Journalist blev seksuelt krænket på Tahrir-pladsen

En kvindelig journalist beskriver, hvordan hun for nylig blev overfaldet og groft krænket af en stor gruppe mænd på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad.

Menneskemylder på Tahrirpladsen i Cairo, Egyptens hovedstad. Fold sammen
Læs mere
Foto: AHMED JADALLAH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endnu en kvindelig journalist er blevet overfaldet på Tahrir-pladsen, hvor hun ifølge eget udsagn for nylig blev groft seksuelt krænket af »hundredvis af mænd«.

Den britiske journalist Natasja Smith, der blandt andet har skrevet for mediet Fair Observer, skriver tirsdag på sin blog, at hun har måttet forlade Cairo, hvor hun var i gang med at lave en dokumentarfilm om netop vold mod kvinder siden revolutionen i Egypten sidste år. Hun går flere steder i detaljer omkring overfaldet:

- Hundredvis af mænd rev mine lemmer fra hinanden og kastede mig rundt. De kradsede og klemte mine bryster og tvang deres fingre ind i mig på alle mulige måder. Så mange mænd, skriver Natasja Smith blandt andet.

Hun beskriver, at en mindre gruppe mænd forsøgte at komme hende til undsætning, men at de blev overmandet af den store gruppe, der havde udset sig Natasja Smith som offer. Angiveligt - fik Natasja Smith senere at vide - fordi de troede, at hun var en udenlandsk spion.

Til sidst blev Natasja Smith endelig fragtet hen til et telt på Tahrir-pladsen, hvor hun fik hjælp af en række kvinder. De gav hende en burka på og sendte hende ud på pladsen med en ukendt mand, der udgav sig for at være Natasja Smiths mand, så hun kunne komme sikkert væk fra Tahrir-pladsen og finde et hospital.

Det er langt fra første gang, at en udenlandsk kvinde bliver overfaldet og krænket seksuelt på Tahrir-pladsen. Tidligere på måneden beskrev en mandlig amerikansk journalist, hvordan en kvindelig dansk journalist var blevet overfaldet. Udenrigsministeriet bekræftede i den forbindelse, at der havde været et overfald på en dansk statsborger på Tahrir-pladsen.

Amerikanske Lara Logan fra CBS News var i februar sidste år i færd med at dække nyheden om præsident Hosni Mubaraks afgang, da hun »blev omringet og udsat for et brutalt og vedvarende seksuelt overgreb og overfald«, som CBS News dengang beskrev det.

Også TV 2s Steffen Jensen har fortalt, at han sidste år blev overfaldet af vrede Mubarak-tilhængere, som slog ham med køller og knytnæver.