Kæde i Sverige dropper salg af fyrværkeri: »Det her går imod alt, hvad vi tror på«

Berlingske giver dig her overblikket over nattens udenlandske nyheder. Fra en byggemarkedskæde i Sverige, der ikke vil sælge fyrværkeri, til Ruslands anklager mod USA for manglende samarbejdsvilje i Syrien og til Qatar, hvor Amnesty revser en ny lov for ikke at hjælpe gæstearbejdere.

Arkivfoto. Af hensyn til dyrene, miljøet og risikoen for ulykker vil Bauhaus i Sverige ikke længere sælge fyrværkeri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Byggemarkedskæde stopper salg af fyrværkeri i Sverige

Af hensyn til dyrene, miljøet og risikoen for ulykker vil Bauhaus i Sverige ikke længere sælge fyrværkeri.

Byggemarkedskæden Bauhaus vil ikke længere sælge fyrværkeri i sine svenske varehuse, selv om kæden dermed går glip af en millionomsætning.

Beslutningen er taget af tre hensyn, forklarer Johan Saxne, der er marketingchef for Bauhaus i Sverige: for dyrenes skyld, for miljøet og på grund af risikoen for ulykker.

- Vi har nok haft en mavefornemmelse af, at vi skulle have taget den her beslutning tidligere, men nu har vi erkendt, at det her går imod alt, hvad vi tror på, siger Johan Saxne.

At svenskerne nu går forgæves efter raketter og andet fyrværkeri i Bauhaus, vil kunne ses i regnskabet.

Bauhaus i Sverige plejer hvert år at sælge nytårsfyrværkeri for mellem 10 og 15 millioner svenske kroner (7,6 til 11,4 millioner danske kroner).

- Det er en vigtig vare i dagene mellem jul og nytår. Derfor har det ikke været den nemmeste beslutning at tage. Men det opvejer ikke fordelene (ved at stoppe salget,red.), siger Johan Saxne.

Han håber ifølge nyhedsbureauet TT på, at andre i byggemarkedsbranchen vil gøre som Bauhaus, eller at kontrollen med fyrværkeri i det mindste bliver skærpet.

Bauhaus er en tysk kæde med varehuse i adskillige lande - deriblandt Danmark.

/ritzau/TT

Islamisk Stat har generobret oldtidsbyen Palmyra i Syrien. Det er USA's skyld, mener den russiske regering. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: MAHER AL MOUNES.

Rusland anklager USA for manglende samarbejde i Syrien

Islamisk Stat har generobret oldtidsbyen Palmyra i Syrien. Det er USA's skyld, mener den russiske regering.

Rusland anklager USA for mangel på samarbejde, efter at den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) har generobret den historiske oldtidsby Palmyra i Syrien søndag.

- Vi beklager, at vi ikke har formået at neutralisere deres offensiv, siger talsmand for den russiske regering Dmitrij Peskov.

Generobringen af Palmyra skete, ni måneder efter at Islamisk Stat blev fordrevet fra byen af præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.

De blev støttet af russiske kampfly under offensiven i oldtidsbyen.

- Vi beklager også, at der fortsat er mangel på koordineret handling og reelt samarbejde med andre lande - først og fremmest USA - som ikke ønsker at samarbejde. Dette samarbejde kunne forhindre den slags angreb fra terrorister, lyder det fra talsmanden.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, antyder, at de IS-krigere, der nu flygter fra den irakiske offensiv i Mosul for at deltage i generobringen, kan være en del af plan for at lette trykket mod oprørsgrupperne i Aleppo.

- Det får mig til at tænke - og jeg håber, jeg tager fejl - at alt er koordineret for at give et pusterum til banditter, der fortsat opholder sig i det østlige Aleppo, siger han.

Kritikken fra Rusland preller af på det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Her mener man, at Rusland har fjernet blikket fra Palmyra for at koncentrere sig om bombningerne af Aleppo.

- Dette understreger det, som vi har argumenteret for længe. At Rusland må skifte fokus, siger talsmand for Pentagon Adrian Rankine-Galloway.

/ritzau/AFP

Et stort antal civile er blevet udsat for grusomheder i løbet af de seneste timer i Aleppo, lyder det fra FN. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER.

Ban Ki-moon bekymret for grusomheder mod civile i Aleppo

Et stort antal civile er blevet udsat for grusomheder i løbet af de seneste timer i Aleppo, lyder det fra FN.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, udtrykker bekymring over meldinger om de grusomheder, der angiveligt har ramt "et stort antal" civile i den syriske by Aleppo i løbet af de seneste timer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Grusomhederne skulle blandt andre være gået ud over adskillige kvinder og børn, lyder det fra Ban Ki-moons talsmand mandag aften.

- Vi understreger, at FN endnu ikke har verificeret oplysningerne fra uafhængige kilder, men generalsekretæren udtrykker sin dybe bekymring til de relevante parter i konflikten, lyder det fra talsmanden.

Ban Ki-moon opfordrer i særdeleshed den syriske regering til at beskytte de civile, der stadig befinder sig i byens besatte områder.

Formand for FN's humanitære taskforce i Syrien, Jan Egeland, skrev tidligere mandag, at den syriske og russiske regering er ansvarlige for de angreb på civile, der bliver udført af regeringsloyale militser.

- Rusland og Syriens regering er ansvarlige for alle de grusomheder, som de sejrende militser lige nu er skyldige i i Aleppo, skrev Jan Egeland på Twitter mandag.

Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) hævdede mandag, at slaget om Aleppo er slut.

Ifølge lederen af Sohr havde syriske oprørsgrupper trukket sig ud af en række af de områder af byen, der tidligere har været kontrolleret af oprørerne.

- Slaget om Aleppo er nået til afslutningen. Det er kun et spørgsmål om tid - intet mere, intet mindre. Det er totalt sammenbrud, lød det mandag fra Sohr-leder Rami Abdel Rahman.

Ifølge gruppen var flere end 10.000 flygtet fra det østlige Aleppo mellem søndag og mandag.

Dermed er i alt 130.000 civile flygtet fra den østlige del af storbyen siden midten af november.

På det tidspunkt indledte det syriske militær sammen med dets allierede en offensiv for at fordrive oprørsstyrkerne i byen.

/ritzau/

En gæstearbejder i hovedsatden Doha i Qatar 6. december 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER.

Amnesty revser ny lov i Qatar for ikke at hjælpe arbejdere

Ny lov i Qatar hjælper ikke som lovet de gæstearbejdere, der gør landet klar til fodbold-VM, fastslår Amnesty.

Qatars nye beskæftigelseslov, der træder i kraft tirsdag, vil ikke forbedre forholdene for de mange gæstearbejdere, der knokler for at få landet klar til VM i fodbold i 2022.

Det konkluderer Amnesty International i en ny rapport ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ørkenstaten havde gennem reformer lovet at gøre en ende på det såkaldte sponsorsystem kafala, som ifølge Amnesty giver arbejdsgiverne næsten ubegrænset magt over deres ansatte og forhindrer arbejderne i at skifte job eller rejse hjem.

Men det er ikke sket, konkluderer Amnesty, der kalder reformerne "magre".

Ifølge organisationen er risikoen for tvangsarbejde og andre overgreb fortsat høj for landets næsten to millioner gæstearbejdere. Gæstearbejderne udgør 94 procent af arbejdsstyrken.

- Denne nye lov kan måske slippe af sted med ordet "sponsorering", men den efterlader det samme basale system intakt, udtaler James Lynch, vicedirektør for globale spørgsmål i Amnesty International, i rapporten ifølge dpa.

Amnesty International opfordrer derfor Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) til at gribe ind. Det skal ske i håb om, at Qatar opfylder basale menneskerettigheder og beskytter arbejdstagernes rettigheder frem mod slutrunden i 2022.

- Fifa, andre store sponsorer og udenlandske regeringer, der ønsker at etablere forretningsforbindelser med Qatar, kan og må ikke bruge denne reform til at påstå, at problemet med misbrug af gæstearbejdere er blevet løst, tilføjer han.

/ritzau/

Donald Trump har oplyst, at han vil udpege Gary Cohn, præsident og direktør i Goldman Sachs, som leder af det Nationale Økonomiske Råd. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH.

Trump trækker endnu en bankboss ind i sin inderkreds

Donald Trump udpeger chef for investeringsbanken Goldman Sachs som sin økonomiske toprådgiver.

USA's kommende præsident, Donald Trump, fortsætter med at hente kommende topmedarbejdere med tilknytning til investeringsbanken Goldman Sachs ind i inderkredsen af sin kommende administration.

Mandag oplyser Trump, at han vil udpege Gary Cohn, præsident og direktør i Goldman Sachs, som leder af det Nationale Økonomiske Råd.

Rådet koordinerer på tværs af ministerier og styrelser Trumps økonomiske politik.

- Som min økonomiske toprådgiver skal Gary Cohn bruge sine evner som en særdeles dygtig forretningsmand til gavn for det amerikanske folk, udtaler Trump.

Præsidenter som Bill Clinton og George W. Bush havde også tidligere topfolk fra Goldman Sachs som deres økonomiske toprådgivere.

Den 56-årige Gary Cohn er bare én af flere nuværende eller tidligere Goldman Sachs-direktører, som nu skal arbejde for Trump.

Den 53-årige Steven Mnuchin, der forlod Goldman Sachs i 2002, er nomineret som finansminister, mens den 62-årige Steve Bannon skal være Trumps chefstrateg.

Bannon havde, før han etablerede sin egen investeringsbank, en lang karriere bag sig hos Goldman Sachs.

I valgkampen langede Donald Trump ironisk nok ud efter modkandidaten Hillary Clinton, som han beskyldte for at være købt og betalt af Goldman Sachs, fordi hun have modtaget et millionbeløb fra banken som honorar for tre taler.

Med sit nye job er Gary Cohn ude af betragtning til at stige helt til tops hos Goldman Sachs.

Han har ifølge Reuters længe været anset som den naturlige afløser for bankens administrerende direktør, Lloyd Blankfein.

Men jobbet som økonomisk toprådgiver i Det Hvide Hus har før vist sig at kunne bane vej for endnu større politiske stillinger.

Robert Rubin, også tidligere Goldman Sachs-direktør, blev således forfremmet fra rådgiverjobbet til finansminister af Bill Clinton.

Gary Cohn indledte sin karriere hos Goldman Sachs i 1990. Han begyndte i bankens afdeling for handel med råvarer. Siden steg han i graderne og blev i 2006 udnævnt til præsident i banken.

/ritzau/