig, omsorgsfuld og stille mand«. Paddock købte 33 våben på ét år og efterlod til FBIs overraskelse ingen fingeraftryk.

Foto: DREW ANGERER

Mysteriet om motivet for den 64-årige massemorder Stephen Paddocks amokløb, der kostede 58 livet og sårede over 500 i Las Vegas, er ikke blevet mindre, efter at hans kæreste, Marilou Danley, natten til torsdag dansk tid brød tavsheden.

I en erklæring fastslår hun, at hun intet vidste om hans planer om at udføre en massakre. Tværtimod så hun ham som alt det modsatte af, hvad verden i dag ser ham som.

»Jeg kendte Stephen Paddock som en venlig, omsorgsfuld og stille mand,« lyder det i erklæringen, som hendes advokat læste op.

»Han sagde aldrig noget til mig eller gjorde noget, som jeg på nogen måde forstod som en advarsel om, at noget forfærdeligt som dette ville ske.«

Marilou Danley var ifølge FBI i Filippinerne, da angrebet fandt sted. Hun landede i Los Angeles sent tirsdag, og derfor interviewede efterforskere fra FBI hende først onsdag.

»Jeg er sønderknust over dødsfaldene og de mange sårede, og mine bønner går til ofrene og deres familier og alle dem, der er blevet ramt af disse forfærdelige begivenheder,« hedder det i erklæringen.

Billede af Marilou Danley udleveret af Las Vegas Metropolitan Police Department. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Marilou Danley siger, at hun forlod landet, fordi Stephen Paddock købte en billet til hende, så hun kunne besøge sin familie i Filippinerne. Mens hun var i Filippinerne, overførte han omkring 100.000 dollar til hende og forklarede, at det var hjælp til, at hun kunne købe et hjem til sig selv og sin familie.

»Jeg var taknemmelig, men jeg blev bekymret. Jeg troede, han ville afbryde vores forhold, for først gav han mig rejsen og siden penge,« siger hun i erklæringen. »Jeg forestillede mig aldrig på nogen måde, at han planlagde vold mod nogen.«

FBI ser Marilou Danley som et hovedvidne - og ikke en medsammensvoren - for at finde ud af, hvad Stephen Paddocks motiv var.

Efterforskningen har afsløret en meget detaljeret planlægning.

Stephen Paddock skød søndag aften op mod hundrede skudsalver mod publikum til en countrykoncert fra sit hotelværelse på 32. etage på Mandalay Hotel på Las Vegas Strip.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Han lejede værelset tre dage før massakren. Det seneste år har han ifølge amerikanske medier købt 33 af de 42 våben, der dels blev fundet på hotelværelset og dels i hans hjem i Mesquite, Nevada, en times kørsel fra Las Vegas.

Inden angrebet opsatte han overvågningskameraer på hotellet for angiveligt at kunne overvåge politiets mulige indtrængen, efter han var gået i gang med sit angreb.

Da sikkerhedsstyrker forsøgte at trænge ind, skød han en betjent gennem døren. Betjenten overlevede. Selv skød han sig med en pistol, inden styrkerne brød gennem døren til hotelværelset.

FBIs vicedirektør, Andrew McCabe, er overrasket over endnu ikke at have fundet beviser, der kan afklare noget om Stephen Paddocks motiv.

»Alt muligt overrasker os i denne sag,« siger han til CNBC.

»Denne person og dette angreb efterlod ikke nogen former for øjeblikkeligt tilgængelige fingeraftryk, som man normalt finder ved angreb på mange mennesker. Vi leder efter nogle indikatorer for motivation og intentioner, men indtil videre er vi ikke der. Vi har ikke sådanne indikatorer.«

FBIs agenter har rekonstrueret gerningsmandens »liv, adfærd og aktivitet« og opsøgt alle, der »måske har krydset hans vej i dagene og ugerne før denne forfærdelige begivenhed«.

FBIs efterforskere har ikke haft problemer med at få adgang til gerningsmandens computer. Men heller ikke dette har givet FBI svar på deres søgen efter et motiv.

Derfor ser FBI hans kæreste som afgørende for at finde en forklaring, men ifølge hendes erklæring er der ikke umiddelbart meget, der tyder på, at hun har givet FBI mange afgørende nye oplysninger.

Donald Trump besøgte onsdag Las Vegas for at møde overlevende fra angrebet, pårørende til dræbte og nogle af de betjente, der ifølge præsidenten stod for en »mirakuløs« indsats. Han beklagede også, at det ikke er lykkedes at finde et motiv.

»Men vi gør alt, hvad vi kan for at finde ud af det,« forsikrede han og omtalte Stephen Paddock som en »meget syg mand«.

Trump afviste at tale om den vold, der bliver begået i USA med våben, efter at Demokraterne atter har krævet stramninger af våbenloven.

I stedet talte han om at bede for de dræbte og sårede og herunder ikke mindst for de betjente, der satte livet på spil for at redde så mange som muligt.

»Vi sørger over tabet af dem fra ordensmagten, der blev dræbt i dette onde angreb,« sagde Donald Trump. »Mange familier vil gå i seng i en verden, der pludselig er blevet mere tom.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.