Jihad-rapport deler Australien

Australien er det vestlige land, hvor unge muslimer er mest modtagelige over for radikalisering, siger en omstridt rapport.

En kontroversiel rapport, som er delvist finansieret af det australske immigrationsministerium, viser, at op mod 3000 af Sydneys unge muslimer, kan være modtagelige over for islamisk fundamentalisme, skriver Australiens svar på DR Nyheder, ABC News.

Tallene vækker stor opsigt, fordi Australien dermed, kan være det vestlige land, hvor islamisk fundamentalisme har de bedste betingelser.

- Grundlaget for fundamentalistisk undervisning er relativt stærkere her, end man måske havde forestillet sig, at det ville være i Storbritannien og USA, siger manden bag rapporten, Mustapha Kara-Ali, der tidligere har rådgivet den australske premierminister, John Howard, i muslimske spørgsmål.

Mustapha Kara-Ali mener, at islamisterne i Australiens unge muslimske samfund, har nemmere ved at få deres budskab ud, end islamister i andre lande, hvor moderate muslimer, virker som en modvægt til de ekstreme budskaber.

- Det muslimske samfund er relativt nyt i Australien. Derfor findes der ingen etableret moderat islamisk orden, med dybe rødder i samfundet, hvilket ekstremisterne udnytter, siger han.

Mustapha Kara-Ali, hævder, at han har kunnet identificere de personer, som er i fare for at bliver radikaliseret af ekstremister, ud fra følgende definition.

- Radikalisering er, når en hvilken som helst ung person er blevet udsat for en hvis mængde ekstremistisk undervisning, og derefter handler på baggrund af undervisningen, hvilket muligvis - men ikke nødvendigvis - ender med terrorisme, siger han.

I alt har Kara-Ali talt med 200 unge muslimer i den sydvestlige del af Sydney, samt deres forældre og ledere i det muslimske lokalsamfund.

Ifølge rapporten er mellem 2000 og 3000 af Sydneys unge muslimer, svarende til cirka én procent af byens 200.000 muslimer, allerede blevet påvirket af islamistiske fundamentalister, hvilket kan medføre, at nogle af de unge bliver militante.

Flere eksperter er dog kritiske over for tallene, og undrer sig over, at andelen af radikaliserede unge skulle være højere i Australien end i USA og Storbritannien, som netop har været skueplads for tre fejlslagne bilbomber i weekenden.

Lektor David Wright-Neville, der underviser i politik og terrorisme på Monash universitet, anslår at Storbritannien huser cirka 1500 personer, som er radikale nok til at overveje voldelige midler, men at tallet må være lavere i Australien.