Jordskælvet i Peru har udløst en flygtningestrøm

Over 50.000 mennesker menes at være flygtet fra Pisco, den by i Peru, der blev værst ramt af det massive jordskælv for en uge siden.

Det voldsomme jordskælv, der i sidste uge ødelagde den peruanske kystby Pisco, har udløst en omfattende flygtningestrøm, oplyste Perus regering onsdag. Op imod 40 pct. af Piscos indbyggere er på vej bort fra byen, hvor deres huse ligger i ruiner.

- Mellem 30 og 40 procent af indbyggerne er blevet tvunget til at forlade Pisco, siger ministeren for social udvikling, Virginia Borra, til det franske nyhedsbureau AFP.

Inden skælvet, der ramte området sidste onsdag, havde Pisco 130.000 indbyggere.

- Ingen officielle tal kan fastslå problemets omfang, siger Borra, der påpeger, at hendes tal bygger på et skøn.

Myndighederne er ved at forberede en folketælling i de byer, der blev ramt af det massive jordskælv, som måltes til 8,0 på Richterskalaen.

/ritzau/