Journalist: Real Madrid holder krisemøde – selv mener Mbappé ikke, at han har gjort noget forkert
En af verdens bedste fodboldspillere Kylian Mbappé mistænkes i en voldtægtssag i Stockholm, melder svenske medier. Tirsdag aften holdt ledelsen i hans fodboldklub krisemøde, og selv føler han sig æreskrænket.
Kylian Mbappé mener selv, at anklagerne mod ham er falske. Leon Kuegeler/Reuters/Ritzau Scanpix
Tidligere i dag begyndte flere svenske medier at skrive om, at den franske fodboldstjerne Kylian Mbappé angiveligt efterforskes i en voldtægtssag i Stockholm.
Kvinden, der anmeldte Mbappé, søgte behandling efter hændelsen og udpegede derefter fodboldstjernen som værende gerningsmanden, skriver det svenske medie TV4.
Og det har medført et krisemøde blandt ledelsen i fodboldklubben Real Madrid, hvor Kylian Mbappé holder til, skriver svenske Ekspressen på baggrund af den franske journalist Romain Molinas kilder.
»De havde et virtuelt møde. De fik henvendelser fra to medier, og så gik de i panik. Det er normalt at have sådan et krisemøde efter den slags informationer,« siger Romain Molina, skriver det svenske medie Omni.
Derudover fortæller Romain Molina, at Real Madrid ikke har kommenteret hændelsen endnu.
Ifølge flere svenske medier er der tale om »begrundet mistanke« (»skäligen misstänkt«, red.) mod fodboldstjernen.
Det er det laveste mistankeniveau, som det svenske politi arbejder med, og betyder, at der er »konkrete forhold, der til en vis grad taler for, at personen har begået den handling, som mistanken henviser til«.
Kylian Mbappé føler sig æreskrænket over, at være mistænkt i voldtægtssag. Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix
Selv siger Kylian Mbappés advokat, Marie-Alix Canu-Bernard, til AFP, at den verdenskendte fodboldstjerne er »chokeret« over, at medierne sætter ham i forbindelse med voldtægtsefterforskningen.
»Han er ikke bekymret, for han har ikke gjort noget forkert,« siger Marie-Alix Canu-Bernard.
Advokaten meddeler også, at de vil tage retslige skridt, da Kylian Mbappé betragter sig selv som æreskrænket.
Marie-Alix Canu-Bernard står fast på, at fodboldspilleren ikke har begået nogen forbrydelse i Stockholm og siger til franske TF1, at en »rapport ikke beviser noget«.
»Han er aldrig alene. Han ville aldrig udsætte sig selv for at ende i en situation, hvor der ville være en risiko for ham,« argumenterer hun, skriver Omni.
Men Kylian Mbappés advokat siger til TF1, at hun ikke har fået lov til at se rapporten - men siger, at hvis politiet kræver det, vil han udlevere sig selv til Sverige.
Del:
Andre læser også
Internationalt
Svenske medier: Mbappé anmeldt for voldtægt i Stockholm
Sport
Mbappé bliver dobbelt målscorer i Real Madrid-sejr
Sport
Frankrig har nedtonet stjernes næse: Chokket var traumatisk