USAs præsident, Joe Biden, har flere gange vakt opsigt ved at fremstå forvirret i offentligheden.
For eksempel kom han i sidste uge til at sige, at præsident Putin var »ved at tabe krigen i Irak.« Ligesom han for nylig lavede et bizart optrin i et tv-interview.
Nu er han så igen havnet i en pinlig situation, som du kan se i toppen af artiklen.
Således opdagede Twitter-brugere en detalje ved det korte pressemøde, som blev afholdt onsdag ved NATO-topmødet, der handlede om, hvordan G7-landene vil støtte Ukraine i fremtiden.
Her kom Joe Biden nemlig til at kalde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, for »Vladimir« i stedet for Volodomyr.
Det skete, mens de to præsidenter stod lige ved siden af hinanden på pressemødet.
Og det er altså langtfra første gang, at Biden kommer til at begå en fejl, når han taler til offentligheden.
»Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at Biden mumler og får sagt forkerte ting og fremstår som en gammel, forvirret mand«, siger Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel.
»Det gavner altså ikke USAs sag. Landet skal fremstå som verdens eneste supermagt, og Biden har ikke råd til at fremstå som en gammel mand,« fortsætter Jacob Heinel.
Joe Biden er den ældste amerikanske præsident nogensinde, og han bliver ofte kritiseret for ikke at være egnet til posten netop på grund af sin alder. Demokraterne kan se frem mod et præsidentvalg i 2024, hvor deres kandidat vil være 81 år gammel.
Meningsmålinger viser, at mange amerikanske vælgere over en bred kam har givet udtryk for, at de synes, Joe Biden er for gammel.
Det svarer 65 procent af de adspurgte i en måling fra Quinnipiac University fra maj.
Heraf har 41 procent af hans egne vælgere, altså demokraterne, denne holdning, mens 57 procent ikke mener, at det er et stort problem.