Johnson vil have mere atomkraft og af med gasvandvarmere

I et 368 sider langt klimaudspil udstikker den britiske regering vejen mod klimaneutralitet senest i 2050.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, præsenterer tirsdag en omfattende plan for Storbritanniens grønne omstilling.

Alle steder i den britiske økonomi – fra industrien over transport til opvarmning i de britiske hjem – skal der findes alternativer til kul, olie, gas og benzin.

»Storbritannien vil føre an på vejen mod at blive klimaneutral,« lyder det fra Johnson i forordet til regeringens nye klimaudspil.

Udspillet fylder 368 sider. Det består af en lang række løfter og hensigter, der skal være med til at styrke den grønne omstilling i Storbritannien.

Blandt målene er at stoppe brugen af fossilt brændstof i elsektoren senest i 2035.

Strømmen i de britiske stikkontakter skal fremover komme fra blandt andet et nyt atomkraftværk, havvindmøller og hydrogen.

Det varme vand skal fremover ikke komme fra gasvandvarmere, som er udbredt i huse i Storbritannien. Fra 2035 vil der ikke blive solgt nye gasvandvarmere.

I stedet vil man blandt andet gå over til varmepumper og anden mere klimavenlig teknologi.

Regeringen tager dog det forbehold, at der skal være forsyningssikkerhed.

På transportområdet skal der blandt andet bruges knap 5,5 milliarder kroner på tilskud til elbiler og ladestandere rundt om i gaderne.

Bilforhandlerne vil være forpligtet til at sælge en vis andel elbiler årligt, meddeler tv-stationen BBC.

Ifølge det britiske finansministerium vil det formentlig blive nødvendigt med skattestigninger. De skal kompensere for tabet af indtægter fra afgifter på blandt andet benzin.

Den nye klimaplan kommer, 12 dage inden at stats- og regeringschefer mødes til klimatopmødet COP26 i Glasgow.

/ritzau/Reuters