Dallas, 22. november 1963, middag

Kaptajn James Swindal har taget de sidste bidder af sin frokostsandwich, da uventet støj fra en af præsidentflyets radioer fanger hans opmærksomhed. En Boing 707, den hvidt-blåt-og-rødt-bemalede Air Force One, holder parkeret i den texanske by Dallas’ Love Field-lufthavn.James Swindal får hverken fat i helheden eller meningen i de korte meddelelser, der lyder på Secret Service-agenternes interne frekvens:

»Lancer er såret. Det ser slemt ud,« knitrer en stemme efterfulgt af ordren »Dagger, dæk Volunteer.« Så tavshed.

»Lancer« er præsidenten, John F. Kennedy. Så meget ved piloten. »Dagger« er vist nok en yngre agent. »Volunteer« er vicepræsident Lyndon B. Johnson.

Swindal tænker. Måske er en agent kommet til skade under den køretur, som USAs 46-årige, aristokratiske, moderne leder er på gennem Dallas by? Måske har præsidenten, der døjer med ryggen, fået et akut smerteanfald på køreturen? Den næste besked, der kommer igennem på sikkerhedsagenternes radio, er mere klart forståelig: Air Force One skal omgående gøres klar til afgang.

Formiddag, Love Field

»Vi har retning mod tosseland i dag.«

John F. Kennedy smiler og smider den lokale avis på gulvet i Air Force One’s soveværelse. Dallas Morning News indeholder en annonce, hvor præsidenten bliver kaldt »kommunistelsker«.

FBI og Secret Service har smilet knap så meget. Den sydlige stat, målet for præsidenten og vicepræsident Johnsons charmeoffensiv til fem byer, er hjemsted for ekstremister, som synes, at »JFK« er for blød over for kommunismen og for uamerikansk. Den lokale guvernør har advaret præsidenten mod et besøg i byen, som er »for emotionel«; lokale advokater og dommere har sendt breve til Det Hvide Hus med advarsler mod besøget, og selv et brev fra en lokal husmor er nået frem til Det Hvide Hus:

»Lad ikke præsidenten komme herned. Jeg er bekymret for ham. Jeg tror, noget frygteligt vil ske ham,« skrev kvinden baseret på sine fintfølende vejringer af den texanske luft.

Men da præsidentparret – den kønne, 34-årige Jacqueline Kennedy, kaldt Jackie, og hendes 12 år ældre mand – lidt før klokken 12 lokal tid træder ud af Air Force One, er der intet andet at se end jublende tilskuere. I et brud på protokollen træder Jackie først ud af flyet; ulasteligt, men moderne klædt i pink hat og dragt med marineblå krave. På hænderne kridhvide handsker. Snart er præsidentparret klar til den planlagte køretur i den lange, åbne præsidentlimousine, som er blevet fløjet til Dallas i dagens særlige anledning. Præsidentparret sætter sig bagerst, det lokale guvernørpar Connally i midten, og mens karavanen af limousiner og Secret Service-biler ruller ind mod byen gennem menneskefyldte veje, læner Air Force Ones personale sig tilbage. Nu, for et par timer, kan de slappe af.

Middag, Dealey Plaza, Dallas

»Mr. President, De kan ikke sige, at Dallas ikke elsker Dem.«

Nellie Connally, den lokale guvernørs kone, vender sig om og kommenterer tilfreds de jublende tilskuere, da kortegen drejer ned ad Deale y Plaza. Jackie Kennedy har andre tanker siddende i sin uldne spadseredragt. Præsidentfruen har aldrig været i Texas før, og november her er langt varmere, end hun troede, skal hun senere fortælle i en biografi:

»Det var så varmt, […] jeg så en bro længere fremme og tænkte ’Åh, godt, så bliver det køligere’. Så hørte jeg skuddet. Det første.«

I alt tre skud falder, mens limousinen bevæger sig på Dealey Plaza. Det første får John F. Kennedy til at dreje hovedet. Ved andet skud løfter han armene op mod halsen, mens Jackie vender sig mod ham, som vil hun tage om ham. Det tredje skud omdanner højre side af hans hoved til en pink eksplosion. USAs 35. præsident synker sammen, hans kone kravler halvt ud af sædet og rækker bagud mod den Secret Service-agent, der allerede er i løb den anden vej for at lægge hele sit beskyttende korpus hen over førstedamen og præsidenten.

Det hele tager blot otte sekunder, men det er allerede for sent. Klokken er 12.30 lokal tid.

Over middag, Love Field

Præsidentens limousine kommer tilbage klokken 13.15. Tom og med bagsædet indsølet i blod kører bilen med en Secret Service-agent ved rattet direkte op ad rampen og ind i transportflyet. Han bremser knap.

Pilot James Swindal har beordret Air Force One tanket helt op. Forvirrede meldinger fra Det Hvide Hus hjemme i Washington lyder nu på, at præsidenten er blevet skudt. Men er han død? Er Jackie ramt? Er vicepræsidenten? Og hvad bliver næste led i dette anslag mod præsidentskabet? Er Air Force One næste mål – måske for bomber eller en torperende brændstofbil? Er det russerne, cubanerne, vietnameserne, der har indledt et angreb?

Pilot James Swindal forstår intet, men så kommer to biler hvinende over landingsbanen, den første med vicepræsident Lyndon B. Johnson sammenkrøbet på bagsædet, den anden med vicepræsidentfruen, og – skal Air Force One-kaptajnen senere berette – i det sekund ved han det bare. Han behøver knap bevæge sig ud af cockpittet for at høre det rullende TVs meldinger, der vil lægge sig som en dyne af vantro over nationen, fremsagt af nyhedsværten Walter Cronkite:

»Fra Dallas, Texas, i en tilsyneladende officiel meddelelse: Præsident Kennedy døde klokken 13, centralamerikansk tid, klokken 14 østamerikansk tid, for cirka 38 minutter siden.«

På den sort-hvide TV-skærm i Air Force Ones statsrum tager Cronkite sine briller af og sætter dem så på igen. Han holder en lang pause og synker igen og igen, før han kan fortsætte:

»Vicepræsident Lyndon Johnson har forladt hospitalet i Dallas, men vi ved ikke, hvor han har bevæget sig hen. Antagelig vil ham aflægge sin embedsed om kort tid og blive den 36. præsident af USA.«

Få begivenheder i amerikansk historie er omgærdet af mere sorg, følelser af meningsløshed og vilde konspirationsteorier end mordet på John F. Kennedy. På fredag er det 50 år siden. Få begivenheder er så minutiøst undersøgt, udpenslet og betvivlet. Hvert minut på den skæbnesvangre novemberdag er vendt, men først for nylig er radiokommunikationen til og fra Air Force One den dag blevet offentliggjort og gengivet i magasiner som Esquire og Washingtonian.

De skrattende, til tider svært hørbare beskeder mellem pilot, flyveledere, Det Hvide Hus og flyvevåbnet lægger et nyt lag til forståelsen af, hvad der i lang tid var en underbelyst tidslomme i USAs historie; timerne fra John F. Kennedys død i Dallas til Lyndon B. Johnsons træden frem foran TV-kameraerne i Washington D.C. som den kriseramte nations nye præsident.

Glorværdige karrierer sluttede i de timer, mens andre begyndte. En ung kvinde blev enke, en ældre husmor fra Texas blev førstedame. Nogle om bord græd hele vejen, andre drak sig bedøvede under den tur. Håb for fremtiden døde, skinsyge teorier om skyld og ansvar blev født. Hvad der præcis foregik om bord, er senere stykket sammen af en syndflod af vidneudsagn, diktafonoptagelser, biografier og interview med de 41 personer, der var ombord på flyet den eftermiddag.

Kun få lever endnu, og de enkelte fortællinger har vist sig at have divergerende opfattelser af tid, samtaler og handlinger om bord. Det eneste, der er hundrede procent sikkert er, at Air Force One aldrig nogensinde før eller siden har fløjet med to præsidenter om bord:

En død og en levende.

Tidlig eftermiddag, Love Field

Lyndon B. Johnson træder ind i Air Force Ones private gemakker. Det er spøgelsesagtigt. Aviserne, som John F. Kennedy bladrede i samme formiddag, ligger stadig på gulvet. Nogle skal senere huske, at Lyndon B. Johnson straks forlader soveværelset med ordre om, at det skal reserveres til Mrs. Kennedy. Andre skal fortælle, at Johnson ligger på sengen, da enken tre kvarter senere ankommer til Air Force One.

Sikkert er det, at det er Lyndon B. Johnson, der giver ordren til, at flyet ikke må forlade Dallas uden Jackie. Sikkerhedsfolk vil have ham væk fra Dallas omgående. Men Johnson – en erfaren, men lidt gammeldags politikertype – har blik for, at han netop nu ikke må sætte en fod forkert, for landets og for sin egen skyld. Vælgerne har ikke valgt ham, men den glamourøse Kennedy. En fremtidens mand. Nu får de Johnson, der nærmest står for alt det modsatte, og han er, har han senere forklaret, bevidst om, at ingen skal kunne sige, at han er vadet over JFKs lig for at tilrane sig magten. Mistankerne ligger alt for snublende nær: Den fattige texanske bondesøn, Johnson, har fra barnsben drømt om præsidentskabet og følt sig ydmyget i vicepræsidentembedet. Nu er hans største rival til præsidentposten blevet skudt. På Johnsons hjemmebane.

Omvendt står landet i våde. Kontinuiteten skal sikres. Landet må hverken stå uden leder eller regering.

Lyndon B. Johnson ringer til Robert Kennedy, landets justitsminister og den nu afdøde præsidents bror for at diskutere, hvordan den nødvendige magtoverdragelse skal foregå. Forholdet mellem de to, Johnson og Robert Kennedy, er siden de demokratiske primærvalg tre år forinden, hvor Johnson måtte trække sig som taber, blevet kaldt den »største blodfejde i amerikansk politik i det 20. århundrede«. Kennedyerne finder Johnson grov og landlig, Johnson kalder den nordamerikanske klan for »The Harvards«, og det er ingen hædersbevisning i en sydstatsmands mund.

Johnson beder sin sekretær notere, hvad der bliver sagt under telefonsamtalen. Alligevel skal der siden opstå uenighed om, hvad der egentlig bliver aftalt i telefonen. Johnson ønsker at aflægge præsidenteden med det samme. Før takeoff. Robert »Bobby« Kennedy skal senere udtrykke, at han gerne havde set, at hans bror var kommet hjem til hovedstaden som præsident Kennedy. Ikke som forhenværende.

Et sted i flyet lyder der hamren. Air Force Ones steward og piloter er ved at fjerne to sæderækker. Den afdøde præsident skal ikke fragtes hjem i flyets bagagerum.

En hvid, lidt buttet rustvogn trækker op ved bagenden af flyet klokken kvart over to. Kisten, som Kennedys nærmeste hjælpere og fortrolige – populært kaldt »den irske mafia« – trækker ud, vejer næsten et halvt ton, er af mørk bronze og ser ramponeret ud. Bulet og ridset.

Dallas’ øverste bedemand havde insisteret på, at liget af Kennedy skulle blive i staten til obduktion. Kennedy’s folk havde nægtet. Der var næsten opstået håndgemæng på hospitalet. Og nu må kistens håndtag bankes af, før kisten kan komme ind i kabinen.

Ud af rustvognen følger Jackie Kennedy. Hendes pink nederdel er rødplettet og hendes ene strømpeklædte ben helt sølet til i sin mands blod.

»På en måde var det en af de mest gribende syn – denne fejlfrie kvinde, udsøgt klædt, men sølet til i blod,« skulle Claudia Johnson – kaldet »Lady Bird« – senere sige.

»Hvorfor flyver vi ikke?« spørger Jackie.

Den 34-årige kvinde, nu enke, trækker sig ind i soveværelset. Fire måneder forinden mistede præsidentparret en nyfødt søn, Patrick. Hun og JFK har også begravet en dødfødt datter. Hun vil nette sig, tørre blodet fra sin mand af ansigt og hænder. Men fortryder, så snart hun har gjort det, fortæller hun senere.

»Jeg vil, at de skal se, hvad de har gjort mod Jack,« siger hun.

En hjælper kigger ind og opdager, at Jackies hvide silkehandske ligger på sengen. Nu helt stiv; en jernhandske støbt i JFKs blod.

Cecil Stoughton har tænkt på at skifte film i sit Hasselblad 50 mm kamera. Han har fotograferet med farvefilm tidligere på dagen inde i Dallas by, men telegrambureauerne kan endnu ikke transmittere farvefotografier. Og det, der skal foregå nu i Air Force Ones statsrum er så vigtigt, at hele nationen snarest muligt må få besked.

27 personer er til stede. De står så tætpakket, at Stoughton, Det Hvide Hus’ faste fotograf, må kravle op på en sofa og presse sig mod væggen for at indfange scenen. Det bliver ham, der afgør, hvordan den historiske scene bliver komponeret. Lyndon B. Johnson, der med sine 195 centimeter rager op over mængden, står centralt i fotografiet med hustruen, Lady Bird i perlekæde, ved sin højre side. En hånd med en diktafon rækkes frem, og med ryggen til står en diminutiv dame, en lokal dommer, der er hastet til Love Field for at forestå den præsidentielle edsaflæggelse.

Ved Johnsons venstre side står en bleg Jackie. Fotografiet er nænsomt komponeret, så hendes blodige nederdel er ude af billedet, men hun ligner et menneske i chok. Johnsons og Kennedys folk har få minutter forinden skændtes højlydt, om Jackie Kennedy skal være til stede under eden. Kennedys stab er rystede. Som om hun ikke har være udsat for nok denne dag? Men Jackie Kennedy beslutter selv:

»I historien lys vil det være bedre, hvis jeg er der,« siger hun.

Det tager 28 sekunder at fremsige de 39 ord, inklusive det »So help me God«, som Lyndon B. Johnson selv tilføjer.

Ni minutter efter edsaflæggelsen, klokken 14.47 lokal tid, ser lokale politifolk og politikere til, mens pilot Swindal presser Air Force One op i fart. Flyet synes at skære sig lodret op mod den texanske himmel, tænker en lokal politiker; som var også maskinen selv ivrig efter at komme væk fra det, Kennedyfolkene har døbt »hadets by«.

Sen eftermiddag, himlen over USA

James Swindal flyver højere og hurtigere end nogensinde før med Air Force One. Da befolkningen bliver bekendt med, at Lyndon B. Johnson er dens nye præsident, hænger han, kisten og følget på 40 personer allerede i luften over Mississippi, på vej mod Washington D.C.

Under dem er handlen på New Yorks børs suspenderet. Broadway-shows i New York er aflyst, lysene på Times Square slukket. Fra luftvåbnets hovedkvarter i Washington bliver der nervøst spurgt, om »the top people« er med i flyet?

»Roger. Præsidenten er ombord. Liget er ombord, og Mrs. Kennedy er ombord,« lyder det skrattende tilbage.

I statsrummet har Lyndon B. Johnson bedt sine hjælpere begynde at forberede den tale, han nødvendigvis skal holde foran hele verden, når Air Force One lander i hovedstaden.

»Gør det kort. Vi har masser af tid senere til at sige mere […] Jeg vil bare gøre det klart, at præsidentskabet går videre. Det må ikke se ud, som om vi er i panik,« siger han.

Fra FBI kommer der meldinger om, at den anholdte attentatmand, Lee Harvey Oswald, har forbindelser til Rusland. Han har i hvert fald været russisk gift.

»Krustjov (Sovjetunionens daværende præsident, red.) spørger sig selv lige nu, hvilken type mand, jeg er,« lader Johnson forstå.

Han får et udkast i hånden. Retter et par ting med blyant og stikker så talekortene i jakkelommen:

»Dette er en trist stund for hele folket. Vi har lidt et tab, som ikke kan måles. For mig er det en dyb personlig tragedie. Jeg ved, at hele verden deler den sorg, som Mrs. Kennedy og hendes familie bærer. Jeg vil gøre mit bedste. Det er alt, jeg kan. Jeg beder blot om jeres hjælp – og Guds,« står der på syv maskinskrevne linjer.

Jackie Kennedy sidder bagerst i flyet ved kisten og får sit livs første whisky. Hun græder for første gang. Kennedys nærmeste folk fordeler sig omkring hende, mens de i irsk gravøl-stil drikker whisky og gin. En af dem skyller en kvælende skyldfølelse ned med sjus efter sjus. Han gav samme morgen ordren om, at det var sikkert for præsidentparret at køre i åben limousine. Uden den armerede top.

De taler om JFK, mens Jackie begynder at tænke på detaljer i den kommende statsbegravelse. Hun vil have en evig flamme. Og baby Patrick, som John F. Kennedy havde følt lå så alene og ensom på familiegravstedet i Hyannis Port, skal flyttes, så far og søn kan ligge sammen i hovedstaden.

»Den skrøbelige pige var næsten fattet; en indre styrke i hende kom op til overfladen, mens vi tre svæklinge gik i opløsning,« skulle en af de tilstedeværende medarbejdere senere fortælle.

Tidlig aften, Washington DC

To timer efter takeoff begynder pilot Swindal sin indflyvning. Air Force One og dets last har krydset en tidszone, det er mørkt, og klokken nærmer sig 18 øst-amerikansk tid.

En hjælper fortæller Jackie Kennedy, at en æresgarde står klar til at bære kisten med hendes mand af flyet. Men hun afviser:

»Hans venner skal bære ham ned,« siger hun.

Johnson undskylder sig selv og træder ind i det præsidentielle badeværelse. Han barberer sig hurtigt, skifter skjorte og reder sit hår med brylcreme. Han vil se poleret og skarp ud, når han træder ud foran den presse, der samme morgen knap gad nævne ham i bisætninger.

Foran ham ligger lidt over fem år som præsident, en voldsom opskalering af krigen i Vietnam, mordene på Martin Luther King og endnu en Kennedy, store sociale reformer og en karriere, der trods sin begyndelse i tumult, mistro og sorg skulle kaste et pænt eftermæle af sig. Foran USA ligger 50 års konspirationsteorier, officielle undersøgelser og et dybt mærke på amerikansk historie. Men alt det ved ingen ombord på flyet denne aften. Da Air Force Ones baghjul rammer landingsbanen på St. Andrews-basen, er Johnsons præsidentskab blot 140 minutter gammelt.

Landets 35. og 36. præsident er hjemme. Johnson for første gang. Kennedy for sidste gang.