Johnson trækker krigsskibe væk fra Jersey efter strid om fiskeri

Franske fiskere, der har protesteret ved den britiske ø Jersey om ret til fiskeri efter brexit, vender hjem.

 
Frankrig og EU-Komissionen mener, at øen Jersey og Storbritannien bryder den indgåede brexit-aftale ved at indføre nye regler om fiskerirettigheder i britisk farvande. Video: AP, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oddershede Geertsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har beordret to flådefartøjer, der var sendt til øen Jersey efter en konflikt med franske fiskere, til at vende hjem.

Det siger en talskvinde for den britiske regeringschef.

»Eftersom situationen er løst for nu, så vil flådens patruljebåde forberede sig på at vende tilbage til britisk havn,« siger hun og tilføjer:

»Vi forbliver på standby for at kunne give den yderligere assistance, som Jersey måtte anmode om.«

Beslutningen om at trække de britiske flådeskibe tilbage kommer, efter cirka 50 franske fiskerbåde torsdag vendte om. De havde været samlet ved kanaløen Jersey for at protestere over nye regler om fiskerirettigheder i britisk farvand.

Det fortalte en af de franske fiskere til nyhedsbureauet AFP. Ludoviz Lazaro, der har fiskeribase i havnen Granville, sagde, at fiskerne har haft et møde med de lokale myndigheder på Jersey. Uden at det var ført til et resultat.

»Nu er det op til ministre at finde en aftale. Vi vil ikke være i stand til at udrette meget mere,« siger han.

Frankrig mener sammen med EU-Kommissionen, at briterne bryder med den brexit-aftale, de har indgået med EU.

De franske fiskere siger, at de med en ny brexit-fiskeriaftale, som Jersey ensidigt har sat i værk, fratager dem fiskeri ud for øen.

Den franske vrede retter sig mod en forordning fra Jerseys lokalstyre. Det har udstedt 41 licenser. De indeholder krav om, hvor længe ad gangen de franske fiskerbåde må opholde sig i farvandet omkring Jersey.

»Frankrig lader sig ikke skræmme af udsendelsen af britiske flådefartøjer til Jersey.« Det sagde den franske minister for europæiske anliggender, Clement Beaune, tidligere torsdag.

Men han føjede til, at Frankrig ikke har noget ønske om en optrapning. Kun at briterne holder sig til de aftaler, de har med EU, efter sidste år at være trådt ud af Den Europæiske Union.

Torsdag morgen protesterede de omkring 50 franske fiskerbåde ved havnen i Saint Helier på Jersey. De blokerede havnen og hindrede britiske fiskere i at komme ud.

/ritzau/Reuters