Jobskabelse i USA overrasker og fejrer 100 måneders fødselsdag

Der er rund fødselsdag i det amerikanske opsving, hvor beskæftigelsen er steget i 100 måneder.

Der blev i januar skabt 304.000 job i USA uden for landbruget.

Det viser den månedlige rapport, der måler temperaturen på det amerikanske jobmarked.

Det er dermed næsten dobbelt så meget, som analytikerne havde regnet med.

Forventningen lød, at der ville blive skabt 165.000 job i januar.

Dermed kan det amerikanske jobopsving fejre 100 måneders fødselsdag, da beskæftigelsen er steget uafbrudt i den periode, konstaterer Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank.

»At beskæftigelsen bliver ved med at stige, tyder på, at amerikansk økonomi stadig er i god form,« skriver han i en kommentar.

»I fjerde kvartal sidste år var der i markedet ellers stor bekymring for, at amerikansk økonomi var ved at bremse hurtigt op.«

Hos Nordea kalder cheføkonom Helge J. Pedersen det for en "supersolid" jobrapport.

Samtidig mener han, at den amerikanske økonomi er velkørende.

»Selv om der er noget, der tyder på, at den amerikanske økonomi ikke er immun over for handelskrigen, var jobskabelsen i januar over al forventning,« skriver han i en analyse.

I forbindelsen med offentliggørelsen af jobrapporten blev den seneste opgørelse over arbejdsløsheden også afsløret.

I januar lå arbejdsløsheden på 4,0 procent, og det er en my mere, end Wall Street-analytikerne havde forventet.

Forventningen lød på 3,9 procent, som også var niveauet i december.

Lukningen af den offentlige sektor i USA har dog spillet en rolle, lyder det fra Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank.

»Det skyldes, at arbejdsløshedsprocent bliver beregnet ud fra en helt anden rapport – nemlig husholdningsundersøgelsen, hvor de hjemsendte medarbejdere bliver talt med som værende arbejdsløse.«

/ritzau/Reuters