JK Rowling og Elon Musk nævnes i sagsanlæg om cybermobning anlagt af den algeriske bokser Imane Khelif

De omtalte hende som en mand og diskuterede hendes berettigelse i bokseringen med deres tusinderne af følgere. Nu har hun inddraget dem i et sagsanlæg om cybermobning. 

Den algeriske bokser, Imane Khelif, insisterede gentagne gange under De Olympiske Lege på, at hun er en kvinde. Da hun i sidste uge vandt en olympisk guldmedalje i boksning, sagde hun, at den havde en ''særlig smag'' efter at have været udsat for det, som hun kalder cybermobning.  Mohd Rasfan/AFP/Ritzau Scanpix

I sidste uge vandt hun guld ved De Olympiske Lege i Paris i kvindernes 66 kilos vægtklasse i boksning, mens hele verden diskuterede hendes køn.

De kaldte hende for en mand på det sociale medie X, og delte indhold, der antydede, at hun ikke burde have en plads i konkurrencen for kvindelige boksere. 

Nu har hun taget en ny kamp op.

Både Harry Potter forfatteren JK Rowling og X-ejeren Elon Musk er nævnt ved navn i et sagsanlæg om cybermobning, indgivet til de franske myndigheder, anlagt af den omdiskuterede algeriske bokser, Imane Khelif.

Det afslørede Khelifs advokat, Nabil Boudi sent tirsdag aften, skriver Variety.

I sagsanlægget hævder bokseren at være offer for »misogyn, racistisk og sexistisk cybermobning,« som hendes advokat beskrev som »digital selvtægt.«

Imane Khelif har gentagne gange insisteret på, at hun er en kvinde.

Det stoppede dog hverken Rowling eller Musk i at omtale Khelif som en mand, da de diskuterede kontroversen om bokseren under OL på det sociale medie X.

Sagsanlægget er indgivet til de franske myndigheder, som skal undersøge sagen. Her antydede Khelifs advokat, at den amerikanske præsidentkandidat, Donald Trump, også vil være en del af undersøgelsen.

På sit eget sociale medie, Truth Social, delte Trump et billede af Khelif i kamp mod den italienske bokser, Angela Carini, hvor han skrev, at han »vil holde mænd ude af kvindesport.«

»Trump tweetede, så uanset om han er nævnt i vores sagsanlæg eller ej, vil han uundgåeligt blive undersøgt som en del af retsforfølgelsen,« siger Nabil Boudi.

Diskussionen om køn og sport

Efter den italienske bokser Angela Carini trak sig kun 46 sekunder inde i deres kamp, græd og nægtede at give Khelif hånden er algerieren blevet en af de mest diskuterede atleter under OL. 

Kampen mellem algerieren og italieneren førte til en international diskussion, hvor både verdensledere og prominente og store navne satte spørgsmålstegn ved bokserens køn og plads i kvindernes sport både i nyhedsbilledet og på de sociale medier.

Her delte JK Rowling et billede af Khelif og Carini efter kampen til sine 14,2 millioner følgere på X, hvor hun skrev:

»Smilet fra en mand, der ved, at han er beskyttet af en kvindehadende sportsinstitution, der nyder nøden af en kvinde, han lige har slået i hovedet, og hvis livsambition han lige har knust.«

I et andet X-opslag skriver Harry Potter-forfatteren, at hun ikke påstår, at Khelif er transkønnet:

»Min og mange andres indvending er, at mænds vold mod kvinder bliver en olympisk sport,« skriver hun.

X-ejeren, Elon Musk, delte også et opslag på X, som den tidligere amerikanske collegesvømmer og kvindesportsaktivist, Riley Gaines, lagde op. Her skriver Gaines, at »mænd ikke hører til i kvindesport.«

»Absolut,« skrev han.

Det er blandt andet de X-opslag, der ligger til grund for, at både JK Rowling og Elon Musk nu vil blive undersøgt af de franske myndigheder. 

Kontroversen der startede det hele

Ved sidste års verdensmesterskabsfinale blev Khelif diskvalificeret fra konkurrencen, da den Internationale Bokser Forening (IBA) meddelte, at hun ikke var blevet godkendt i en kønstest.

Ifølge IBA-testene skyldes det, at der i Khelifs dna fandtes XY-kromosomer.

Personer født med XY-kromosomer er biologisk mænd. Man kan dog blive født med dét, der kaldes en DSD-tilstand. Det betyder, at ens kønsudvikling, herunder hormoner og reproduktive organer påvirkes.

IBA har siden fået frataget rettighederne til at styre global boksning.