De seneste fem år har han brugt i en fængselscelle på to gange tre meter.
Men nu skal Julian Assange, stifteren af WikiLeaks, hverken være bag tremmer eller skjule sig på en ambassade, som han ellers gjorde i årevis i midten af London.
Nu er han en fri mand.
Det skriver WikiLeaks på X.
Det sker, efter at USA og Julian Assange har indgået et forlig, hvor han vil erklære sig skyldig som del af et forlig med USAs justitsministerium. Det skulle have resulteret i, at han nu er blevet løsladt.
Det viser også en række retsdokumenter, skriver flere medier, heriblandt amerikanske NBC News og nyhedsbureauet Reuters.
Dokumenterne blev indleveret ved distriktsdomstolen for Nordmarianerne, et amerikansk oversøisk territorium i Stillehavet.
Her er det ventet, at Assange onsdag møder op for at blive idømt en fængselsstraf på 62 måneder.
Da han allerede har afsonet den mængde tid, bliver han løsladt og får mulighed for at vende hjem til sit fødeland, Australien.
Glade forældre og hustru
WikiLeaks offentliggjorde i 2010 en video af et amerikansk helikopterangreb på journalister og andre civile i Irak. Siden offentliggjorde WikiLeaks 470.000 hemmelige amerikanske dokumenter, senere endnu 250.000.
Julian Assange har siden 2019 siddet fængslet i London og kæmpet imod truslen om udlevering til USA.
Før 2019 brugte Assange syv år på den ecuadorianske ambassade i London i eksil. Da hans asyl blev ophævet, blev han anholdt.
Hans familie er derfor selvsagt glad for, at de nu kan få deres mand og søn hjem.
Assange mor, Christine Assange, udtaler ifølge The Guardian, at hun er »taknemmelig« for, at hendes søns prøvelser nu slutter.
»Dette viser vigtigheden og kraften af stille diplomati,« siger hun.

Assanges far, John Shipton, kalder nyheden »vidunderlig«:
»Min tak og lykønskninger til alle hans tilhængere (...) som har gjort det muligt.«
Julian Assange blev gift og fik to børn, mens han opholdt sig på ambassaden i London.
Hans hustru, Stella Assange, siger i en erklæring, at parrets børn nu skal vende sig til en ny hverdag, hvor deres far ikke lever i fangenskab.
Hun takker desuden alle dem, der har kæmpet for hendes mands sag:
»I løbet af årene med Julians fængsling og forfølgelse er der blevet dannet en utrolig bevægelse. Mennesker fra alle samfundslag og fra hele verden, som ikke bare støtter Julian (...) men det, Julian står for: sandhed og retfærdighed.«
Kurs mod frihed
Julian Assange er gået med til at erklære sig skyldig i et enkelt anklagepunkt, der handler om sammensværgelse med henblik på at få fat i og udgive dokumenter fra det amerikanske militær.
Allerede mandag forlod Assange højsikkerhedsfængslet Belmarsh Prison sydøst for Englands hovedstad, London, for at sætte sig på et fly med retning mod Nordmarianerne.
Efter onsdagens høring ventes Assange at flyve tilbage til Australien.
I en video, som WikiLeaks har delt på X, kan man se Assange skrive under på en række dokumenter, før han stiger ombord på et privatfly.
»Dette er resultatet af en global kampagne med deltagelse af græsrodsbevægelser, pressefrihedsforkæmpere, lovgivere og ledere på tværs af det politiske spektrum – hele vejen til FN,« skriver WikiLeaks.
Assange er i USA tiltalt for en række forhold vedrørende WikiLeaks' offentliggørelse af hundredtusindvis af klassificerede dokumenter.

De klassificerede amerikanske militærdokumenter omhandlede USAs krige i Irak og Afghanistan.
Fra amerikansk side mener man, at Assange med sine handlinger har skadet den nationale sikkerhed og sat agenters liv i fare.
Hans mange globale støtter ser dog anderledes på sagen.
De mener, at retsforfølgelsen har været er et angreb på journalistik og ytringsfriheden.