Kæmpemasterne møder hård modstand

Den tyske regerings plan om at bygge »motorveje« for elektriciteten fra nord til syd møder stærk modstand i Bayern. Fremtiden for det vigtige element i energiomstillingen er usikker.

Den tyske regerings planer om at rejse op til 70 meter høje elmaster fra Sachsen-Anhalt i det tidligere Østtyskland til Meitingen i Bayern har vakt vrede og sat gang i borger­initiativer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LANDSHUT/BERLIN/BRUXELLES: Det er mennesker som Martin Stegmair, der stiller sig i vejen for den tyske regerings storstilede plan om at forbinde landet fra nord til syd med særligt kraftige højspændingsledninger i store master.

Da den såkaldte øst-syd-ledning fra Sachsen-Anhalt i det tidligere Østtyskland til Meitingen i Bayern først på året blev annonceret, handlede den nu 51-årige elektrotekniker hurtigt. I løbet af få uger dannede han sammen med naboer en protestgruppe. Ledningerne i de op til 70 meter høje master skulle løbe tæt forbi hans by, Niederschönenfeld.

»Den første grund for os er, at denne strømledning vil løbe meget tæt på os. Der er ikke nogen mindsteafstande i Bayern. Den kan løbe ti meter fra et hus,« forklarer han til Berlingske.

Men borgergruppen havde også et andet argument. Myndighederne forklarede, at ledningen er nødvendig for at bringe energien fra de mange vindmøller i nord til Bayern i syd, hvor de tilbageværende atomkraftværker senest i 2022 skal kobles af strømnettet. Men ved ledningens udgangspunkt i Sachsen-Anhalt ligger ikke kun vindmøller.

»Der står enkelte vindmøller, men det meste af energien er egentlig strøm fra brunkul. Og vi siger: Vi vil ikke have brunkulsstrøm. Vi vil have en energiomstilling med regenerative energiformer, altså vindkraft, sol eller biomasse,« siger Martin Stegmair.

De mange borgerinitiativer

Borgergrupperne overdriver brunkullets rolle i energiforsyningen, svarer netudbyderen 50Hertz, der står for at udbygge elnettet i det nordøstlige Tyskland. Men det har ikke hjulpet. I løbet af kort tid blev der dannet omkring 100 borgerinitiativer langs ruten og samlet 130.000 underskrifter. Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer fra CSU, ignorerede, at han selv havde været med til at tage principbeslutningen og stillede sig på demonstranternes side.

»Ingen af os vil have ledningen,« sagde han.

Den tyske »wutbürger« – pressens ord for rasende middelklasseborgere i kamp for en sag – havde slået til igen.

Regeringsmakkerne i CDU og SPD var fortvivlede. Hvad nu? I den lille by Landshut øst for München kunne byens landrat, Peter Dreier fra det borgerlige lokalparti, Freie Wähler, pludselig læse i avisen, at man nu overvejede at lade ledningen ende i hans by i stedet for. I Landshut er endnu ingen vrede borgergrupper, men Peter Dreier lover kamp til stregen. Landshut har nemlig allerede gjort sit for Bayerns energiforsyning og mere til, mener han. 14 kilometer nede af floden står et af Bayerns atomkraftværker, Isar II, som snart skal udfases.

»Landshut har i de foregående årtier ydet et stort bidrag til energiforsyningen i Bayern og udenfor med atomkraftværkerne. Desuden har der i vores kreds i et stykke tid været et ammunitionsdepot. Også en belastning. Og hvad der er meget aktuelt: Det midlertidige depot for atomaffald i Niederaichbach er også på kredsens område. Det er belastninger nok, som vi har taget på os og stadig tager på os. Derfor er vi ikke parat til at lade strømledningerne rykke herover,« siger Peter Dreier til Berlingske.

Elnet for milliarder

Også længere nordpå stødte syd-øst-forbindelsen på modstand. I Thüringen var der delstatsvalg i september, og CDUs ministerpræsident, Christine Lieberknecht, stillede sig også på de lokale modstandsgruppers side. Igen var argumentet: Vi har gjort vores for energien.

Ifølge den tyske regering er de store el-ledninger afgørende for at skabe en sammenhængende og pålidelig energiforsyning i fremtiden. Udfasningen af atomkraftværker i det sydlige Tyskland og opsætningen af vindmølleparker særligt i nord betyder groft sagt, at en masse strøm skal transporteres med minimalt tab fra nord til syd. Og i stedet for store centrale energiproducenter skal nettet også kunne håndtere flere mindre med skiftende output. Udbygges nettet ikke, vil det ifølge regeringen skabe et todelt marked med dyrere strøm i syd end i nord.

Frem til 2023 har regeringen indtil videre planlagt i alt 2.650 km nye ledninger, forstærkning af 2.800 km eksisterende ledninger samt otte tilslutninger til havvindmølleparker. Den nødvendige investering i elnettet er opgjort til 21 milliarder euro. Godt 150 milliarder kroner.

De mange interesser

Også på europæisk plan er en bedre infrastruktur på tværs af regioner og grænser en toppriotitet i EUs kamp for at mindske afhængigheden af russisk energi. Men regionale og nationale interesser har altid været stærke i energipolitikken.

Portugal og Spanien har i årevis arbejdet på at få bedre forbindelser til Frankrig inden for såvel elektricitet som gas. Men franskmændene frygter for deres forsyningsselskaber, som staten er storaktionær i, hvis det franske marked oversvømmes med billig spansk og portugisisk strøm fra de mange sol- og vindanlæg på Den Iberiske Halvø. Op til næste uges EU-topmøde, der har klima- og energimål for 2030 som sit hovedformål, har Portugal i diplomatiske kredse ligefrem truet med at blokere for en aftale, hvis ikke Frankrig siger ja til at få bygget en elmotorvej, der kan føre den iberiske vedvarende energi til Frankrig.

Lettere går det i Norge, hvor regeringen netop har givet tilsagn til byggeriet af et 623 kilometer langt søkabel fra Norges sydkyst til Schleswig-Holstein med en kapacitet på 1.400 megawatt, hvilket svarer til ydelsen fra et atomkraftværk. Kablet skal fungere som stødpude. Når der produceres for meget vindenergi i Nordtyskland, kan det sendes nordpå. I modsat fald kan der flyde vandkraftstrøm den anden vej.

I Bayern optrappede Horst Seehofer for nylig sin modstand mod netudbygningen, da han også satte spørgsmålstegn ved den anden store ledning til Bayern fra Schleswig-Holstein. Han vil ifølge tyske medier højest have én ledning og ved siden af subsidiere lokale gasværker.

Én mulighed, der nu undersøges, er at grave dele af ledningerne ned i jorden. Det vil skåne landskabet, men gøre projektet langt dyrere. Martin Stegmair vil dog hverken have syd-øst-forbindelsen flyttet til Landshut eller gravet ned. Han vil have den helt opgivet. Han mener nemlig, at Bayern kan forsørge sig selv med energi. »Det bliver altid sagt, at Bayern har de tre atomkraftværker, og når de senest i 2022 lukkes ned, går lyset ud. Men generelt er der så meget energi i Tyskland, at man i årevis har eksporteret strøm til udlandet. Man skal bare håndtere strømmen rigtigt,« siger han. Dirk Manthey advarer mod at satse på en regional selvforsyning. Han er talsmand for netudbyderen 50Hertz. Hvis de store netforbindelser må opgives, bliver elnettet til en flaskehals for energiomstillingen, siger han.

»Fra vores synspunkt er netudbygningen den økonomisk mest effektive måde at gennemføre energiomstillingen. Dermed giver udbygningen af vedvarende energi i nord mening. Samtidig hjælper et bedre net med til at udligne fluktuationer i energileveringen,« siger han.

Ifølge Dirk Manthey glemmer borgergrupperne, at hvis de blokerer for de store master, skal de i stedet have for eksempel vindmøller stående.