Journalisternes 40 værste fjender

Hu Jintao fra Kina og Mahmoud Ahmadinejad fra Iran er blandt de farligste for verdens journalister, siger organisationen Journalister uden Grænser.

Gambias diktator Yahya Jammeh er en af journaliststandens 40 værste fjender på verdensplan, mener organisationen Journalister uden Grænser. Fold sammen
Læs mere
Foto: SEYLLOU

Organisationen Journalister uden Grænser har udarbejdet en liste over verdenspressens "40 værste rovgriske modstandere", deriblandt politikere, religiøse ledere og militser.

Listen, som er offentliggjort for at markere Verdenspressens Frihedsdag, omfatter 17 præsidenter og flere regeringsledere, som bruger deres magt til at censurere, fængsle, tortere og i værste fald dræbe journalister.

Blandt de 40 navne er præsidenterne Hu Jintao fra Kina, Mahmoud Ahmadinejad fra Iran, Paul Kagame fra Rwanda, Raul Castro fra Cuba og Vladimir Putin fra Rusland. Nye navne inkluderer Taliban-lederen Mulla Omar og Tjetjeniens præsident, Ramzan Kadyrov.

Taliban-lederen er medtaget, fordi den hellige krig, han fører, også er rettet mod pressen. I 2009 var hele 40 Talibanangreb rettet mod journalister og nyhedsmedier.

Hvad angår Kadyrov siger organisationen, at alle, der sætter spørgsmålstegn ved hans politik, udsættes for dødelig hævn, som det skete for journalisten Anna Politkovskaja og menneskerettighedsaktivisten Natalia Estemirova.

Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, og private væbnede militser i Filippinerne er også med på listen for første gang. I Sydamerika er det som tidligere en dødelig kvartet bestående af narkosmuglere, det cubanske diktatur, FARC-partisaner og paramilitære grupper, som udgør den største fare for journalister, skriver Journalister uden grænser.

Mafiaen i Italien, den baskiske separatistgruppe ETA og Somalias islamistiske militser står også på listen.

/ritzau/AFP