Journalister skal vidne efter artikler om Trumps nye fly
En række journalister, der har skrevet om sikkerhedsmangler på Air Force One, skal vidne om mulige lovbrud.

En række journalister, der har skrevet om sikkerhedsmangler på Air Force One, skal vidne om mulige lovbrud.

Flere New York Times-journalister er indkaldt til at vidne, efter at den amerikanske avis for nylig skrev artikler om sikkerheden på Donald Trumps nye Air Force One-fly.
Det skriver avisen selv lørdag.
Det amerikanske justitsministerium ønsker, at journalisterne onsdag skal vidne foran en anklagejury – en såkaldt grand jury.
Det er Jay Clayton, den føderale anklager på Manhattan, der har udstedt indkaldelserne, som ifølge avisen indeholder få detaljer, men omhandler "et påstået brud på føderal strafferet".
En grand jury er en gruppe lægmænd, som vurderer, om der er grundlag for at rejse tiltale i en straffesag.
Artiklerne handler om, at det nye præsidentfly, som Trump har fået i gave fra Qatar, har sikkerhedsmangler.
I en artikel onsdag skrev avisen, at Trump forlod den forgangne uges Nato-topmøde på sit gamle præsidentfly som en sikkerhedsforanstaltning, efter at Secret Service havde bedt ham om det.
Dagen efter skrev avisen, at det fly, han havde fået som gave fra Qatar, blandt andet mangler avancerede missilforsvarssystemer. Begge artikler baserer sig på oplysninger fra anonyme kilder.
En talsperson for det amerikanske justitsministerium vil over for nyhedsbureauet Reuters hverken be- eller afkræfte indkaldelserne.
Vedkommende siger dog, at myndighederne under Trump ikke ønsker at ramme specifikke journalister, men er bekymret over læk af klassificeret information.
Det Hvide Hus henviser alle spørgsmål til ministeriet.
New York Times tager kraftigt afstand til indkaldelserne. Avisen beskriver, at det i nogle tilfælde var føderale agenter, der dukkede op ved journalisternes hjem.
- At føderale agenter dukker op ved dørtrinnet hos nyhedsjournalister, bør forarge enhver amerikaner, der tror på forfatningen og den pressefrihed, den beskytter, siger David McCraw, den øverste redaktionelle jurist på New York Times.
Historierne om sikkerhedsmangler falder sammen med meldinger om, at Israel har delt efterretninger med USA om nye iranske planer om et attentat mod Trump.
Flyet, som Trump har fået i gave fra Qatar, skal efter planen fungere som præsidentens fly midlertidigt, indtil producenten Boeing kan levere to specialbyggede Air Force One-fly.
De to fly er blevet forsinket. Vurderingen lyder på nuværende tidspunkt, at de kan være klar om to år.
New York Times er involveret i flere søgsmål med Trump og hans myndigheder, som den liberale, centrum-venstreorienterede avis har et meget konfliktfyldt forhold til.
RITZAU