Jerusalem er splittet af had og vold

Under hverdagsoverfladen, hvor jøder og arabere forsøger at holde fast i den daglige rytme, er Jerusalem mere delt end nogensinde før. Delt af had, frygt og mistillid.

Stemningen i Jerusalem er fortsat anspændt efter tirsdagens angreb på en synagoge i byen, der kostede fem livet. I går genåbnede synagogen, og ultraortodokse jøder søgte tilbage til den for at bede for de døde, samtidig med at myndighederne, på ordre fra premierminister Benjamin Netanyahu gik i gang med at rive huse ned tilhørende palæstinensere som har stået bag terror mod israelere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: »Jeg er begyndt at hade dem!«

Riki, en 26-årig israelsk kvinde med job i turistbranchen, har aldrig haft det, som hun har det i øjeblikket. Modløs og hadefuld. Dagens avis ligger ved siden af hende. Hun har lige afsluttet en samtale med en kunde i den vestlige del af Jerusalem. Nu hviler hendes øjne igen på avisforsiden. På det blodige billede af en myrdet rabbiner fra tirsdagens terrorangreb i en af byens synagoger. Hun sukker. »Det er første gang jeg virkelig føler, at jeg hader dem,« siger hun. Med dem mener hun Jerusalems palæstinensiske befolkning. En tredjedel af byens 800.000 indbyggere.

»Selv under intifadaen havde jeg det ikke sådan. Og dengang var det, som om jeg konstant gik fra den ene begravelse til den anden, når venner var blevet myrdet i selvmordsangreb,« siger hun.

For Rikis vedkommende har det tidlige morgenangreb i Kehilat Yaakov-synagogen, hvor fire rabbinere og en politibetjent blev dræbt af to palæstinensere, slettet hendes tro på sameksistens. Hun kalder angrebet for et stort skridt over den røde linje. Et angreb, der har ændret hendes syn på byens arabiske befolkning. Måske for altid.

Jøder og arabere i Jerusalem er vant til at spændinger er en del af hverdagen. Mange af byens borgere har selv i de mest vanskelige tider holdt fast i den daglige rytme, hvor man sidder på café, går på indkøb, og hvor palæstinensere fra Østjerusalem traver op ad bakken fra den gamle bydel for at gå på arbejde i det jødiske Vestjerusalem. Den konfliktramte by har altid haft små oaser af fornuft og livsbekræftende uvilje til at lade sig kue af vold og trusler. Det har den stadig. Det jødiske grøntsagsmarked, Mahane Yehuda, vrimler med handlende. På Yaffa-gaden går en gruppe unge palæstinensere blandt slentrende israelere.

Anspændthed og frygt

Men ingen lader sig narre. Hverdagsfacaden er skrøbelig, og lige under overfladen pumper den enkeltes alarmberedskab på fuld tryk.

Yoram arbejder på et alderdomshjem, hvor mange af de ansatte er arabere fra Østjerusalem:

»For at være helt ærlig. Jeg er simpelthen så stresset i øjeblikket. Jeg ser mig konstant over skulderen, når jeg er på arbejde. Jeg er bange for mine medarbejdere og frygter hele tiden for de ældre,« siger han.

Kioskejer Haim i Bakaa-kvarteret har det på samme måde. Siden angrebet tirsdag morgen har han bedt sin arabiske arbejder om at blive hjemme. Ikke på en ond måde, og ikke for at straffe ham for noget, han ikke har gjort. Men stemningen er simpelthen så anspændt, at Moshe på den ene side frygter sin årelange trofaste arabiske medarbejder, og på den anden side er bange for, at han vil blive overfuset, og måske endda fysisk antastet af jødiske kunder. Derfor har han valgt den lette midlertidige løsning i håb om, at den anspændte stemning i byen driver over.

En af de to palæstinensiske gerningsmænd fra angrebet på synagogen arbejdede i en grønthandel lige i nærheden og havde derfor tilstrækkeligt kendskab til området til at udvælge synagogen som det foretrukne mål. Den konstante frygt blandt mange af byens israelske borgere er ikke blevet mindre, efter at politiets talsmand, Micky Rosenfelt, har sat ord på det, de fleste borgere føler.

»Vi ved ikke, hvad der motiverer angriberne. Vi ved ikke, hvorfor de angriber, eller hvad der får dem til det,« sagde Rosenfeldt for nylig. For den enkelte israelske borgers vedkommende kunne han lige så godt have sagt: »Vær på vagt, palæstinenserne kan ramme jer hvor som helst, når som helst!«

Inde i den centrale del af byen sidder Muhammed. Han er palæstinensisk parkeringsvagt i et af de områder, hvor de fleste bilister er israelske jøder. Han har generelt et godt forhold til sine kunder. Mange af dem er stamkunder, der altid hilser høfligt. Men Muhammed, der for det meste sidder alene på parkeringspladsen, er bange. »De jødiske højrenationalister ved, at jeg sidder her. De kan ikke lide arabere og kommer tit forbi for at true mig,« siger han. Siden urolighederne i byen tog til efter kidnapningen af de tre jødiske teenagere og den efterfølgende kidnapning af en palæstinensisk teenager i juni 2014, er Muhammed blevet truet adskillige gange. Enkelte gange har han været nødt til at stikke af fra parkeringspladsen.

Mange mister troen på sameksistens

Hjem til sit hus i Østjerusalem, hvor der i dag, som alle de tidligere dage, er tåregas i luften og sporadiske brag fra sammenstød mellem unge palæstinensere og israelske politistyrker.

I dag er det Jabal Mukaber-nabolaget, der er konfliktens omdrejningspunkt. Øjeblikkeligt efter synagogeangrebet arresterede det israelske politi en gruppe palæstinensere fra området. Nye grupper af unge palæstinensere samles for at være parate til at møde de israelske betjente. Nogle af dem står med sten i hænderne. Andre snakker om konflikten i byen. Ahmed på 21 var kun syv år, da intifadaen begyndte i år 2000. Han husker den, men deltog ikke i kampene mod Israel dengang.

»I dag er jeg stor nok til at vide, hvad det handler om,« siger han og nævner en stribe af de emner, der får hans – og mange andre palæstinenseres – følelser i kog i øjeblikket:

»Bosætterne, mordet på Abu Khdeir i juni, israelernes trusler mod al-Aksa Moskeen, mordet på buschaufføren, arrestationerne af vennerne fra landsbyen.«

Ahmeds liste er lang og absolut. De israelske retsmedicineres rapport, der fastslår, at den omtalte palæstinensiske buschauffør ikke blev myrdet, men hængte sig selv, ændrer intet. Det gør Israels premierminister, Benjamin Netanyahus, gentagne forsikringer om, at Israel ikke vil ændre på status quo-aftalen på Tempelpladsen, heller ikke. Som det er tilfældet for mange af Ahmeds israelske medborgere i byen, har de seneste måneder fået ham til at miste troen på sameksistens med den anden part i den mangeårige konflikt.