Lederen af det svenske højrefløjsparti Sverigedemokraterna er blevet tilbageholdt i Tyrkiet. Her har Jimmie Åkesson de seneste dage uddelt flyveblade til flygtninge og migranter, som ønsker at krydse grænsen til Grækenland.

Flyvebladene skulle informere om, at Sverige ikke har plads til flere flygtninge. Men Jimmie Åkesson havde ikke tilladelse til at dele papirerne ud.

Derfor er han nu blevet tilbageholdt af tyrkisk politi, blevet fragtet til Istanbul og sat på et fly, der lander i København i aften. Fra Danmark ventes han at tage tilbage til Sverige. Det skriver det svenske medie SVT på baggrund af tyrkiske medier.

Mange tusinde flygtninge og migranter befinder sig netop nu i grænselandet mellem Tyrkiet og Grækenland, da den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ikke længere forhindrer flygtninge i at rejse mod EU. Grækenland holder dem lige nu ude.

Åkesson tog af sted tirsdag. Han hævder selv at have talt med mange flygtninge, der har Sverige i kikkerten.

»Alle vil til Europa, primært Nordeuropa. De nævner Tyskland og Sverige. Jeg mødte én, der vil til Holland. Det er vores del af Europa, de vil til,« siger Åkesson.

Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterna deler løbesedler ud i Erdine i Tyrkiet tæt på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet.
Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterna deler løbesedler ud i Erdine i Tyrkiet tæt på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Sverigedemokraterna

Sverigedemokraternas pressechef, Henrik Gustafsson, bekræfter, at Jimmie Åkesson er blevet bremset og sendt ud af Tyrkiet.

»Vi kan bekræfte, at det land, som Morgan Johansson (Sveriges justitsminister, red.) vil forhandle med og give flere penge til, er et land, hvor man bliver anholdt og udspurgt for at uddele flyveblade, som ikke er godkendt af staten.«

»Tyrkiet er en skurkestat, som absoult ikke bør have indflydelse på europæisk migrationspolitik.«

Det tyrkiske medie Hürriyet har lagt en video på Twitter, der viser, at Jimmie Åkesson bliver ekskorteret gennem den internationale lufthavn i Istanbul af et par politibetjente.

Siden 2016 har EU og Tyrkiet haft en aftale om, at Tyrkiet skal holde flygtninge ude af EU, mens EU skal sende store milliardsummer til Ankara. Den aftale har Erdogan flere gange truet med at ophæve – og denne gang ser det altså ud til, han gør alvor af truslen.

Tyrkiet forhindrer ikke længere flygtninge og migranter i at rejse mod EU. Tværtimod har der været eksempler på, at tyrkerne har hjulpet flygtningene på vej.

Grækenland har nu vedtaget et midlertidigt asylstop og lader ikke nogen passere over grænsen.