Jordskælv får højhuse til at svaje i Tokyo

Et kraftigt jordskælv har ramt ud for Japans kyst.

Havet ud for Japans nordøstlige kyst blev fredag morgen dansk tid ramt af et kraftigt jordskælv med en styrke på 6,8.

Myndighederne udsendte efterfølgende et tsunamivarsel, som dog er afblæst igen.

Skælvet ramte i 20 kilometers dybde og var så voldsomt, at bygninger i den japanske hovedstaden, Tokyo, svajede.

Ingen meldinger om skader

De kraftige rystelser fik myndighederne til at advare om, at bølger på mindst en halv meters højde formentlig ville skylle ind over kysten.

Tsunamivarslingen gjaldt blandt andet Fukushima-regionen, men der er ingen meldinger om skader på atomkraftværket Fukushima Daiichi, som i marts blev ødelagt af et andet kraftigt jordskælv.

Flere end 20.000 mennesker blev dengang dræbt - og mange er fortsat savnet.

Der er ingen meldinger om ødelæggelser eller tilskadekomne efter fredagens skælv.

Flere motorveje er dog lukket, og højhastighedstoge er indstillet, rapporterer tv-stationen NHK.

/ritzau/Reuters