Joe Biden vil tildele Qatar særlig status i forhold til NATO

USAs præsident, Joe Biden, vil udpege Qatar som en vigtig NATO-partner uden for medlemskredsen.

U.S. President Joe Biden holds a bilateral meeting with Qatar's Emir Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani in the Oval Office at the White House in Washington, U.S., January 31, 2022. REUTERS/Leah Millis Fold sammen
Læs mere
Foto: LEAH MILLIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USAs præsident, Joe Biden, vil udpege Qatar som en »større ikke-NATO allieret«.

Det siger Joe Biden i forbindelse med et møde i Det Hvide Hus mandag med Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani.

Den særlige status gives af USA til nære allierede, som ikke er medlemmer af militæralliancen, men som har et strategisk samarbejde med det amerikanske militær.

»Qatar er en god ven og en pålidelig og dygtig partner. Jeg vil meddele Kongressen, at jeg vil udpege Qatar som en vigtig allieret uden for NATO for at afspejle vigtigheden af vores forhold. Jeg mener, at det er på høje tid,« siger Biden.

Blandt lande, som samarbejder med NATO på den måde, er Israel, Egypten, Brasilien, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.

Qatar indtog en stor rolle i evakueringen af udenlandske borgere samt lokale, der havde samarbejdet med vestlige lande, fra Afghanistan sidste år, efter at Taleban-bevægelsen havde overtaget magten i landet.

Tusindvis blev bragt til det amerikanske militærs luftbase Al Udeid i Qatar, der fungerede som et knudepunkt for de evakuerede.

Et andet tema på mødet mellem Biden og Qatars statsoverhoved var den ulmende konflikt mellem Ukraine og Rusland, som har placeret over 100.000 kampklare soldater langs grænsen til Ukraine.

USA og andre vestlige lande har advaret Rusland om hårde økonomiske sanktioner i tilfælde af et angreb på nabolandet.

Men samtidig er der bekymring for, at Rusland som et modtræk kan afbryde forsyningen af naturgas til Europa. EU importerer cirka 40 procent af sin naturgas fra Rusland.

Hvis forsyningerne fra Rusland skulle blive afbrudt, kan en mulighed være at afhjælpe problemet ved at omdirigere naturgas fra Qatar, der er verdens største producent af naturgas, til Europa.

Men det vil forudsætte accept fra Qatars normale importører af naturgas, som har langtidskontrakter om leverancer.

Kilder oplyste onsdag, at USA har henvendt sig til Qatar og andre store energiproducerende lande for at høre, om de kan hjælpe, såfremt Rusland angriber Ukraine, og USA indfører sanktioner over for Rusland.

»Qatars store naturgaskunder vil skulle overtales af USA eller andre for at give grønt lys til at omdirigere deres gas til Europa som en kortsigtet løsning,« sagde en kilde i Qatar.

/ritzau/Reuters