Kaczynski beskyldes for at være skyld i polsk regeringskrise

Bondelederen Andrzej Lepper trækker sit parti ud af Polens regering og retter ligesom det andet lille regeringsparti hårdt angreb på premierministeren.

De 38 millioner polakker kan forberede sig på at skulle til stemmeurnerne igen til efteråret kun to år efter det seneste parlamentsvalg i det største af de østeuropæiske EU-lande.

Den nationalkonservative premierminister, Jaroslaw Kaczynski, og dennes Lov og Retfærdighedsparti mistede søndag sin ene koalitionspartner, det venstrepopulistiske bondeparti Selvforsvar.

Senere på ugen afgør den nationalistiske, ultrakatolske Polske Familiers Liga, om den følger trop.

- Kaczynski er røget uklar med alt og alle. Han har mistet sin troværdighed, sagde ligaens formand, Roman Giertych, mandag til polsk radio.

Giertych ventes at køre parløb med bondepartiets leder Andrzej Lepper, som mandag satte hårdt mod hårdt og krævede premierministerens afgang, hvis regeringssamarbejdet skal fortsætte.

/ritzau/