Journalistforbund: Anholdelse skal stoppe filippinsk journalist

Kendt journalist har vakt opsigt med kritik af blodig kampagne mod narkotika, hvor over 5000 er blevet dræbt.

Den prisbelønnede filippinske journalist Maria Ressa er blevet anholdt. Det har udløst international kritik af myndighederne og af landets omstridte præsident, Rodrigo Duterte. Torsdag morgen blev hun løsladt mod kaution. Noel Celis/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den prisbelønnede filippinske journalist Maria Ressa blev onsdag aften anholdt.

Hun var en af den gruppe af fængslede eller dræbte journalister, som det amerikanske nyhedsmagasin Time Magazine sidste år tildelte titlen årets person.

Anholdelsen har udløst international kritik af myndighederne og af landets omstridte præsident, Rodrigo Duterte.

Maria Ressa blev torsdag morgen løsladt mod kaution.

Hun bliver ifølge det filippinske journalistforbund forfulgt af myndighederne, fordi hun i sin netavis kritiserer Dutertes blodige kampagne mod narkotika, som har kostet tusindvis af mennesker livet.

Journalistforbundet i Manila siger, at anklager mod den 55-årige Ressa om blandt andet skattesvindel og injurier mod en erhvervsmand i 2012 er "opfundet" af myndighederne.

Ifølge journalistforbundet er det et forsøg på at få stoppet hendes netavis Rappler.

»Anholdelserne af Maria Ressa er en skændsel,« siger lederen af Komiteen for Beskyttelse af Journalister, Kathleen Carroll.

Den filippinske veteranjournalist, som blandt andet har arbejdet for CNN, har vakt opsigt med Rapplers frygtede efterforskninger og undersøgende reportager.

Hun er en af de få journalister, som åbent kritiserer præsidenten og hans "krig mod narkotika".

Politiet siger, at omkring 5000 mennesker er blevet dræbt under den tre år lange "krig".

Det reelle dødstal er ifølge menneskerettighedsgrupper tre gange så højt, og overvågningsgrupper og aktivister siger, at mange er blevet dræbt, uden at der forelå nogen beviser mod dem.

I december skrev Rappler også om, at Duterte offentlig havde erkendt, at han havde begået et seksuelt overfald på en tjenestepige.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright kalder anholdelsen af Ressa for "horribelt og siger, at den må fordømmes af alle demokratiske kræfter".

/ritzau/