Joe Biden har én vigtig mission i nat: Undgå at fremstå gammel og konfus

En bombe er landet lige midt i Donald Trumps valgkamp. Og præsidenten hævder – helt uden bevis – at Joe Biden vil være på stoffer i aften. Scenen er sat til præsidentkandidaternes første store TV-duel.

Det er dage som disse, der gør Demokraterne nervøse.

De er næppe bange for, hvad Donald Trump har forberedt. De ved, han bliver grov i munden. Det gør han altid. Nej, de gruer for, at Joe Biden dummer sig. At den ældste præsidentkandidat nogensinde vil fremstå gammel og konfus.