Det er en noget anderledes juletid, danskerne går i møde i år, med færre julearrangementer og måske færre mennesker samlet juleaften.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har varslet, at der er mulighed for yderligere restriktioner op til jul, og statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde fredag om juleaften, at vi skal »se færre mennesker, vi kan ikke danse rundt om juletræet, som vi plejer, og vi skal ikke mindst passe på vores ældre og sårbare, som i mange familier har været isolerede i en længere periode«.

Og netop dansen om juletræet, som er en fast del af tusindvis af danskeres juleaften, kan ifølge Torben Mogensen, formand for Dansk lungeforening, blive en enorm smittespreder, og dermed en juletradition, som mange må undvære, hvis man vil undgå smitte.

»Jeg vil bestemt fraråde, at man danser om juletræet, og jeg kommer ikke selv til at gøre det. Der er flere risikogrupper ved at gøre det: Dårlig ventilation, sang og små lokaler. Det skaber tilsammen en enorm højrisiko for smitte,« siger han.

Tidligere direktør for Statens Serum Institut Nils Strandberg mener også, at det er en dårlig idé at synge julesange og danse rundt om træet hånd i hånd, hvis man er sammen på kryds og tværs af familier.

»Jeg ser ikke noget problem i at danse om juletræet, hvis man kun fejrer jul med sin husstand, som man i forvejen er nærkontakt til. Men hvis man samles på tværs af husstande, så vil jeg klart anbefale at lade være, da kombinationen af sang og mange mennesker samlet øger smitten. Hvis man har en have, kan man jo alternativt gøre det udenfor,« siger han.

Han mener i øvrigt, at man skal tænke sig om en ekstra gang inden juledagene, hvor vi normalt samles på tværs af generationer og landsdele.

»Vi skal virkelig passe på de sårbare i samfundet, og alle i hele Danmark kan jo ikke nå at blive smittet lige op til jul. Man kan jo ikke forbyde ting i folks eget hjem, men jeg vil anbefale, at man reducerer de mennesker man ses med så meget som muligt.«

Ifølge Torben Mogensen, formand for Dansk lungeforening, vil særligt ét coronatiltag op til julen have stor effekt – det kan bare ikke lade sig gøre.

»Det ideelle for at inddæmme smitten op til jul ville selvfølgelig være at lukke hele landet helt ned. Det ville være enormt effektivt. Men prisen er simpelthen for høj, og det er helt lavpraktisk ikke muligt« siger Torben Mogensen.

Både Torben Mogensen og Nils Strandberg mener, at et oplagt tiltag inden jul vil være at sende skoleelever på tidlig juleferie eller lave fjernundervisning, da smitten især er høj blandt unge. Det er Søren Riis Paludan, der er virolog og professor ved Aarhus Universitet, imidlertid ikke enig i.

»Dybest set vil det være godt, hvis folk reducerede kraftigt i antallet af julekontakter i forhold til normalt. Men det er urealistisk, at alle gør det, og derfor kan øget testopsporing være et andet tiltag, som kan tages i brug. Derudover bør man måske skrue lidt ned for beværtningen over jul og nytår. Men det er vigtigt, at vi stadig holder gang i arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner,« lyder anbefalingerne fra Søren Riis Paludan.