Jordskælvet der stadig ryster Nepal

Næsten to år efter katastrofen spænder bureaukrati og politiske magtkampe ben for genopbygningen af det jordskælvsramte land. Berlingske besøgte en bjerglandsby tæt ved epicentret, hvor kasteløse og minoriteter er blandt de mest udsatte grupper.

Næsten to år efter jordskælvet bliver landsbyens børn stadig undervist i interimistiske blikskure. Foto: Lasse Karner
Læs mere
Fold sammen

»Vi gør sådan her, når der er jordskælv. Har alle forstået det?«

De 21 elever i 6. klasse er helt med på lærerens rutine. Kort forinden har de været en tur under bordene for at praktisere mantraet om at »dukke sig, søge ly og blive liggende«. Jordskælvsøvelser er kommet på skoleskemaet i landsbyen Bhumlichowk, der ligger tæt ved epicentret for det skælv, som 25. april 2015 ramte Nepal med 7,8 på Richterskalaen. Det var det værste jordskælv i landet i 80 år.

Til alt held indtraf katastrofen midt på dagen på en lørdag, der er nepalesernes eneste ugentlige fridag. Det nationale dødstal på 8.669 kunne derfor have været langt højere. Af samme grund var der ingen børn til stede, da en af landsbyskolens bygninger kollapsede. Den er stadig ikke blevet genopbygget. Blikskure uden vinduer var tænkt som en midlertidig løsning, men udgør fortsat en stor del af skolens klasseværelser. Det er et koldt alternativ i den bjergrige region, hvor skyerne først fortrækker ud på formiddagen.

Husene i landsbyen ligger spredt ud over bjergskråninger så langt øjet rækker, og nogle af børnene må gå i over en time for at komme i skole. Stort set alle stedets 640 husstande fik deres hjem ødelagt under jordskælvet.

For at nå frem til landsbyen skal man krydse en 100 meter lang, smal gangbro over en flod. Derfra går det opad via grusveje, mens husene øverst oppe kun er tilgængelige ad små stier. Her møder vi 40-årige Aiti May Chepang. Hun arbejdede i marken den dag, da jorden begyndte at ryste. Da hun nåede hjem, lå familiens hus i ruiner, mens hendes børn sad udenfor og græd. Sækkevis af majs og hirse gik tabt under murbrokkerne. Mad, der skulle have forsørget alle otte familiemedlemmer i tre måneder, beretter hun.

Som hendes navn også giver udtryk for, tilhører hun Chepang-minoriteten, der typisk bor i nogle af Nepals fattigste egne og sjældent ejer land.

Mens hun fortæller, følger de yngste børn nøje med. Det er tre drenge i alderen fra fem til otte år. Alle er møgbeskidte, forkølede og iført hullet tøj. Familien har kun råd til to daglige måltider, der som regel består af majs- eller hirsegrød eller ris med lidt grøntsager til. Kød er en sjældenhed. Kronisk underernæring er udbredt blandt Chepang-folket på egnen.

To af Aiti May Chepangs børn er elever i landsbyskolen, hvor de siden jordskælvet har fået udleveret en lille rulle kiks hver dag. Skolens leder erkender, at det ikke er nok til at stille et barns sult. Men det er bedre end ingenting, og børnene har fået besked på at drikke et glas vand sammen med kiksene, så de mætter mere, forklarer han.

Blandt verdens fattigste lande

Berlingskes besøg i landsbyen finder sted i forbindelse med årets Danmarks Indsamling, hvor temaet er sult blandt børn, og Nepal er blandt modtagerlandene. Det er 11. gang, danske humanitære organisationer går sammen om en landsdækkende indsats, der kulminerer med indsamlingsshowet lørdag aften på DR1.

Nepal er et af verdens fattigste lande, hvor næsten hver tredje af de 29 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen.

Ud over de menneskelige tragedier var jordskælvet i 2015 en katastrofe for økonomien – både på nationalt plan og i de enkelte hjem. Og mens sammenholdet i den første periode efter skælvet var stort, er der i dag voldsomme frustrationer over den langsommelige genopbygning.

Som så meget andet i det sydasiatiske land er indsatsen gået i politisk hårdknude. I ti år har Nepals politiske partier forsøgt at enes om ordlyden i en ny forfatning - en proces der begyndte efter en lang borgerkrig. Utallige interesser er på spil, og kabalen med at fordele indflydelse mellem et hav af minoriteter og politiske grupperinger er endnu ikke gået op.

Mistroen mellem de indblandede parter er intens, og det har haft konsekvenser for anvendelsen af de mange jordskælvsmilliarder, det internationale samfund har lovet Nepal i støtte. Omkring 28 mia. kr. fra de største donororganisationer som Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank er samlet i en national fond. Men lige siden etableringen af fonden har der været et politisk hundeslagsmål om, hvem der skal lede den.

»Desværre er det sådan, at stort set alle vigtige stillinger i staten bliver besat ud fra politiske overvejelser og ikke ud fra kvalifikationer. Fonden er i dag den rigeste institution i landet, så alle, der er ved magten, ønsker at have kontrol over den,« siger Yubaraj Ghimire, chefredaktør på avisen Annapurna Post. Samme dag som Berlingske møder ham på avisens redaktion i Kathmandu, annoncerer den nepalesiske regering, at fondens direktør er blevet fyret. Han blev indsat af den tidligere regering, så Yubaraj Ghimire er ikke overrasket.

Omkring 450.000 personer har modtaget økonomisk støtte fra regeringen til at genopføre deres hjem, men de udbetalte beløb er langt mindre end lovet. Bureaukrati og korruption er andre udfordringer. Det nationale genopbygningsarbejde er i det hele taget gået væsentligt langsommere end ventet, forklarer Shreya Singh fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i Nepal. Den danske nødhjælpsorganisation er til stede i fire jordskælvsramte distrikter og fokuserer på at nå ud til de mest trængende familier ved at arbejde med lokale samarbejdspartnere.

Kastesystemet bestemmer status

»Vi arbejder direkte gennem lokale partnere på græsrodsniveau, der kender områderne og derfor er den bedste garant for, at pengene når ud til de rigtige steder. De samarbejder med repræsentanter fra lokalsamfundet, der kan udpege hvilke husstande, der har mest brug for hjælp,« forklarer hun. Pengene fra dette års Danmarks Indsamling vil Folkekirkens Nødhjælp bruge på en række projekter, der bl.a. skal forbedre udvalgte familiers fødevaresikkerhed og sikre dem et permanent sted at bo.

Familier, der tilhører marginaliserede minoriteter, kommer til at udgøre en betydelig del af modtagerne. Heriblandt nogle af Nepals dalitter – de kasteløse. Hinduismen er den dominerende religion i Nepal, og som det er tilfældet i Indien, er størstedelen af befolkningen inddelt i kaster. En persons kaste er nedarvet og kan ikke ændres. Kastesystemets sociale hierarki opdeler folk i fire lag, der traditionelt har været afgørende for, hvilken status og hvilke muligheder en person har. Nederst i hierarkiet finder man dalitterne, der bliver betragtet som urene, og som ofte diskrimineres. De udgør omkring en femtedel af landets befolkning. 61-årige Kale Sunar er dalit og mistede sit hjem under jordskælvet. Han lever af at fremstille metalredskaber og bor sammen med 25 slægtninge i en samling huse bygget af træ og blikplader. Hans ene barnebarn går i landsbyens skole. Han fortæller, at Nepals kasteløse stadig bliver set ned på, men at det sker i mindre grad end tidligere.

»Tiderne ændrer sig. I dag kan et par, der er forelsket, godt blive gift, selv om de tilhører forskellige kaster. Før i tiden ville de være blevet jaget ud af landsbyen. Men det vil ikke være problemfrit,« siger han.

Især de ældre landsbyboere af højere kaste holder sig helst på afstand. De ville ikke sidde sammen med Kale Sunar og hans familie eller spise mad, de har tilberedt.

»Vi er også mennesker, vi er ikke dyr, men vi bliver behandlet anderledes. Det burde afskaffes,« siger den 61-årige dalit.

Normalt går der ca. 80 år mellem større jordskælv i Nepal. Forskere påpeger dog, at det ikke var hele jordskælvet i 2015, der nåede op til overfladen. Der ligger altså stadig et voldsomt tryk, bl.a. under hovedstaden, Kathmandu, der potentielt kan udløse et endnu kraftigere jordskælv om ti år, ét år eller få måneder.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina