Julian Assanges sejr ændrer intet

Wikileaks-stifteren trådte ud på sin balkon på Ecuadors ambassade i London, efter at et FN-panel havde anbefalet at give frit lejde. Men briterne vil dog fortsat anholde ham.

Wikileaks-stifteren, Julian Assange, står på balkonen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Så kom han frem. Julian Assange skubbede det hvide gardin til side og trådte ud gennem døren. Men han gik kun ud på den lille balkon et par meter over jorden foran sit lille værelse. I diplomatisk forstand var han fortsat i Ecuador, som han har været det siden sommeren 2012, og ikke i det London, der omgiver ham, og hvor politiet er parat til øjeblikkeligt at anholde ham.

Foran en stor gruppe journalister og kamerafolk og en mindre flok sympatisører udlagde Assange et FN-panels afgørelse tidligere på dagen som en »sejr« for både ham selv og »sin familie og børn«.

FNs arbejdsgruppe omkring vilkårlig tilbageholdelse var med tre medlemmer for og et imod kommet frem til den konklusion, at Assange burde få tilladelse til frit at forlade ambassaden og have kompensation for de mange år, hvor anholdelsestruslen ifølge panelet havde frataget Wikileaks-grundlæggeren sin frihed.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, kaldte i en udtalelse til BBC FN-afgørelsen for »latterlig« og henviste til, at Assange selv var gået ind på ambassaden for at undgå en udlevering til Sverige i en sag, hvor han er anklaget for voldtægt og seksuel forulempelse af to svenske kvinder. Det britiske udenrigsministerium erklærede, at »intet er ændret«, hvilket dog blev imødegået af den hvidhårede og blege Assange på balkonen:

»Det er en beslutning taget ud fra folkeretten, som Storbritannien og USA har tilsluttet sig. Storbritannien kan ikke ignorere FNs menneskerettigheder.«

44-årige Assange talte en hel del om det afsavn, som hans børn har lidt i de seks år, som den lange australier nu har opholdt sig i Storbritannien. I begyndelsen i fængsel og derefter løsladt mod kaution og siden med politisk asyl på ambassaden har han kæmpet imod udlevering.

Assange talte også om USA, der ikke offentligt har krævet ham udleveret og sagde, at tiden er inde for både USA og de svenske myndigheder til at opgive sagen mod ham. Derimod sagde han ikke noget om voldtægtsanklagen, som han tidligere har afvist, og som kommer fra en kvinde, som han boede hos under et besøg i Stockholm.

Frygter de svenske myndigheder

Det er en kompleks situation. Briterne vil udlevere Assange til retsforfølgelse i Sverige, som man har forpligtiget sig til under det europæiske retslige samarbejde. Assange siger, at han gerne vil imødegå anklagerne i en retssag men frygter, at de svenske myndigheder vil udlevere ham til USA, fordi han i spidsen for Wikileaks har været med til at gøre tusindvis af hemmeligtstemplede amerikanske dokumenter frit tilgængelig på nettet.

Amerikaneren, Chelsea Manning, der gav Wikileaks papirerne, har fået en hård dom og har klaget over nedværdigende behandling i fængslet. Hverken Sverige eller USA vil på forhånd forholde sig til en eventuel udlevering af Assange.

»Man skulle give ham passet og lade ham forsvare sig selv uden at være bange for at blive udleveret til USA,« siger Matthw Bevan, der er dekoratør fra Kent, og som følger optrinnet omkring ambassaden lige over for luksus-stormagasinet Harrods.

»Jeg har ikke noget sympati for det, hvis voldtægtsanklagerne er rigtige. Men det er godt for offentligheden, at vi kan se alle de papirer, som regeringerne ønsker at skjule. Den her behandling er ligesom med Edward Snowden.«

Som manden bag den anden store lækage af USAs hemmeligheder skrev Snowden på Twitter, at hvis briterne og svenskerne ignorerer beslutningen i sagen om Assange, vil det »give frit lejde for alle diktaturer« til at afvise FN-afgørelser«.

Efter et kvarters tale gik Assange tilbage til sit værelse uden at svare på spørgsmål. Nogle tilhængere råbte: »Vi elsker dig Assange.« Den støtte er ikke nok til at løse den diplomatiske knude. Indtil videre er balkonen fortsat eneste sikre vej ud for Assange fra værelset på ambassaden. Og fredag var der ingen tegn på, at den vej fører nogen steder hen.