Det var kun en lille begivenhed i Jerusalem, som aldrig fik nogen større opmærksomhed. Den jødiske shabbat var netop forbi, og i lørdagens tusmørke stod en større flok ultraortodokse drenge og unge og kastede med sten mod de forbipasserende på Hanevim – Profeternes gade. Nogle udlændinge kiggede vantro og spørgende på hinanden, mens de prøvede at undgå stenene. Den eneste jødiske israeler iblandt dem råbte på hebraisk, at de skulle holde op og gik over for at tale med nogle religiøse voksne, der stod og så på optrinnet.

»De troede, at vi var arabere. Der er jo konflikten med dem,« sagde han forklarende, da han kom tilbage.

Et lille stykke oppe ad vejen holdt en politibil. En anmeldelse af, hvad der var foregået, førte til en kort samtale med israeleren, hvorefter politiet uden et ord til udlændingene vendte bilen og kørte i den modsatte retning. I andre tilfælde legitimerer den israelske hær skud som forsvar mod stenkastende palæstinensiske børn og teenagere, fordi »sten kan dræbe«.

Næsten hver dag er volden til stede i små smertefulde glimt på Vestbredden og i Israel. Som oftest »drukner« de små konfrontationer i de store konfrontationer mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker, flyangreb på Gaza og raketangreb fra Gaza samt, de i øjeblikket sjældne, større, palæstinensiske terrorangreb. Nu er det imidlertid begrebet »jødisk terror«, der har fået et nyt, opsigtsvækkende og ildevarslende udtryk.

»Jeg vil gerne udtrykke min harme også på vegne af de israelske borgere over det forkastelige drab på din søn. Vi handlede øjeblikkeligt for at pågribe morderne. Vi vil bringe dem for retten, og de vil komme til at mærke lovens yderste konsekvens. Vi afviser al brutal opførsel. Mordet på din søn er afskyelig, og det kan ikke blive tolereret af noget menneske,« lød det fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under en telefonsamtale med Muhammad Abu Khdeir mandag morgen.

De seneste dage er der lækket små brudstykker fra efterforskningen, og det er kommet frem, at Khdeirs søn blev myrdet på den mest bestialske vis, efter at han onsdag i sidste uge blev hevet ind i en bil og bortført. Den 16-åriges forkullede lig blev fundet i en skov uden for Jerusalem. Obduktionen viser, at han havde sod i lungerne og formentlig blev brændt levende. Ifølge israelske presseforlydender blev han tilsyneladende forinden tvunget til at drikke benzin. Drabet menes at være »hævn« for tre kidnappede israelske teenagere, som dagen forinden var blevet fundet dræbt på Vestbredden. Gerningsmændene til drabet på den palæstinensiske teenager menes også forinden at have forsøgt at bortføre palæstinensiske børn.

Premierministerens opkald til den palæstinensiske familie kommer næsten en uge efter drabet.

Frygt for vold i Jerusalem

I mellemtiden har der været en række konfrontationer i Jerusalem og andre steder, og hvor blandt andet den dræbtes 15-årige fætter på besøg fra USA blev gennembanket og anholdt af israelsk politi. Folk i Jerusalem fortæller til Berlingske, at frygten for mere vold er mærkbar. Ingen ved, om den dræbte palæstinensiske teenager er gnisten, der kan antænde en ny palæstinensisk opstand. Og som noget nyt gælder frygten nu også, at den jødiske, nationalistisk religiøse ekstremisme kan komme ud af kontrol. Mandag eftermiddag forsøgte Michael Melchior, dansk-israelske rabbiner og tidligere knessetmedlem, at sende et helt andet signal med et møde mellem Khdeir og en gruppe rabbinere.

»Det er en symbolsk erklæring om solidaritet. Alle er imod det, der er sket, og det her vil vise, at også rabbinere på det yderste højre er imod,« siger Melchior.

Men de gode viljer kan ikke dække over, at Israels jødiske befolkning står dybt splittet i spørgsmålet om, hvordan man skal håndtere konflikten med palæstinenserne. Man kan måske enes om at tage afstand fra et barbarisk drab, men tusinder af »likes« på Facebook til krav om hævn for de dræbte jødiske teenagere fortæller, at mange ser det som en isoleret hændelse. Jerusalems borgmester, Nir Barkat, har udtrykt det med en fordømmelse, hvor han også siger, at »sådan er vi ikke«. Omkring 70 drab begået af israelske sikkerhedsstyrker i de besatte områder det seneste år mod demonstranter og folk i forbudte områder har ikke ført til større protester. Heller ikke selv om flere af de dræbte har været ubevæbnede teenagere og børn på 14-15 år.

Resignation over for nationalisme

Nogle tolker det, som om »de sekulære jøder« i Tel Aviv-området har resigneret over for en benhård nationalistisk, religiøs bølge i Israel, der har skubbet tidligere tiders politiske zionisme i baggrunden. En nylig statistisk opgørelse refereret i Jerusalem Post viste, at omkring hver femte jødiske israeler betegner sig selv som ultraortodoks, mens omkring 40 procent opgav deres tro som konservativ religiøs. Af de resterende sagde otte ud af ti, at de troede på Gud, men ikke levede striks efter de religiøse dogmer.

»Israel befinder sig i en kulturkamp. En magtkamp. Enten forbliver det som en semisekulær stat som i dag, eller også bliver det en teokratisk stat,« siger Herbert Pundik i debatbogen »Pundik & Krasnik — og resten af verden«.

Den erklærede ikke-religiøse Pundik valgte at stifte familie – og kæmpe for Israel – sideløbende med sit arbejde som journalist og redaktør i Danmark, men i debatbogen konstaterer Pundik, at »den religiøse ekstremisme breder sig ligesom i den arabiske verden«.

Det har også haft indflydelse på fredsprocessen, som det tydeligt har vist sig i fremtrædende politikeres udtalelser under den fredsproces, der gik helt i stå i foråret. Nu gælder det ikke længere »kun« en strid om landområder, men i højere og højere grad om den jødiske ret til »det hellige land«. Det bibelske Israel ligger for en stor del på den nuværende Vestbred, som, verdenssamfundet ønsker, skal udgøre kernen i en palæstinensisk stat.

Den danske overrabiner, Bent Lexner, hæfter sig ved, at det israelske demokrati efter hans mening har reageret, som det skal i forbindelse med efterforskningen af mordet på den dræbte palæstinenser. Han mener også, at den palæstinensiske side har et stort ansvar for de fortsatte konfrontationer, men han lægger ikke skjul på, at udviklingen i Israel langtfra går den vej, som han kunne ønske sig.

»Jeg håber og tror på, at der på længere sigt vil være en fornuftig udvikling, og at det ekstreme højre ser, at deres handlinger ikke fører til noget som helst. Jeg går ikke ind for en teologisk, jødisk stat, og jeg håber, at Israel kan fortsætte med at være et demokrati, selv om jeg selvfølgelig indimellem må sige, at demokratiet hænger i en tynd tråd.«

Forskel på terror

Flere israelske kommentatorer fordelt bredt ud over det politiske spektrum har de senere år advaret om, at det kan få alvorlige følger, at regeringen ikke er i stand til at tage hånd om det hastigt voksende problem med de såkaldte »prismærke«-aktioner med groft hærværk og terror mod palæstinensere og deres ejendom. Det sker som »hævn« for restriktioner på bosættelser eller for at forhindre indrømmelser til palæstinenserne.

Tidligere fandt det hovedsagligt sted i de besatte områder, men på det seneste har overgrebene været rettet mod den arabiske befolkning i Israel. Flere har pointeret, at situationen på et tidspunkt ville løbe løbsk med netop den alvorlige eskalering, som man nu har set.

Den israelske efterretningstjeneste advarede for et par år siden om, at jødiske ekstremister med en religiøs-national dagsorden hele tiden bliver både bedre organiserede og mere avancerede i deres metoder. Alligevel afviste Israels regeringskoalition for nylig at karakterisere prismærke-aktionerne som terror begået af terrorister og dermed give myndighederne mulighed for at gribe ind i stil med aktioner over for mistanker om palæstinensiske terrorplaner.

»Vi ser ikke resultater, fordi vi ikke har til hensigt at skabe resultater,« har Carmi Gillon sagt til Jerusalem Post.

Den tidligere efterretningschef og tidligere israelske ambassadør i Danmark siger til avisen, at for den interne efterretningstjeneste, Shin Bet, »er der ikke noget, man ikke kan – kun det, man ikke ønsker at gøre«.

Tale om optrapning

I stedet for at slå politisk ned på truslen fra jødiske ekstremister har det religiøst baserede, bosættervenlige regeringsparti »Jødisk Hjem« igen rejst debatten om at annektere størsteparten af Vestbredden med små enklaver til palæstinenserne for at undgå at skulle indlemme dem i Israel.

Udenrigsminister Avigdor Lieberman har talt kraftigt for at genbesætte Gaza-striben og har tidligere sagt, at israelsk militær bør have ordre om at skyde med skarpt mod stenkastende unge. I Netanyahus Likudparti taler fremtrædende medlemmer for helt at opgive Oslo-processen og forsøget at nå frem til en tostatsløsning. Alt præsenteres i en cocktail med god brug af religiøs patos.

Selv om politikerne tager afstand fra volden, er det en konfrontatorisk dagsorden, som ekstremisterne kan nikke anerkendende til.

Den danske overrabiner tror, at en stor del af den israelske befolkning vil foretrække en fredelig løsning på konflikten, men han erkender, at det ikke er den vej, det går i øjeblikket.

»Når politik og religion blandes sammen, så er det et helvede, og det er ikke kun i Israel. Det har vi set alle vegne,« siger Bent Lexner.