Kæmpe isbjerg eksploderet i Grønland

Isbjerget er kollapset og eksploderet i flere tusinde stykker. Det er meget usædvanligt, vurderer forsker fra DMI.

FOTO: RADARSAT-2 Data and Products © MacDONALD, DETTWILER AND ASSOCIATES LTD (2012) – All Rights Reserved. RADARSAT is an official mark of the Canadian Space Agency. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det hører til sjældenhederne, at isbjerge decideret eksploderer og går i flere tusind stykker, men det var, hvad skete natten mellem den 16. og 17. september ud for den grønlandske vestkyst i Baffin Bugten.

Her eksploderede et kæmpe isbjerg og blev forvandlet til et utal af små isbjerge og mindre stykker is. Eksplosionen blev fanget på et satellit-kamera.

- Det er meget sjældent, at isbjerge kollapser og eksploderer på den her måde. I Baffin Bugten blev det kun observeret via satellit-billeder to gange sidste år, og det er første gang, vi ser det i år i det omfang. Der er tale om et totalt kollaps af isbjerget, der er gået i tusindvis af stykker, siger forsker på Center for Ocean og Is under Danmarks Metereologiske Institut (DMI), Nora Adamsen.

Spredt vidt omkring

På satellitfotos kan man se, at isstykkerne er blevet spredt i en diameter af fire til fem kilometer fra, hvor isbjerget oprindeligt stod.

Et halvt døgn efter, at det eksploderede isbjerg blev observeret på billederne, var de tusindvis af isstykker drevet cirka ti kilometer mod nord-nordvest som følge af strøm og vind.

- Vi ved endnu ikke, hvorfor det er sket - det kan både skyldes nedbrydning forårsaget af vind, vejr og bølger, men det kan også skyldes tidevandet. Hvis isbjerget står på havbunden, kan tidevandet få det til at krakelere. Vi ved simpelthen ikke nok om det endnu, siger Nora Adamsen.

Hun vil heller ikke sige noget om, om kollapset har relation til den globale opvarmning. Hun oplyser dog, at DMI er meget opmærksomme på at guide skibe væk fra området, da det kan være farligt for dem at sejle i nærheden af de drivende isstykker. Overvågningen i området er samtidig intensiveret.

Isbjerget var 600 gange 700 meter stort, hvilket svarer til arealet af 65 fodboldbaner.